Hej med jer, krymmeldryssere og glædelig tirsdag.
Hvordan går det med jer? Er ugen startet godt? ❤️
Jeg sidder i skrivende øjeblik og hygger i stuen på en luftmadras. Ja, du læste rigtigt, jeg sidder på en luftmadras. Vi fik solgt vores sofa i går, efter at have haft annoncer på nettet i to dage. Havde ikke lige regnet med at det ville gå så hurtigt.
Jeg synes altid, det er lidt svært at sælge ting fra vores hjem, fordi det kræver at fremmede skal dukke op og se hvordan vi bor og jeg føler aldrig rigtigt jeg kan slappe nok af i det til, at jeg lader være med at støvsuge, for eksempel. Så det bliver tit et helt projekt. Men det hele lykkedes og køberen var så sød og ville gerne have sofaen med i sin bil med det samme. Og nu venter vi bare på at den nye sofa bliver leveret – heldigvis sidst i denne uge, så vi ikke skal campere i stuen alt for længe. Yay!
Men lad os lige kigge tilbage på sidste uges krymmeldrys.
Jeg har haft en fire-dages arbejdsuge. Mandag og tirsdag mødte jeg ind i dagvagt på sygehuset. Jeg var ret nervøs for det, fordi det var tre måneder siden jeg sidst havde været på arbejde. Men det hele gik ganske fint og der var heldigvis ikke alt for travlt, så der var tid til at lære og fordybe sig. Og tid til at mærke efter og sige fra, når der var opgaver jeg ikke følte mig sikker i. Og det har jeg ellers meget svært ved.
Onsdag og torsdag havde jeg aftenvagt. Det er første gang, jeg har prøvet det og jeg må sige at det har været hyggeligt og spændende. Derfor tænkte jeg også, at det var på sin plads at lave en god madpakke i form af dejlige grøntsager blandet med ris og karry. Det er ikke løgn, når jeg siger, at grøntsager gør mig glad i låget!
Da jeg torsdag kom hjem fra min aftenvagt klokken 23:30, mødte jeg synet af en lille krymmel-jagt. Anders var gået i seng, men havde efterladt små post-its langs gulvet. De skulle vise mig vej. Og krymmeljagten sluttede ved Kinder Mælkesnitterne. Jeg var SÅ glad! Jeg var helt low på sukker, så det var perfekt spise inden sengetid. Jeg synes simpelthen det var så sødt.
Fredag tog jeg en dag på sofaen. Jeg skulle lige sunde mig ovenpå indtryk. At ligge i en sofa til synet af farverige blomster var bestemt ikke dårligt!
Samme aften jonglerede vi med sprøde pizzaer i køkkenet. Et bagestål er helt klart vejen frem mod sprøde brød og pizzaer. I reccommend!
Prøvede lige det der med hvidvin. Jeg passer lidt på med alkohol i disse dage, fordi jeg døjer meget med hovedpine, men den her hvidvin var læks til pizza!
Når der skal ekstra krymmel på tilværelsen, så vælger jeg at købe sådan en fister her. En twisted jordbær/vaniljesoftice med tivolikrymmel på. Mit indre barn blev så glad!
Jeg forvandlede danske, økologiske æbler om til god gammeldaws æblekage. Til min store forfærdelse var der kun æbler nok til fire portioner kage! Godt det snart er efterår og æblerne vitterligt hænger på træerne, hæhæ!
Min sidste og ikke mindst gode tryllekunst i køkkenet, blev i søndags til disse smukke og ikke mindst velsmagende manitoba-boller. I kan finde opskriften hos søde Sofie, som i øvrigt har en skøn blog, der sprudler af madglæde og DIY-projekter. Linket til bollerne kommer her: http://sofieandresen.dk/2018/08/11/rustikke-luftige-manitoba-boller/
Jeg håber I får en skøn uge. Lad mig høre: hvilket krymmel drysser I med for tiden?
Jeg er meget glad for I læser med.
Krymmelkram herfra. ❤️
0
Hvor er han da bare en ypperlig krymmelspreder med de mælkesnitter der! Dejligt med så meget hverdagskrymmel! Jeg krymler med veninder (du er savnet!), loppejagt, genbrugs-jagt og min Mads! Det er dejligt ❤️
Hihi, ja, han er virkelig en god krymmelspreder (og i virkeligheden min inspiration til det meget af tiden). <3 Det lyder til du krymler med en masse dejligt.. jeg glæder mig til næste date med dig, når vi begge har tid!
Det var da en skøn skattejagt, kan godt forstå du blev glad!
Jeg forstår især også din uoverskuelighed overfor fremmede sofakøbere – jeg er så dårlig til den slags. Troede jeg ville vokse fra det, men det må jeg vist hellere skyde en hvid pil efter ‘:D
– K
Ja, det er helt utroligt, hvor svært det kan være at have folk ind i sit hjem. Heldigvis var hun mægtig sød, men det var klart en udfordring. Det er det altid. 🙂