Dette blogindlæg indeholder reklamelinks til garn. Hvis du vælger at købe igennem disse links, støtter du mig og min krymmelblog med en lille skilling, uden at det koster dig ekstra.
Jeg har igennem tiden haft en del strikkeprojekter igennem fumlefingrene. Nogle med et mere tilfredsstillende resultat end andre. Og det er der bestemt ingen skam i, for med tiden er jeg blevet bedre til at strikke og reducere mine fejl i produktet. Noget af det, jeg har lært igennem min strikkeerfaring er; hvis der er noget du kan nå at lave om undervejs (også selvom det kræver optrevling), så gør det! Alligevel står jeg indimellem med et færdigt strikkeprojekt i mine hænder, som ikke helt tager sig ud på min krop, som jeg havde håbet, måske har pasformen ændret sig ved brug, eller designet passer ikke helt til min tøjstil.
Men det er der råd for! Her kommer ordet “upcycling” nemlig på bane. Upcycling… hvad er det lige for noget? Nu skal du høre!
Når du upcycler noget, som i tilfældet her er strik, så puster du nyt liv i noget, du allerede har, men som ikke længere gør dig glad. Og dét er bæredygtigt!
Og det har jeg simpelthen valgt at gøre ved Ballonjakken! Hvis du vil læse lidt om Ballonjakken, har jeg skrevet et blogindlæg om den lige her.
Processen
Jeg ved, det er enhver strikkers “mareridt” at skulle optrevle et projekt og jeg må da også ærligt indrømme, det krævede tilløb. Men hvis man griber en stor kop kaffe og gør det til noget hyggeligt sammen med en lydbog, så skal det nok gå. Og husk at sæt målet for øjet: du får et mere ønsket resultat i sidste ende!
Det kan godt synes uoverskueligt, hvor man skal starte, og det var også en udfordring med Ballonjakken, fordi den er monteret i forskellige dele, så den skulle først afmonteres, før jeg kunne optrevle. Men jeg startede bare fra en overskuelig ende: afmonterede et ærme for dernæst at optrevle den. Det skal gøres med respekt for garnet, så det ikke bliver for slidt, hvilket kan være en udfordring, når der er mohair involveret.
Når jeg optrevler et garnprojekt, plejer jeg bare at trække garnet i et roligt tempo. Hvis det så sætter sig fast undervejs, bruger jeg forsigtigt en uldnål til at køre igennem for at løsne det. Herefter samler jeg garnet i bundter. Jeg vil helst gerne udenom at skulle opdele uldgarnet fra mohairen (for lad os være ærlige, det er et meget langhåret projekt), men det kan du også gøre, hvis du har lyst. Hvis du har en garnvinde, kan det være en nem og fin måde at vinde garnet op på – i mit tilfælde lod jeg egne hænder gøre arbejdet, uden at vinde garnet for stramt op.
Nu skal du til at strikke med garnet – og dét er sjovt! Men jeg vil huske dig på, at garnet krøller mere og derved kan påvirke din strikkefasthed en del. Nogle seje strikkere derude, sværger til at glatte garnet ud ved hjælp af dampning, men det rækker min tålmodighed ikke til. Hvis du vil vide mere om dette, kan du bl.a. læse om det her.
Garn
Ét af grundene til at jeg også bare MÅTTE genbruge fra Ballonjakken er, at jeg fortsat er helt vild med farven på garnet. Det måtte simpelthen ikke gå til spilde.
Garnet, jeg har (gen)brugt er følgende:
Peer Gynt fra Sandnes (farve 9844) (reklamelink)
Tynn Silk mohair fra Sandnes (farve 2021) (reklamelink)
Resultat
Eftersom jeg har brugt garn fra et tidligere strikkeprojekt, havde jeg kun det garn fra strikkeprojektet, jeg trevlede op + et ekstra nøgle. Jeg var ikke klar over, at den dobbeltstrikkede kant på November Jacket ville kræve så meget garn, så jeg endte med at strikke November Jacket med modifikationer. Det har været en lidt sjov (læs: spændende) proces, med krydsede fingre, at strikke med en begrænset garnmængde på denne måde, for jeg vidste at det ville blive noget nær umuligt at skaffe garn med den samme indfarvning eftersom det er flere år gammelt. Jeg kunne godt se undervejs, at jeg var nødt til at prioritere hvad jeg skulle bruge garnet til. Hvad var en vigtig prioritering; Lang jakke med korte ærmer eller kort jakke med længere ærmer, der kunne strække sig lidt ved vask…? Jeg kunne fx ikke nænne at sløjfe lommerne – de er den fineste detalje til jakken.
Jeg valgte, at strikke jakken betydeligt kortere end i opskriften (cirka 10 centimeter til forskel) og det viser sig, at jeg ikke ville have haft det anderledes. Jeg er ikke så høj og jeg kan godt lide, at jeg ikke svømmer “helt væk” i mit strik. Desuden strikkede jeg ærmerne 5 centimeter kortere og trak lidt i dem efter vask, mens jakken stadig var våd.
Og vupti! Pludselig blev Ballonjakken tryllet om til en November Jacket. Jeg er meget glad for resultatet og synes det har været hele den langhårede proces værd! Og se lige hvor fint, garnet har rettet sig efter vask.
Hvis du ønsker at se forvandlingen, kan du se en lille video fra min Instagram lige her: Fra Ballonjakken til November Jacket.
Begge strikkeopskrifter er fra Petiteknit.
Går du og overvejer at upcycle et af dine strikkeprojekter? Tøv endelig ikke! Jeg er sikker på, du bliver glad for det! Det bliver ikke sidste gang, jeg skriver om det herinde.
0
Tak for inspirerende indlæg. Åhha ved ikke om jeg kan strikke patent, men trænger virkelig til at gøre noget ved min Ballonjakke, da dyrt og smukt garn lige nu bare ligger og samler støv. fordi jakken blev for stor og uformelig. God aften ☺️
Det kan du sagtens lære, er jeg sikker på! Kimmie Munkholm laver virkelig gode videoer til den slags, men du kender dem sikkert allerede. 🙂
Synes det er en mægtig idé, at strikke dit projekt om! Jeg er i hvertfald glad for, jeg gjorde det.