Leg med trylledej: hjemmelavet pynt til juletræet og julegaverne

Hvis der er noget, jeg har elsket at have i hænderne som barn, så er det trylledej. Det er et kærligt minde fra en tid, hvor jeg sammen med min mor udstak små figurer af den salte dej. Efter en tålmodig proces, kunne jeg få lov til at male dem. Jovist, jeg lavede vist også nogle meget klumpede figurer, der måtte smides ud, men altså, det var sjovt!

Jeg vil derfor gerne dele den barnlige glæde med jer og opfordre jer til at give jeres juletræ og julegaver et hjemmelavet twist. Du behøver slet ikke købe nyt, for at få nyt juleudtryk i dit hjem. Det eneste det kræver, er nogle få ingredienser og lidt tålmodighed. Vigtig info: dejen kan IKKE spises!

Det skal du bruge:

2 dl hvedemel
1 dl husholdningssalt
1 spsk smagsneutral olie
1 dl vand
Evt. nogle udstiksforme og modelleringsværktøjer, men ellers brug hvad du har.
Evt. akrylmaling, lim, glimmer, kraftige tuscher (kun fantasien sætter grænser!)

Sådan laver du din trylledej:

Saml hvedemel, salt og olie. Tilsæt vand lidt efter lidt. Det kan være, du har brug for mere eller mindre vand, end det er angivet. Saml dejen i hænderne eller ved hjælp af en røremaskine. Når dejen er samlet og har konsistens som modellervoks, smidig og blød, stil dejen til hvile i cirka en times tid, men meget gerne mere. Dejen kan holde sig i køleskabet i flere uger, hvis du ikke skal bruge det lige med det samme. Rul dejen ud i et tyndt lag og udstik dit pynt efter ønsket form. Her får du fri leg og kan gøre som du har lyst. Jeg manglede udstiksforme, så jeg benyttede en glasflaske til formålet og forsøgte at udstikke mønstre i nogle af dem. Noget lykkedes, andet gjorde ikke. 😉

Hvis du ønsker, at dit pynt skal op at hænge, skal du huske at lave et lille hul, så du kan føre en snor igennem, efter det er bagt.

Bag dit fine pynt ved 100 graders varme i cirka 3 timer, eller indtil det er helt tørt og ikke har “bløde” områder, hvor dejen ikke er gennembagt. Herefter lad dem afkøle på en rist, inden du begynder at dekorere dem.

Sådan kan du dekorere dit julepynt:

Kun fantasien sætter grænser, men nogle gange er det simpleste udtryk også det pæneste. Min mor har ofte sat lim på nogle trylledejshjerter og drysset helt fint guldglimmer udover. Det er virkelig pænt og dekorativt!

Jeg har i denne omgang malet med tuscher på trylledejen, men du kan også bruge akrylmaling fra din lokale hobbybutik eller Søstrene Grene. Du kan også vælge at lade dejens udtryk være helt rå, men i stedet tilføje en flerfarvet, flettet snor som ophæng. Der er meget inspiration at hente på Pinterest, hvis du er nysgerrig efter mere.

Trylledej er ikke noget nyt og originalt, men det er genialt at arbejde med. Du behøver heller ikke bruge det som julepynt, det kan også bruges til alverdens andre projekter, såsom hjemmelavede fyrfadslys.

Hvis du bliver inspireret af dette blogindlæg og får lyst til at kaste dig over projektet, så må du gerne tagge mig på Instagram, så jeg kan kigge med. <3

Kærlige julehilsner
Nynne

0

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: