Ugens Krymmel #16

Hej allesammen og glædelig solskinsdag!

Hold nu helt magle, det er længe siden, jeg har delt ugens krymmel med jer. Det har været lidt svært at få det hele til at hænge sammen oveni arbejde, praktik og rod i privatlivet. Men så er det vigtigt at huske, at passe på sig selv og prioritere de ting, der er allervigtigst og ikke mindst energiopladende. Det har ærgret mig en hel del, at jeg ikke har haft energi til at dele så meget krymmel herinde, men nu føler jeg mig mere fit for fight og er klar til at kigge tilbage på de seneste uger!

 

For et par uger siden fejrede jeg min fødselsdag sammen med flere fra min familie. Det var en hyggelig dag, som afkastede nogle skønner gaver til både terrassen, til strikkepinden og ikke mindst til tøjskabet. Som nævnt tidligere, har jeg ofte haft høje ambitioner i forbindelse med at holde fødselsdag, og har tit resulteret i at have taget munden lidt for fuld. Aftenen forinden, forberedte Anders og jeg noget pastasalat, græskinspireret kyllingefrikadeller, tzatziki, pølsehorn, brød og fik bagt en kanelkage. Det var så dejligt, fordi tingene blot skulle lunes lørdag formiddag. Win!

Flere af jer blev nysgerrige, da jeg delte en lille video på min Instagram-profil, hvor jeg foldede en åkandeserviet – og jeg blev derfor spurgt om jeg ikke ville lave en lille guide. Jeg ELSKER når jeg kan få lov at være lidt kreativ og have en undskyldning for at lave en lille video. Så resultatet kan du finde her. 😉

 

For en uge siden fejrede vi min yngste lillebrors konfirmation i Glyngøre. Det var en smuk solskinsdag med en fest i dejlige omgivelser. Jeg er med tiden blevet spurgt af mange, om jeg ikke synes det er voldsomt at have fire søskende. Svaret er nej. For jeg har jo ikke prøvet andet. Desuden er det fantastisk at have så mange skønne (og ofte fjollede) mennesker omkring mig – for der altid er én der kan hive en op!

Rugbrødsmadder i denne kaliber er min yndlings! Kartoffelmad med mayo, karry, salt og purløg. C’est bien!

Jeg er blevet færdig med endnu et strikkeprojekt. Måske husker I, at jeg for nogle måneder siden skrev at jeg var gået i gang med et projekt, som jeg ikke rigtigt kunne afsløre, fordi det var en gave…? Oprindeligt var jeg begyndt på et rigtigt fint babytæppe i et pænt mønster, som ikke var for kompliceret. Men da jeg indså, at tiden var knap og jeg kun var nået halvvejs, måtte jeg kaste håndklædet i ringen og kaste mig ud i et lidt mindre projekt. Babytæppet ligger lige nu og venter på sig i min strikkekurv, fordi jeg i stedet kastede mig over Begynderjakken fra Petiteknit. Jeg synes den er så sød! Og så tog det mig blot to aftener at strikke. Simple is good!

En kombination af strik, neglelak og solskin på mine bare ben er ikke at kimse ad! Her er jeg i gang med en basisbluse i det lækreste garn fra Filcolana. Jeg glæder mig sådan til at kunne bruge den, men nyder også processen.

Jeg har fået den fineste fødselsdagsgave fra mine svigerforældre! Et super sødt sæt, jeg kan mikse og matche alt efter hvad jeg skal. Jeg elsker det! Jeg ser til gengæld lidt kompakt ud på dette billede, men det skyldes at mit retro-spejl er sådan lidt hurlumhejhus-agtig. Det har vel sin charme…? 😉

I fredags kunne jeg endelig få weekend (jeg havde ikke fri i forbindelse med Kristi Himmelfartsdag), så jeg kastede mig i en solstribe i gårdhaven sammen med Anders og nød en kold. Plus lidt flere. En af vores naboer kom forbi med sin kæreste og det udmundede i en hyggelig aften med rom, gin and tonic og dertilhørende gamle sange fra gemmerne, fx. Infernals klassiske sækkepibenumre samt “the 6th gate” (mit yndlings go-to nummer, når jeg har fået et par øller indenbords, haha!)

I går havde vi tunge tømmermændshoveder og besluttede os for at udnytte det til fulde. Så vi kastede os ud i at lave flæskesteg med vores sous vide og lod den dernæst kysse grillen. Og bare rolig – der var også sovs lavet fra bunden! Mens kødet hyggede sig, fik jeg lige bikset en vaniljeis med cookie dough sammen. Hold fast, det smager godt!  Nogen vil måske mene, at det lyder lige lovligt ambitiøst på en højhellig tømmermændsdag, men hvis der er noget, der kan få os op af stolene, så er det helt klart mad!

Hvordan har jeres seneste uger set ud? Har I husket at drysse med lidt krymmel? Måske I har været ude i solskinsvejret?

Krymmelkram fra Nynne

0

2 kommentarer til “Ugens Krymmel #16”

  1. Du er bare så dejlig kreativ! Både med åkandeservietten og den fine strik – og hvor er det bare hyggelig læsning 🙂 Hav en skøn solskinssøndag!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: