Ugens Krymmel #33

Hej allesammen og glædelig (solskins)onsdag!

Sikke dejligt vejr det er for tiden – det er da lige til at trække på smilebåndet af! Hvordan går det hos jer? Har I efterårsferie eller er I måske på arbejde eller studie ligesom jeg?

Jeg har lige taget hul på bachelorbylden, så min studieveninde og jeg er i færd med at afgrænse til en spændende problemstilling, som vi glæder os til at give os i kast med. Jeg kan godt mærke, det er nervepirrende at gå i gang med, fordi det også betyder at jeg meget snart er færdig som sygeplejerske – og det har jeg meget svært ved at forstå.

Men før jeg går helt i selvsving over det, skal vi så ikke lige se tilbage på sidste uges krymmel? Sidste uge bestod primært i kage og efterår. I min optik var det helt igennem perfekt kombi!

Mandag startede med gruppearbejde, fordi vi skulle forberede en præsentation til tirsdag. Heldigvis reddede Anders dagen med en Othello-lagkage, som han havde bagt søndagen forinden. Den her version var en testkage til hans fødselsdag. Jeg kan godt lide det der med, at man lige testbager(og smager) en kage, før den skal serveres for tyve gæster – og jeg er ikke i tvivl om at studiepigerne var taknemmelige for sådan en kage mandag formiddag, haha!

I sidste uge besluttede jeg mig for at starte nogen af dagene med en lille morgengåtur. Jeg har meget svært ved at stå op for tiden (eller det har jeg haft lige siden jeg var i praktik) og mørket hjælper i hvert fald ikke på det, men tanken om at gå en tur blandt de smukke nedfaldsblade, kan nemmere hive mig ud af dynen. Jeg mener – se lige hvor fint det er på øverste billede! Det er SÅ smukt lige for tiden.

Jeg insisterer på at have min frakke på for tiden, fordi jeg elsker den, men må ærligt indrømme at det stadig er lige lovligt varmt til den slags. Man må lide for skønheden, mæhæ!

I får lige endnu et glimt af efteråret, bare fordi…

Jeg manglede et nyt strikkeprojekt, så jeg kastede mig ud i at strikke et par sokker. Et strikkeprojekt jeg har udskudt at kaste mig ud i mange gange, fordi jeg ikke kan overskue at fumle med alle de strømpepinde. Men indtil videre er det okay og resultatet er nogenlunde. Anders siger i hvertfald at han gerne vil gå med sokkerne når de er færdige – så helt galt er det vist ikke!

Jeg købte denne kjole i fredags. Jeg manglede en kjole, som ville give mig glædesfølelse. Den effekt har denne kjole på mig. Den er lettere farverig og gør mig så glad at have på. Juhuuu!

En lille detalje fra fødselsdagsforberedelserne som tog det meste af torsdag, fredag og lørdag. Pyyyh! Hvad synes I om skjorte-servietten? Sig til hvis I vil have endnu en folde-guide. 

Et lille glimt af Anders kageprojekt in the making. De her bunde var simpelthen så geniale – helt igennem svampede og bløde. Mums!

Anders bagte to Othello-lagkager til festen: én laktosefri og én almindelig. De blev begge helt vildt gode. Forskellen fra denne kage og den, han bagte ugen forinden er, at de her blev lavet i færre centimeter i diameter og et par centimeter højere. Og så kan jeg i øvrigt hilse og sige at marcipanbånd er noget fanden har skabt, for det er enormt svært at rulle ud (men det smager himmelsk)!

Jeg foreslog at vi også lige, udover to Othello-lagkager, lavede en portion chokolademuffins. Jeg fandt denne version fra Ditte, som blev ganske vellykkede. Jeg udhulede et lille hul i kagerne og tilføjede en teskefuld marmelade med solbær. Flødebolleskummet fik tilsat lidt blå farve og jeg hakkede hindbærdrys til skummet og til topping. Gæsterne sagde at de blev enormt gode – jeg fik dog ikke selv smagt én!

Sidst men ikke mindst, fik Anders disse skønheder i én af sine gaver. Hans kusines børn havde tegnet de sødeste tegninger af os som kærester (hvis ikke jeg allerede var skruk, så er jeg det i hvertfald nu) – og så har de samlet blade fra naturen, lamineret dem, sat øjne og magneter på så de kan sidde på køleskabet. Er de ikke bare hyggelige?


Jeg håber, I havde en skøn uge i sidste uge. Har I nydt efterårets smukke natur? 

Krymmelkram fra Nynne

0

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: