Om at være introvert: mine erfaringer og råd

En vågen følger har spurgt, om jeg vil dele mine tanker om at være introvert: i hvilket omfang, jeg bliver udfordret og hvordan jeg favner det, når det forventes af samfundet at vi er “på” og drøner derudaf. Det er helt klart et emne, jeg har fundet relevant at dele med jer og derfor har jeg også spurgt jer, hvad I ønsker jeg skal belyse. Jeg har fået en del spørgsmål, som jeg vil forsøge at strikke sammen og besvare i dette blogindlæg. Grib en kop kaffe og læs med – og vid at du ikke er alene! ❤️

På mange måder skiller jeg mig ud fra mange af de mennesker, jeg på den ene eller anden måde deler liv med. Sådan har jeg i hvertfald følt det. Jeg har altid følt mig lidt forkert eller anderledes i forhold til min lyst til at skulle socialisere sig – en lyst som indimellem er ikke-eksisterende. Og jeg har tidligere undret mig over, hvordan jeg indimellem kan blive så frustreret, når folk inviterer mig spontant ud eller hvis planer pludselig ændres.

Jeg har aldrig tænkt over begrebet introvert indtil for et par år siden, hvor jeg startede hos en psykolog, der præsenterede mig for det. Dengang døjede jeg lidt med social angst, som følge af en utryg periode i mit liv. Da jeg gik til psykolog, fortalte jeg hende om, hvordan jeg havde det med at skulle være med til arrangementer, til fester, fødselsdage eller når nogen spontant inviterede mig ud på en gåtur. Jeg har indimellem følt mig kvalt og ofte presset til at sige ja til de her ting, men har ofte endt ud i at aflyse, fordi det var uoverskueligt. Det har især været værst ved spontane forespørgsler. Jeg har ofte følt, der var noget decideret galt med mig, når jeg ikke havde lyst til at være social. “For hvem har ikke lyst til at være social? Det må næsten kun være depressive personer?”, tænkte jeg dengang.

Min psykolog præsenterede mig for begreberne introvert og ekstrovert. Det er ikke fordi, vi er så sort/hvide som mennesker, men som regel kan man godt sige, at vi er en god bunke mennesker der får energi af at være i selskab med andre (altså, ekstrovert), mens andre får energi fra at være alene og med ro omkring sig (introvert).

Jeg er primært introvert, har jeg fundet ud af. Det kommer formentlig som en overraskelse for mange, fordi jeg udadtil kan virke ganske social og imødekommende, men det er også vigtigt at huske på, at en introvert ikke nødvendigvis er en genert eller stille person, der sidder i hjørnet. For mig handler det mest om, hvordan jeg tanker op og tilrettelægger min uge og jeg grubler MEGET over tingene, før jeg åbner munden.

10 eksempler på at jeg er introvert:

• Som barn kom jeg med tusinde undskyldninger for hvorfor, jeg ikke kunne lege efter skole, når jeg spontant blev spurgt af klassekammerater. Jeg undskyldte det ofte med, at jeg skulle lave lektier eller havde en aftale med min mor. Jeg troede ikke nogen ville forstå, hvis jeg bare sagde, at jeg havde brug for ro og at komme hjem til mit Sims-spil, drikke en kop te og spise en leverpostejsmad. Behovet for at være alene blev større, jo ældre jeg blev. Og eftersom jeg kommer fra en stor familie, blev det med alderen også en høj prioritering at komme hjem fra skole, før min familie kom hjem. Kunne blive decideret sur, hvis folk kom hjem før tid, haha!
• Jeg grubler rigtig meget og går meget med mine tanker for mig selv. Jeg kaster mig sjældent ud i noget med det samme – det er som regel noget jeg lige har “set lidt an.”
• Ved samtaler på arbejde eller i skolen, klukker jeg gerne med fra sidelinjen, men jeg grubler meget over hvad jeg vil byde ind med, før jeg bare åbner munden. Jeg skal lige “varmes op”, før jeg bidrager med en holdning til en samtale – selv med mennesker, jeg kender meget godt.
• Jeg hader at tale i telefon og lader som oftest opkaldet gå på telefonsvarer – selv hvis det er familie. Og hvis det er et ukendt nummer, tjekker jeg altid nummeret på Krak før jeg ringer tilbage, men som oftest, hvis det er én jeg kender, svarer jeg tilbage på sms og spørger, hvorfor vedkommende ringer.
• Hvis planer ændres, kan jeg gå helt i baglås og blive meget ked af det, uden rigtigt at kunne redegøre for det. Jeg har i mit hoved ofte lagt et skema for dagen og dannet et billede af hvordan aftaler kommer til at foregå, så hvis nogen pludselig ændrer i aftalen, kan min mave slå knuder. Det kan for eksempel være, hvis en veninde siger om vi ikke lige skal lave kaffedaten om til aftensmad i stedet. En lille ting for mange, men på dage hvor jeg mangler at oplade mine batterier, føler jeg det kan være en for stor mundfuld – et for stort projekt. Især hvis der også inviteres flere med, som jeg ikke kender.
• Jeg har få, meget tætte relationer – men jeg ser dem ikke nødvendigvis så tit. Der kan sagtens gå måneder imellem mine behov for at ses. I perioder hvor jeg har meget energi og overskud på kontoen, for eksempel når jeg har flere måneders sommerferie ligesom nu, så ser jeg gerne flere mennesker i ugen, men hvis jeg er presset med arbejde, praktik eller studie, så kan jeg ikke rumme meget andet ved siden af.
• Når jeg er på mit studie, elsker jeg allermest tavleundervisning. Tavleundervisning kræver at jeg bare skal lytte og eventuelt række hånden op, hvis jeg har noget at byde ind med. Det kræver ikke at jeg skal diskutere med nogen eller nødvendigvis have en holdning. Det vil så også sige, at jeg ikke kan klare gruppearbejde særligt lang tid ad gangen. Hvis vi har en hel uge med gruppearbejde er jeg fuldstændigt balret.
• Jeg hader spontanitet, med mindre folk rammer mig på “en god dag”. Jeg bryder mig ikke særligt meget om hvis nogen pludselig siger “Jeg kommer lige forbi og henter den der ting“, eller spørger om jeg vil med til fest i aften, eller ud at spise, for oppe i mit hoved har jeg allerede planlagt hele dagen efter “lufthuller”, hvor jeg kan være mig selv og det er somregel om aftenen og eftermiddagen.
• Jeg kan godt lide at feste og være social, hvis det er med mennesker, jeg kender meget godt og det er i et selskab, hvor jeg kan slappe af eller har mulighed for at trække mig. Hvis jeg bliver inviteret med til en fest/arrangement, hvor der kommer en masse jeg ikke kender, plejer jeg altid at forberede arrangøren på at “Jeg tager nok ikke med i byen” eller “Jeg kan godt komme, men jeg skal noget dagen efter, så det er ikke sikkert jeg er med mere end til klokken 22″. Så har jeg ikke lovet for meget.
• Jeg kalkulerer meget med hvor mange planer jeg har i løbet af ugen. Hvis jeg skal arbejde i weekenden og samtidigt har undervisning på studiet det meste af ugen, så er alle mine “fritimer” ved siden af hellige. Det vil sige, at det eneste sociale på kalenderen dér, er en tur i Netto eller hjemmehygge med min kæreste.

I har spurgt mig: 

• Har du mange veninder og hvordan påvirker det venskaber?  Tætte venskaber kan jeg tælle på én hånd. Jeg ses ikke nødvendigvis så tit med dem, men det er mennesker, jeg kan grine med, tale om store følelser med og te mig som en åndssvag. Det er mennesker, jeg slapper af med ligeså snart jeg ser dem, selvom jeg måske ikke har set dem den sidste måned.
• Hvordan påvirker det dit parforhold at være introvert? Umiddelbart vil jeg sige, at det ikke påvirker forholdet så meget. Jeg har fundet en kæreste, som på mange måder er en modsætning af mig, mens vi på mange måder er meget ens. Han har også et stort behov for at slappe af og trække sig, når han har haft en lang og social dag. Det er dejligt, jeg ikke er alene med den følelse, for jeg tror virkelig det kan være udfordrende i et parforhold, hvis den ene higer efter at komme ud og socialisere sig, mens den anden hellere vil være hjemme med sig selv. Forskellen for ham og jeg er, at han er langt mere omstillingsparat, hvor jeg derimod kan ryge helt i kulkælderen, hvis planerne ændres. Det har han erfaret en del gange efterhånden og han ved, at jeg lige skal omstille mig og tale mig varm på, hvorfor jeg reagerer som jeg gør.
• Hvordan påvirker det dine venskaber?  Jeg ved det faktisk ikke. Jeg har mest oplevet at venskaber er gledet ud i sandet på naturlig vis med alderen. Dog har jeg indimellem kunnet fornemme at folk har opsøgt mig mere end jeg har opsøgt dem, og der har jeg forsøgt at italesætte, at det ikke er fordi jeg ikke vil se dem, men at jeg gerne vil lave en aftale på et andet tidspunkt. Der er ikke umiddelbart nogen, der har udtrykt frustration over det (endnu), men jeg tænker ofte på, om der er nogen, der føler, jeg har glemt dem, fordi jeg har så travlt med at være mig. Hvis det giver mening?
• Har du oplevet at folk har latterliggjort det/ fået dig til at føle det var noget pjat?   Åh, bum. Det hører sig til sjældenhederne. Men jeg havde en lille diskussion med en fra mit studie for nogle år tilbage, der havde en holdning til, at man skulle huske at lægge energi i at socialisere sig med sine studievenner – især når der er folk, der inviterer til arrangementer. En udmelding jeg sagtens kunne sætte mig ind i, for det er selvfølgelig vigtigt at bakke op, hvis man kan overskue det. Men i det her tilfælde, lød diskussionen på at selv et par timers fremmøde ikke var nok, men nærmere respektløst at smutte så hurtigt igen. Udmeldingen, som ellers var en meget smuk og fin en af slagsen, ramte bare imod mine behov for at kunne få lov til at trække mig, så jeg har desværre sidenhen haft episoder hvor jeg har valgt at blive hjemme, af den årsag at jeg helst ville undgå at skulle gå på æggeskaller og undskylde for mig selv, hvis jeg havde brug for at komme hjem.

• Hvordan siger du fra til arrangementer/ting uden at skulle lyve? Hvordan siger du nej, selvom du ikke har andre planer? 
  Jeg synes, det er svært. Det har det især været i mine teenageår. Jeg kom tit med undskyldninger, især fordi jeg følte, at normen var at man skulle feste og være “på” meget af tiden. Hvis jeg ikke havde planer, prøvede jeg ofte at opfinde en god grund til at melde fra (at jeg skulle noget næste dag eller lignende). Men jeg øver mig for tiden i at sige fra, uden at komme med undskyldninger. For undskyldninger, er jeg ret sikker på kan kvæle et venskabeligt forhold, fordi det kan virke som om man prøver at lyve – det kan virke provokerende for modparten, der ønsker at ses. Hellere skrive eller ringe og sige “Hej du. Tusind tak fordi du spørger, men det passer mig ikke lige i disse dage. Jeg har brug for bare at være hjemme med mig selv.” Man kan selvfølgelig altid overveje en ekstra gang om man siger nej, fordi man kører autopilot, eller om det er fordi man reelt set har ekstra behov for at være i en osteklokke. Det bedste du kan sige er, at du har brug for at være i dit eget selskab. Du behøver ikke bortforklare det, med mindre de spørger decideret ind. Det kan blive hårdt at skulle forklare sig selv hver gang. Som supplement til spørgsmålet vil jeg også lige påpege, at det er en god idé, hvis det er en kær ven/veninde, der inviterer dig ud, at du husker at følge op og eventuelt foreslår en ny dato. Man kan jo godt sige til, selvom man siger fra, ikke?
• Jeg er selv ultraintrovert. Hvordan passer du på dig selv, under uger der står på max ekstrovært aktivitet? Nogle fif til studie/praktik – hvordan bruger man energien bedst som introvert?
  
