Der hersker vist ingen tvivl om, at meget af mit hverdagskrymmel består i strik og hygge. Derfor vil jeg også gerne dele mine strikkeoplevelser med jer løbende, når jeg får færdiggjort projekter. Der er mange af jer, der spørger ind til mit strikkeeventyr, så jeg vil fremover gerne dele de færdige resultater med jer her på bloggen.
I denne omgang vil jeg gerne vise resultatet af mit seneste strikkeprojekt, Kumulus Bluse. Det er ved at være en lille måned siden, jeg blev færdig. Og hvis du er nysgerrig på at vide mere, inden du køber opskriften, så læs videre.
Strikkeoplevelsen
Blusen strikkes oppefra og ned, hvilket jeg er allermest fan af. Personligt, fordi jeg langt bedre kan forholde mig til størrelsen omkring skuldrene, end hvis jeg strikker nedefra og op, hvor tingene altid er lidt mere oversized. Endnu et plus er at den strikkes i glatstrik, bortset fra når du skal lave i-cord-kant ved halsen og ærmerne.
Den strikkes som sagt i glatstrik og forstykke, bagstykke og ærmer dannes ved hjælp af raglanudtagninger. Hvis du er i tvivl om denne teknik kan du finde en brugbar YouTube-video lige her. Jeg strikkede ærmerne med magic loop-teknikken, men du kan i stedet bruge strømpepinde, hvis du bedre kan lide det.
Langs alle kanter strikkes en i-cord-kant. Denne teknik kendte jeg ikke, da jeg gik i gang, men jeg fandt hurtigt ud af hvor nemt, det er, da jeg så denne video.
Jeg synes, det er en ganske simpel og nem strikkeopskrift, trods nye strikketeknikker. Jeg skulle lige have lidt tålmodighed ved strik af i-cord-kant, fordi det var en ny teknik og den er lidt langsommelig, men resultatet bliver så smuk, at det er hele arbejdet værd. Ligeledes har jeg (indrømmet) lavet flere fejl, hvor jeg måske ikke nærlæste opskriften helt korrekt – men sådan er det at være rimelig nybegynder stadig, og jeg vil vædde med det er i petitesseafdelingen, hvor ingen andre end jeg selv lægger mærke til det – og jeg kan godt leve med det, især fordi jeg valgte at lave “fejlen” symmetrisk.
Designet
Designet var dét der fangede mit øje fra start. Den har et feminint udtryk med den dybe halsudskæring og garnets gennemsigtighed. Designet kan komme til udtryk i mange kombinationer – for eksempel med en skjorte under, så kraven titter frem ved den dybe halsudskæring, mens den samtidigt er smuk til en højtaljet nederdel. Den giver rig mulighed for at vise de flotte halskæder frem i hvert fald!
Garnet
Jeg skal først og fremmest sige, at jeg stadig er en stor amatør i forhold til strik. Hvis du er ligeså, kan jeg anbefale at købe det garn der angives i opskriften, men hvis du ligesom jeg er en ludfattig studerende, vil jeg anbefale dig at se på andre garnalternativer, så længe du er opmærksom på strikkefastheden. Jeg strikker som oftest lidt stramt, så jeg plejer at strikke med en halv pindestørrelse større.
Jeg har brugt to tråde Kid Silk fra Drops i farvenummer 19 – det har givet trøjen et lidt mere råt look, som jeg godt kan lide og så passer den smukt til efteråret. Så vil jeg også lige påpege at trøjen i høj grad lever op til sit navn “Kumulus” som betyder “Sky”. Den er let, luftig og blød som en sky ser ud!
Hvad synes I om resultatet? Har I også været i gang eller er opskriften på strikke-to-do-listen?
Opskriften kan du finde hos Petiteknit, som har et hav af strikkelækre designs!
5
Hei
Så fin genser. Hvilken pinne str. brukte du og hva var strikkefastheten med 2 tråder Kid silk?
Hilsen Kine
Hej Kine
Jeg beklager mit sene svar. Jeg brugte pindestørrelse 4 for at ramme den angivne strikkefasthed, som PetiteKnit bruger i sin opskrift. 🙂
Kh Nynne
Hej! Så fint 🙂
Jeg har selv lige købt Drops Kid Silk i farven 03 til dette projekt.
Vil lige høre, om du har brugt flere pinde til den? Jeg har selv købt en rundpind i 4,5mm 80 cm og håber at denne længde kan klare hele blusen?
Kh Sofie
Hej Sofie!
Sikke en smuk farve, du har valgt! En fin lille candyfloss-sky!
Jeg tænker sagtens du kan bruge rundpind 80 cm til hele trøjen. Du kan blot benytte dig af magic loop teknikken til ærmerne. Det plejer jeg at gøre. 🙂
Held og lykke med projektet, og spørg endelig igen!
Kh Nynne
Så smuk bluse. Hvilke størrelse har du strikket din i og hvad var garnforbruget?
På forhånd tak for hjælpen
Hej!
Jeg har strikket den i en størrelse S og jeg mindes at have brugt 6-8 nøgler Kid Silk. Sørg altid for at købe lidt ekstra – især hvis du modificerer opskriften lidt (strikker ærmer eller krop længere fx).
☺️
God aften!
Hej.
så din en strik. Du har strikke med to ens farve tråde farve 19, men har du ikke også en anden tråd med som giver lidt glans??
Kh Heidi
Hej Heidi.
Nej, der er simpelthen en meleret glans i det garn, jeg har brugt. Har ikke brugt andet garn end angivet. 🙂
Kh Nynne