Jeg har været ret stille på bloggen de seneste uger. Det skyldes primært at jeg er startet i praktik. Der er sikkert flere af jer, der har prøvet at være i praktik i forbindelse med studie – eller arbejdsrelateret for den sags skyld. Jeg synes det er udfordrende bare at holde mig vågen, når jeg har fri. Fordi der også lige skal læses og reflekteres over det praktiske, der blev udført i løbet af dagen. Der er så mange nye indtryk, en masse ny viden, der skal bearbejdes. Så jeg har ikke rigtigt haft energi til at prioritere bloggen her og det skal der selvfølgelig være plads til.
Jeg må ærligt sige, at jeg har været i tvivl om jeg bør dele følgende med jer, fordi det ikke just er det mest krymmeldryssende indlæg til dato og jeg samtidig er nervøs for at lægge sandheder på bordet – som bliver offentligt. Men jeg forestiller mig at pointen er brugbar for andre end jeg – så jeg deler gerne.
På trods af min bestræbelse på at skabe mere glæde i hverdagen med krymmeldrys og positive tiltag, er det også vigtigt at kunne erkende, når tingene kan gå i hårdknude. Erkende problematikkerne og forsøge at løse dem. Jeg har på ingen måde lottosvaret på alting. Og det forestiller jeg mig heller ikke I tænker om mig. Så I får lige en opdateret status på min praktikstart, fordi flere af jer har fulgt mig i processen.
Sådan helt ærligt: det har ikke været så lutter lagkage for mig at starte i praktik, som jeg måske havde håbet på.
Indre forventninger, stressfaktorer og problemer med at sige fra
Som nævnt tidligere, er det her min sidste praktik – det er nu slutspurten sætter ind. Jeg føler, jeg skal lære på livet løs. Det er nu tingene skal under huden. Det er nu jeg skal polere mine færdigheder. Men jeg har simpelthen været så udmattet. Og jeg har også følt at mit grundlag for læring er blevet sat lidt på kompromis, fordi manglende tid udfordrer medarbejderne i at undervise mig og klæde mig på midt i den travle hverdag. Jeg forstår det godt – i afdelingen, hvor jeg er (og mange ændrer steder i sundhedsvæsenet) er de utroligt pressede på ressourcer og tid. Det er den evige hurdle og skyldes organisatoriske rammer og ikke at medarbejderne ikke vil mig det bedste. For det vil de – det er jeg sikker på!
Men den slags udfordringer har også prikket til min indre samvittighed. Jeg har følt at jeg famler lidt i blinde, fordi jeg måske har kastet mig ud i flere ting, hvor jeg skulle have sagt fra helt fra start. Jeg har glemt at mærke efter i maven, fordi jeg har følt et ansvar for at hjælpe afdelingen med deres flow. Det er svært at forklare måske, især fordi jeg ikke vil risikere at udlevere en masse konkrete situationer, men det er sådan jeg har haft det.
Så jeg har sagt ja til flere opgaver, som jeg ikke rigtigt har nået at mærke efter, om jeg var klar til. Før jeg stod i dem. Med håbet om at jeg måske kunne løsne op for den arbejdsbyrde, der har været i afdelingen. Men det har desværre også betydet at min egen arbejdsbyrde har hobet sig op. Især i hovedet. Og jeg har ikke rigtigt turdet indrømme det for nogen (ikke engang min enormt søde vejleder). Så jeg har de fleste dage gået med tunge skuldre hjem, dundrende hovedpine, frustrationer og tristhed og gråd. Min krop har råbt op med enormt mange stresssymptomer – har aldrig oplevet min krop sådan før. Shit, det har været hårdt.
Hvad man bør gøre ved den slags?
