Halløj krymmelvenner og glædelig mandag!
Har I haft en dejlig uge? Måske I har været heldige at nyde godt af en lille vinterferie, haft forlænget weekend og været på tur? Jeg håber i hvert fald, I har haft en masse dejligt krymmel drysset udover ugen.
Min uge har været en blandet landhandel, sagt på godt jysk. Praktikken suger virkelig meget af min energi og jeg har svært ved at lægge indtryk og frustrationer fra mig, når jeg kommer hjem. Det er lidt svært at forklare helt præcist, for jeg vil ikke udlevere nogen eller noget, men der er forskellige etiske situationer, jeg oplever på praktikstedet, som simpelthen udfordrer mig personligt og mit forsøg på en ellers positive tilgang i hverdagen. Det er højest sandsynligt noget, jeg vil kommer nærmere ind på, når jeg er lidt længere i forløbet og måske har fået lidt mere perspektiv på.
Heldigvis har jeg mennesker omkring mig – især Anders og familie – som er gode til at komme med input til hvordan jeg kan komme bedst muligt igennem dagene. Samtidigt forsøger jeg også at minde mig selv om alle de ting, som I har foreslået mig.
Noget af mit yndlingskrymmel i en travl og energisugende hverdag er, at bestille madvarer fra Nemlig.com. Om søndagen planlægger vi herhjemme, hvad ugens madplan skal bestå af. Jeg har følt et øget behov for indtag af grøntsager på det seneste, så vi har fundet lidt inspiration til lækre, nemme retter hos Julie Bruun. Den her opskrift er virkelig god – prøv den! Udover de i forvejen beskrevne grøntsager, peppede vi lige retten med en leftoversquash – jeg elsker når vi får udnyttet vores madrester!
Sjovt, som man kan se helt sur ud, når man slapper af i ansigtet. Ovenstående billeder illustrerer en sygedag, hvor jeg døjede med migræne og de vildeste kæbespændinger (som jeg også skrev lidt om i forrige uge). Kæbespændingerne er blevet så ekstreme efterhånden – jeg har for eksempel haft svært ved at tygge min mad – og det er lidt svært at gennemskue, hvad jeg kan gøre, udover afspændingsøvelser, vejrtrækningsøvelser og massage af kæbepartiet. Det er helt klart en besked fra min krop om, at jeg skal til at tage mig selv noget mere seriøst. Så mere yoga, mere ro, måske en bideskinne til natten og måske proaktive løsninger på, hvordan jeg undgår det bliver så slemt. Jeg tager gerne imod råd fra jer!
Det er jo også en form for krymmel: at lytte til sin krop. Ikke?
På min hjemmesygedag tittede solen frem om formiddagen. Det gav virkelig et smil på læben, fordi foråret så småt er på vej. Samtidigt kogte jeg lidt æblekompot til min havregrød – at lave lidt i køkkenet har en mindfullness-lignende effekt på mit sind. Så mere af dét!
Naturen flottede sig virkelig i torsdags! I skulle have set mit store, brede smil, da Anders kom hjem og fortalte at der var et eventyrligt snelandskab udenfor. Over kort tid havde sneen lagt sig som en lille dyne over Aarhus’ gader og skabt en ro. Kender I ikke den der fantatiske, isolerende lyd af ro, når sneen daler lige så stille..? Alle lyde er langt mere dæmpede og “bløde”.
Jeg har taget fat på et nyt og hyggeligt strikkeprojekt, som ikke kræver at jeg skal tænke særligt meget. Det er win! Desværre kan jeg ikke afsløre hvad det er, fordi det er en gave til nogen og vedkommende måske læser med herinde. (Haha, teaser og mega blogger-agtigt!)
Fredag havde både Anders og jeg fri. Vi tog dagen meget afslappet, fik købt fødselsdagsgave til min far, spiste lidt eftermiddags-McD og tog en lur. Ved aftenstid kastede vi os over rengøringen. Det er hyggeligt når man er to om den slags! Vi plejer at fordele det sådan, at han tager badeværelset og jeg tager resten – my all time favourite deal, for jeg hader at gøre badeværelset rent, ha!
Det er lidt hårdt at gøre rent, så jeg kastede mig i bedste mormor-stil over ostemadder og en kop te, da aftenen nærmede sig sengetid. Tror virkelig der bor en 80-årig i min krop, kender I den følelse?
Et meget ømt øjeblik, hvor Anders gav mig lov til at prøvesmage vaniljenisen, vi spontant lavede lørdag morgen. Er det ikke noget med, der er en regel, der siger, at man bør prøvesmage de ting, man serverer for sine gæster…? 😉 Jeg kan virkelig anbefale at lave vaniljeis på ismaskine. Mums!
Min far fyldte 60 år tilbage i Januar og derfor besluttede Anders og jeg at holde det hos os og på den måde få samlet familien. Det er ikke forfærdeligt tit, vi gør den slags, men det var super hyggeligt! Vi lavede de famøse fastelavnsboller (som I kan finde en opskrift på hos Kvalimad). Derudover serverede vi Sous Vide kød, flødekartofler og en simpel, men god salat med ovnbagte gulerødder, feta, granatæble og avocado. Det smagte dejligt!
Søndag gik vi i hi. Vi havde begge brug for indendørshygge uden sociale aktiviteter andet end bare at se serier, strikke og spise en masse snacks. Jeg elsker de dage, hvor der er plads til at have en tom kalenderside. Blot planer om ikke at have planer.
Søndag aften kunne jeg ikke længere holde ud at kigge på vores teakbord. Den havde så mange plamager, pletter og ridser. Ridserne kunne jeg ikke lige redde, fordi jeg manglede sandpapir, men jeg skal da lige love for at du kan shine dit teakbord med meget få remedier. Her benyttede jeg olivenolie blandet med lidt eddike, som jeg så bare dyppede kluden i og “skrubbede” bordet med i cirkelbevægelser. Det hjalp gevaldigt! I kan læse mere om det lille trick her: Mossroom.
Nu ved jeg ikke med jer, men det her var min yndlingsspise som barn. Dengang nærstuderede jeg alle poserne. Poserne skulle helst indeholde så få kiks med hvid marengs som muligt. De lyserøde og gule kiks hittede mest hos mig! Og gør det stadig i dag, som voksen, haha! Serviceinfo: du kan finde dem i Netto til 15 kr.
And there you have it. Ugens Krymmel. Som nævnt, så er det virkelig en tid, hvor jeg skal være ekstra opmærksom på at skabe noget glæde i min hverdag, nu hvor jeg føler mig ekstra udfordret i tiden. Heldigvis er der krymmel hver dag – det handler om at lægge mærke til det. Det behøver ikke være store ting, bare der er lidt. En kop kaffe. En lur. En solskinsdag. Et smil fra en fremmed. Husker I at drysse med det krymmel I kan?
Krymmelkram fra Nynne <3
0