  Et stort og bredt spørgsmål, som jeg desværre ikke har et klokkeklart svar på.
  For at bruge mig selv som et eksempel, så synes jeg, der er meget forskel på studie og praktik. En typisk studieuge, hvor skemaet er 8-15, gør mig som oftest helt og aldeles balret når jeg har fri. Både på grund af ny viden, men ikke desto mindre, fordi jeg har været “på” en hel dag. Til gengæld har jeg altid været maksimalt presset, når vi har haft undervisning i vores SimLab, hvor vi simulerer potentielle sygeplejerskesituationer, der kunne være sket på hospitalet. Det foregår tit som gruppearbejde, hvorefter vi så skal fremvise vores resultater for holdet bagefter. Hvis jeg har været uforberedt til timerne eller har en rigtig skæv dag, så har jeg indimellem sagt fra, at jeg bare slet ikke kan overskue det. Det har dog været svært at sige fra i den forbindelse, fordi mine studievenner altid har set mig som en, der godt kan lide at være på. Der er bare forskel på at skulle være en anden i en eller anden teaterverden, end at skulle fremstå som en sygeplejerske med viden.Når jeg så kommer hjem efter sådan en dag, er det meget vigtigt for mig, at jeg ikke har planer. Det er især blevet tydeligere for mig det sidste års tid. Jeg har ikke ret mange ting ved siden af studiet. Min hovedpine forstærkes i de perioder, hvor jeg er for meget “på”. Det er jeg begyndt at lytte mere til, så indimellem har jeg i ren og skær overlevelse pjækket fra timerne.Når jeg har været i praktik, synes jeg faktisk det har været endnu værre. For udover at møde i praktikken fra 7-15 hver dag og være på og lære nyt hele dagen og forsvare sin viden, så skal der læses, når man er hjemme. I praktikken har jeg ofte søgt over i hjørnerne, når jeg skulle skrive journaler. Simpelthen for at få ro til at tænke. Jeg har ikke haft planer i min fritid – næsten heller ikke i weekenderne, med mindre det var en fødselsdag med familien eller en tur ud at spise med Anders. Derudover har jeg forsøgt at cykle til og fra praktikken, så jeg kunne få afløb for mine tanker. Ellers har løb virket rigtig godt for mig, en gåtur til vandet og små kreative projekter, såsom strik, malebog og plantenusning.

Mine erfaringer og råd til dig som introvert: 

