Så har december for alvor kastet sit lys over os. Jeg føler ikke det er længe siden, vi hoppede ind i det nye år og nu er julepynten allerede fremme igen. Vildt! Men enormt hyggeligt også.
Men.. ingen jul uden hjemmebag, vel? Derfor vil jeg gerne dele min yndlingsopskrift på pebernødder, som har kastet duft over det meste af min barndom. Jeg håber, I får lyst til at prøve dem!
Det skal du bruge:
★ 375 g smør
★ 375 g sukker
★ 3 små æg
★ 3 tsk natron
★ 1,5 tsk ingefær
★ 2 tsk kardemomme
★ 1,5 tsk kanel
★ 3 knivspids hvid peber
★ 750 g hvedemel
★ Revet skræl fra 2 citroner
Sådan gør du:
Put alle tørre ingredienser i en skål. Skær smørret i mindre stykker og tilsæt det. Riv skallen fra citronerne og tilsæt det. Saml ingredienserne med æggene, og tryk/ælt dejen til den hænger sammen. Læg noget film om dejen og sæt dejen på køl i minimum en times tid. Når dejen er kølet af, tag den ud af køleskabet og ælt dejen igennem kortvarigt, så det bliver mere smidigt og medgørligt. Del dejen i mindre stykker og rul dejstykkerne til pølser og skær i små stykker. Herefter udrulles udskæringerne til små ærter. Pebernødderne skal ikke være større end en 1-krone, for de hæver meget ved bagning.
Tænd ovnen på 180 grader, placer pebernødderne på bagepapir på en bageplade, placer bagepladen midterst i ovnen. Lad dem bage i cirka 10-12 minutter, til de er gyldne.
Tip:
- Du kan med fordel bruge en køkkenmaskine til at samle dejen med i starten. Det gør processen lidt mindre bøvlet og fedtet.
- Vær ikke bange for at tilføje revet citron – der skal mere til end man lige regner med, før smagen træder igennem.
- Rul pebernødderne i mindre størrelser end du lige regner med – mine blev lidt store.
- Dette er en stor portion – du kan med fordel fryse halvdelen ned, give noget i værtindegave eller bare halvere opskriften. På billedet med de færdigbagte pebernødder, ser du resultatet af en halveret portion, hvilket svarer til 4-5 bageplader.
Hyg jer med bagningen! Husk at høre julemusik og drik en kop varmt imens. Det gør det hele lidt mere sjovt. <3
1