Jeg vidste godt, hvad jeg burde gøre. Jeg burde sige fra til de opgaver, hvor jeg ikke følte mig helt tryg, også selv om folk er kommet til at sige i en forventende tone: “Kan du lige gå ind og gøre det der hos fru Hansen? Nåh jo – jeg behøver ikke spørge dig, for selvfølgelig kan du det, nu du jo snart er færdig som sygeplejerske.” Den slags er virkelig svært at sige fra til, når det trykker på de forventningsknapper, jeg også har haft til mig selv. Og jeg har siden tænkt, at det er vigtigt at træde et skridt tilbage og reflektere: “Siger hun det til mig nu, fordi hun decideret forventer at jeg kan? Eller siger hun det, fordi hun egentlig ikke ønsker at tale ned til mig? Måske hun tænker, at jeg selvfølgelig bare siger fra, hvis jeg ikke har mod på det.”
Forleden havde vi vores første ugesamtale. Min vejleder, en medstuderende og jeg. Vejleder spurgte ind til forrige uge, hvor hun ikke havde været der. Jeg fortalte så småt, at jeg havde haft en lidt presset uge (kunne mærke, jeg ikke helt turde åbne op.) Idet min vejleder på den mest empatiske vis spurgte mere ind, var min krop ikke til at holde tilbage. Jeg græd. Jeg fortalte om det store press, jeg følte. Min samvittighed. Min indre djævle, der siger jeg skal kunne det hele. Og betydningen af det organisatoriske pres. Det hele havde vokset sig så stort på mig. Jeg fik kram, jeg fik konstruktive ord med på vejen, jeg fik at vide at jeg skal sige fra. At det ikke er meningen at jeg skal have søvnløse nætter. Jeg skal være glad for at være her, så jeg kan lære og blive bedre. Praktikken skal ikke være en byrde.
Og efter at have italesat disse ting for min vejleder, var det som om der lettede tyve kilo fra mine skuldre. Jeg kunne langt bedre overskue ugen og jeg havde meget mere luft i sindet. Hold fast, hvor var det en tiltrængt følelse! Og de fysiske symptomer i min krop blev reduceret. Jeg har sovet bedre, haft dage uden hovedpine (det er meget uvant for mit vedkommende!) og kæbespændingerne er minimale. Hold fast, hvor var det rart!
Forslag til en bedre “sige fra“-mentalitet:
Jeg har været en smule inde på følgende i det her blogindlæg, men jeg synes det er på sin plads at gå lidt mere i dybden med forslag.
Jeg er helt klart fortaler for ja-hatten, så længe de ting, man siger ja til, er noget man kan tilgå uden mavekneb og overtrådte grænser (det har jeg også tidligere skrevet lidt om her: link.) Jeg er ret sikker på, der er mange grunde til at vi siger ja til ting, vi ikke burde. For mit vedkommende er det i denne sammenhæng på grund af dårlig samvittighed, frygt for at skuffe andre og fordi jeg jo gerne vil hjælpe, så vidt muligt. Måske du kender den følelse også?
Derfor har jeg snust mig lidt frem på nettet og har fundet nogle yderst gode punkter, der virkelig er relevante at reflektere over, før du siger fra eller til. Lad mig stille 6 punkter op for dig:
- Gør det klart for dig selv, hvorfor du har lyst til at sige nej
I mit tilfælde i praktikken, har jeg sagt ja, fordi jeg måske følte et samvittighedspres, men har samtidigt kunne mærke, at maven knugede sig sammen ved at sige ja. Her har det været vigtigt for mig at tænke over, hvorfor jeg måske bør sige nej. Måske fordi, jeg ikke føler jeg har kompetencer til opgaven? Måske fordi jeg ikke tør? Måske fordi jeg ikke kender proceduren og nærmere har brug for vejledning? Der kan være reelle og gode grunde til at sige nej og ekstra vigtigt, at du lige mærke efter. - Kend ulemperne ved at sige ja
Hvis du siger ja til opgaven kan det have konsekvenser, hvis du burde have sagt nej. Måske det tager opmærksomheden fra nogle af dine andre højt prioriterede opgaver? Hvis det er som i mit tilfælde et spørgsmål om manglende kompetence eller for stor arbejdsbyrde, kan det betyde at jeg ikke opfylder opgaven rigtigt og et menneske ikke får korrekt behandling. Hvis du siger ja, kan det også betyde, at du har fået for mange løse opgaver i løbet af en dag, at det hele kommer til at hobe sig op. Så tænk lige over det, før du siger ja. Og ellers sig fra undervejs, hvis byrden bliver for stor. Det må man altid gerne! Bedre sent end aldrig, ikke? - Giv en kort forklaring
Det her punkt er et af de sværeste for mig! Men der er helt ærligt ingen grund til at komme med lange bortforklaringer om hvorfor du ikke kan påtage dig en given opgave, hvis du bliver spurgt. Dine svar kan måske modargumenteres, så du ender med at sige ja alligevel. I stedet gør det kort ved at sige: “Jeg har ikke kompetencer til det.“, “Jeg har ikke tid, for jeg skal noget andet.“
- Sig fra med respekt
Vis forståelse for den andens synspunkt og sig fra med respekt for deres situation. Det er ikke selve dét at du siger nej, der kan virke respektløst (som mange faktisk tror), men nærmere måden du siger det på. Dette punkt kan flettes sammen med næste. - Foreslå et alternativ
Hvis du gerne vil hjælpe, men ikke kan sige ja til det adspurgte, kan du eventuelt komme med et alternativ. Hvis du altså har lyst – og ikke fordi du føler et ansvar for den andens situation. Alternativet kan for eksempel være at foreslå en anden person, der kan hjælpe, eller hvis det skyldes mangel på tid hos dig, kan du foreslå at hjælpe på et senere tidpunkt eller eventuelt tilbyde at tage en anden opgave fra den andens hånd, som du har mod på. You decide. - Lad det ikke hobe sig op (vigtigt!)
Hvis du ikke får sagt fra i en situation og den slags gentager sig, er der stor risiko for at det kommer til at fylde hos dig som vrede, irritation, tristhed. Det vil måske plage dig bevidst eller ubevidst og kan påvirke din trivsel og din arbejdsindsats. Du kan risikere, at det hober sig op, så du på et tidspunkt får prikket hul på bylden og alt hvad du har gået med indeni, får lov til at eksplodere grådkvalt eller i et irriteret tonefald udover den næste, der spørger om du vil hjælpe. Og ingen havde set det komme, fordi du aldrig har sagt fra tidligere.
(Har fået inspiration til punkterne fra denne blog: http://nlp-blog.dk/laer-at-sige-nej/)
De ovenstående punkter er ting, jeg skal blive bedre til. Det er der slet ingen tvivl om. Vender alle min indvolde 180 grader, hvis jeg er blevet sat på en opgave, er det mit ansvar at bede om hjælp eller sige fra. Og ydermere skal jeg også minde mig selv om, at det er okay at gøre det. Det er helt okay at sige fra! Det er der ingen der dør af (vil jeg i hvert fald vove at påstå.) Det er ikke fordi, jeg er ynkelig, dårlig til mit arbejde, for følsom eller andet. Jeg skal lære mine grænser at kende og kun jeg selv kan vide hvad jeg selv tænker.
Har I før prøvet at stå i en lignende situation, så del meget gerne historien med mig i kommentarfeltet. Jeg forestiller mig, at jeg langt fra er den eneste der oplever det her. Eller er der nogen af jer, der har fundet en god balance i at sige fra, som har flere gode råd til hvordan man gør? Det behøver ikke kun være i arbejdssammenhæng, men også i det private. Samtidig håber jeg også I kan bruge de her refleksioner til noget – lad mig det endelig vide.
Hav en dejlig dag – husk at sige fra, når du føler behovet, ikke?
Et stort krymmelkram fra Nynne <3
1
Jeg synes virkelig, det her indlæg er så vigtigt. Og meget fint skrevet! 🙂