• Husk, du er faktisk meget normal, selvom du føler du stikker ud i mængden af mennesker, der okser derudaf, så er jeg sikker på, der er mange der kører derudaf og glemmer sig selv i farten. Selvom andre råber højt, betyder det ikke at du skal følge trop.
• Husk at lytte til din mavefornemmelse og tæl til 10 før du reagerer.
  Mærk lige efter i maven, inden du reagerer på eventuelt pludselige ændringer i dine planer. Din første reaktion kan være: “For fanden i helvede. Det her magter jeg simpelthen ikke.”, men det kan sagtens være din krop kører autopilot, for at beskytte dig, så overvej lige, om den her ting måske kunne bringe en masse plusser til din krymmelliste…?
• Sig til eller fra!
  Den her er meget vigtig. Udover at mærke efter i maven, så er det vigtigt at du simpelthen åbner munden og fortæller hvad dine behov er. Sig til, hvis du vil have et praj, før nogen tænker at aflægge dig et besøg. Eller bed folk om at sende en sms før de ringer, så du kan forberede dig på et opkald. Jo mere du kan italesætte dine behov, des mere ro får du af det. Og det kan endda være det giver dig lyst til udforske dine udfordringer lidt – for eksempel at invitere nogen spontant forbi.
• Sæt telefonen på “Forstyr ikke”.
  Det har virkelig gjort noget godt for mig, selvom andre måske vil mene det er irriterende at jeg ikke er tilgængelig hele tiden. Telefonen lyser ikke op hver gang du får en mail, sms, et like på instagram eller andet. Det er befriende!
• Giv dig selv lov til at gå hjem fra fester/arrangementer.
  Hvis du er taget til et arrangement og kan mærke at kroppen går i alarmberedskab og den forsøger at gøre dig træt eller give dig hovedpine, så tag hjem (og helst gerne før du får det sådan!).
• Skub til dine grænser.
  Der er ting, jeg virkelig ikke har haft lyst til at gøre, som jeg har valgt at udfordre. For eksempel i praktik, hvor jeg har været nødt til at lege telefondame halvdelen af tiden, når jeg skulle være sygeplejerskekoordinator. Et af de første dage i praktikken, var jeg opmærksom på at det ville blive en kæmpe udfordring for mig, hvis jeg skulle gå rundt med en telefon i lommen, som jeg aldrig ville vide hvornår ville ringe. Så jeg valgte at sige “Jeg kan ikke fordrage at tale i telefon, men nu vil jeg gøre det så meget i den her praktik, at jeg forhåbentligt kommer til at synes det er kedeligt.” Og jeg endte faktisk med at synes det var sjovt!
• Tal med andre om hvordan du har det.
  Fortæl dem hvorfor du ikke tager telefonen når de ringer, eller hvorfor du tit afviser deres spontane forslag til at ses. Det er okay at italesætte det – også så de ikke føler sig afviste eller forkerte. Ligeledes kan det også være en idé at sige: “Hvis jeg er lidt stille, så er det fordi jeg lige er lidt mættet på indtryk i dag.”
• Dyrk aktiviteter, der ikke stimulerer dig for meget
  Giv hjernen noget ro med kreativitet i form af tegninger, malebog, madlavning, rolige sportsaktiviteter som yoga, dagbog, strik og hækling, plantenusning. Whatever floats your casual boat!
• Det at du er introvert er ikke en hvilepude!
  Du udvikler dig igennem årene og skaber nye mønstre og måder at gøre tingene på. Overvej om der er ting, du kan udfordre dig selv med. Og lad aldrig din indre introvert være en undskyldning for at være doven eller aflyse aftaler, fordi du ikke har lyst til at se en given person.

Så for at samle op. De helt basale ting, jeg generelt gør for at overleve i en samfundsstruktur, der helt klart bygger på at vi skal være på, både på de sociale medier, i skolen, på arbejdet, i praktikken og hjemme, bunder for mig i at geare ned så snart og så meget det er muligt. Det er nødvendigt. Jeg skal holde fast i mig selv og trække grænser, så jeg har det godt og nyder at gøre de ting, der nu skal gøres i livet. Min blog bakker op om min indre introverte kvinde – jeg kan dele, når jeg har lyst, jeg kan holde fri når jeg ønsker det. Og den hjælper mig med at fokusere på alle de krymmelting, der gør mig glad. Jeg vil derfor håbe, at I kan finde en balance i jeres liv som introvert. Hvis der er ubalance – så skal du til at kigge godt efter i krogene, for sådan skal det ikke være.❤️Jeg hepper! 

Krymmelkram fra Nynne

 

P.S. Er du introvert? Er du god til at hvile i det, eller er der noget, som udfordrer dig? Lad os dele hinandens oplevelser nede i kommentarfeltet. ❤️ 

 

2