Følgende blogindlæg deler jeg med jer, fordi vi som mennesker kan blive udfordret på vores kompetencer, på vores ønsker og på vores drømme. Det kan være frustrerende, det kan være skuffende, føles lidt hult og uoverskueligt. Og jeg synes, det er så vigtigt at gribe fat ved roden og tage udfordringen op og se på det hele med et nyt sæt øjne. Og det har I hjulpet mig med. Det vil jeg gerne dele med jer – det er ikke sikkert I alle har været involveret i min proces, så jeg tænker her at dele lidt af mine tanker og jeres forslag med alle. For budskabet er vigtigt.
Jeg fik forleden tildelt en praktikplads til det nye semester. Vores teoriundervisning – altså, hele det fundamentale for vores uddannelse – er slut. Det vil sige at jeg i princippet skal vide alt nu, rent teoretisk. Og det er nu slutspurten sætter ind for min sygeplejeerfaring. Den er mindst ligeså vigtig! Studiet består af 60% teori og 40% praksiserfaring. Jeg synes det er fint fordelt – især fordi vi er i praktik løbende igennem hele studiet.
Men nu gælder slutspurten for mit studie og snart er jeg novice. Og jeg har fået praktikplads. Det var også noget jeg delte kort mine tanker om forleden på Instagram – jeg var lidt fortvivlet.
Duften af hospital
Jeg går med en drøm i maven (som rigtig mange andre!). Jeg vil så gerne arbejde med børn. Men jeg har endnu ikke prøvet det i praksis endnu, så jeg ved ikke med sikkerhed hvordan det er. Men jeg ved, jeg er god til børn, jeg er god til formidling og jeg er god til at finde mit indre barn frem og empatisere. Det er bare svært at få praktik indenfor det felt, fordi jeg slet ikke er alene om det ønske.
Jeg vil generelt gerne arbejde indenfor sygehusvæsnet, som jeg også tidligere har nævnt – det er en følelse jeg ikke kan beskrive, men duften af en steril sygehusafdeling gør mig så glad og tryg. Jeg er ikke sikker på at jeg kan dele den følelse med ret mange, men jeg føler mig virkelig hjemme. Jeg har det sådan, trods det at jeg som barn har været der i mange forbindelser (akut indlæggelse, en søskende der skulle opereres og afdøde bedsteforældre). Jeg ser sygehuset som et sted, hvor hjælpen er, hvor man kan være tryg. Bevares, jeg ved godt systemet er under maks pres og der kan ske fejl, men jeg håber I fanger min pointe!
Desværre føler jeg at min drøm krakelerer lidt, fordi jeg har fået et tyve ugers praktikforløb i primærsektoren. Altså, indenfor kommunen på en enhed, hvor patienterne sendes hen efter et indlæggelsesforløb (prøver lige at bevare noget anonymitet her). Øv, siger jeg. Øv, fordi jeg havde en anden drøm. Øv, fordi jeg havde stikket næsen op efter noget andet og nu skal omstille mig.
Jeg vil gerne pointere noget yderst vigtigt dog: Jeg ser ikke ned på det primære sundhedsvæsen. Jeg ser ikke ned på folk, der arbejder på plejecentre eller i hjemmeplejen eller på rehabiliteringstilbud. Slet ikke. Det er stærkt arbejde! Jeg har bare erfaret den del tidligere og feltet var bare ikke mig. Mavefornemmelsen, I ved.
MEN! Betyder det så bare at jeg tager nej-hatten på frem til sommerferien?
Selvfølgelig ikke!
Jeg giver ikke op, læner mig tilbage og surmuler i hjørnet. Fandme nej. Det er der da ikke nogen fremtid i. Og det ville sgu også være synd for de kære mennesker, der vil forsøge at berige mig med en masse erfaring. Jeg vil få det bedste ud af det. For jeg er ikke det mindste i tvivl om, det er et lærerigt sted at være – jeg har hørt meget godt om stedet og jeg kommer uden tvivl til at lære en masse om mig selv, om arbejdsmiljøet, om samarbejde og patientgruppen, der kommer der.
Men jeg skulle lige sluge en kamel.
Og i den forbindelse spurgte jeg jer: Hvad skal jeg gøre for at komme igennem denne praktik med åbne arme?
Her er jeres svar:
✜ Sørg for at finde mindst én positiv ting, de dage du er afsted.
✜ Sørg for at timerne udenfor praktikken er gode i den periode (det vil sige: chokolade, popcorn og kage)
✜ Husk at være åbensindet og mind dig selv om at det kun er for en periode. Du skal nok lære alt det, du gerne vil, omend så når du engang er færdiguddannet.
✜ Det hjælper ofte at fjerne alle forventninger/fordomme, og så plejer det at gå meget godt, når først man skal i gang. Ofte får det den helt modsatte effekt, hvor man faktisk kan blive helt vildt glad for det.
✜ Hvis du ikke bliver glad for det, er det en erfaring i sig selv: det er yderst værdifuldt og givende at blive udfordret og lære sine egne grænser at kende.
✜ Ofte er de steder, man tænker som allerværst, de steder som bliver allerbedst. Så selvom du har dine forbehold og måske ikke har interesse for feltet, så se det som en læringsmulighed! Hvem ved? Måske er der nogle søde kollegaer, måske opdager du kompetencer, du ikke vidste, du havde? Og hvis det bliver forfærdeligt, så har du erfaret dét.
✜ Du får mulighed for at se, hvor patienterne bliver sendt hen efter endt behandlingsforløb på sygehuset, hvilket kan give dig indsigt i vigtigheden af en veludført udskrivelse samt give dig indblik i, hvad patienternes muligheder er dér, hvor de bliver sendt hen til deres videre behandling. Du får mulighed for at se behandlingsprocessen fra begge sider, nu hvor du har studiejob i hospitalsafdeling.
✜ Fordelen ved at du får et tyve ugers forløb i stedet for to forskellige praktikker fordelt på ti uger hvert sted, er, at du bliver yderst erfaren i at arbejde med dine kompetencer dét sted. Du får sikkert mulighed for at fordybe dig i din praktik mere og kommer muligvis til at arbejde yderst selvstændigt. Det er en fantastisk mulighed!
¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨
Hvis nogen af jer har prøvet lignende, eller går rundt med samme følelser og tanker, så giv endelig jeres besyv med i kommentarfeltet.
Med alt det in mente, vil jeg bare lige fortælle jer, at I er nogle helt igennem fantastiske krymmelspredere. Tænk engang, når jeg allermest har brug for krymmel, så er I der. Det er jeg SÅ taknemmelig for. Jeg gik fra at være den mest ærgerlige, frustrerede og triste person til pludseligt at glæde mig til det her praktikforløb.
Tak for jer. <3
0
