Det her bliver nok til dato et af de mest fantastiske, smukke ting, jeg kommer til at opleve i mit liv. Jeg skal være mor! Og jeg kan ikke forestille mig bedre krymmel end dét og derfor synes jeg uden tvivl også, at en lille beretning om vores lille krymmelbaby, fortjener en lille anekdote her på bloggen. Graviditeten har afkastet mange følelser og gener (men mest af alt lykke!), som jeg nu er klar til at dele med jer.
Som flere af jer efterhånden ved, så er det i mit tilfælde ikke bare noget, der sker henover natten, at blive gravid (det sker nok i øvrigt for de færreste) – det kræver i hvert fald lidt mere planlægning, når man som jeg, har endometriose og er i nødvendig hormonbehandling for at holde sygdommen nede. Derfor var det også med en vis nervøsitet, at skulle påbegynde projekt baby. For hvordan ville min krop klare det uden medicin? Ville endometriose blusse op og besværliggøre processen? Tankerne om nedsat fertilitet var uden tvivl også et spøgelse der hjemsøgte mig, selvom lægerne havde fortalt mig, at de ikke tænkte jeg havde en påvirket fertilitet. But you never know.
I sommer 2021 besluttede vi os for at tage hul på det nye kapitel. Vi var begge enige om, at alt ikke kan planlægges til punkt og prikke i livet og vi ville fortryde, hvis vi om et år fortsat stod uden positiv graviditetstest og derved skulle være gået i gang noget før. Så beslutningen blev taget. Jeg fik fjernet min hormonspiral i starten af efteråret. Min sygdom blussede hurtigt op, jeg fik rigtig hurtigt ondt og flere sygedage på arbejdet. Det bekymrede mig rigtig meget og tog ærligt talt livsgnisten fra mig. Jeg fik en konsultation hos en speciallæge hos endometrioseklinikken, der fortalte at jeg nok skulle gøre op med mig selv, hvor længe jeg ville kunne holde ud, at forsøge på egen hånd, nu hvor sygdommen blussede op. Fertilitetsbehandling kom derfor på tale allerede en måned inde i forløbet og jeg var fuldstændig smadret ved tanken allerede. Flere år med medicinske behandlinger for min sygdom, operation, medicinsk induceret kunstig overgangsalder (for ikke at tale om psykisk heling), en krop der ikke føltes som min – det hele rykkede virkelig i mig. Jeg kunne slet ikke overskue tanken om, at min krop endnu engang skulle udsættes for behandling, målinger og kontroller. Fertilitetsbehandling er ikke just noget, jeg ønsker for nogen (jeg har SÅ meget respekt for alle, der går igennem fertilitetsbehandling!) – og derfor er det heller ikke noget, jeg kunne overskue at gennemleve efter flere år med en syg krop, nu hvor jeg endelig følte mig lidt i balance med min sygdom.
Vi besluttede derfor at give det nogle måneder mere på egen hånd, før vi ville henvises til fertilitetsbehandling og jeg tror, i retrospekt, det gav min krop noget ro. Ærligt, jeg var pessimist på det her tidspunkt, men jeg gav min krop en chance for lige at stabilisere sig uden hormonmedicin.
“Jeg tror, jeg er ved at blive skør….”
Nytårsaften 2022 får jeg sådan en pludselig og hurtigt overstået smerte i maven og tænker ved mig selv “tænk hvis det her er en implantation..“, men jeg slår tanken væk hurtigt. En uge senere vågner jeg med god energi og får sådan lyst til at tage en tidlig graviditetstest. Jeg ved ærligt talt ikke hvorfor. Der er på dét tidspunkt stadig 5-6 dage til min menstruation skal komme, men jeg kan ikke lade være. Så jeg tisser på en graviditetstest. Ret hurtigt ser jeg en lille, utydelig nummer 2 streg på testen. Svedende, nervøs og forvirret løber jeg ud til Anders: “Okay, Anders. Jeg er nødt til at løbe herud til dig og afvente nogle minutter. Jeg tror, jeg ser en svag streg nummer to, men det kan jo ikke passe, det er bare mig, der er ved at blive skør.“
Da minutterne er gået, kigger på jeg på testen. Den er god nok. Der ER to streger, omend den ene er svag. Vi er helt forvirrede og ved ikke om vi skal tro på det, for det er jo ret tidligt og min pessimistiske hjerne fortæller mig hurtigt at jeg nok mister, fordi “det oplever mange kvinder med endometriose.” Vi bruger resten af dagen i en choktilstand blandet med forventningsglæde og fremtidstanker. Og tager en stor, fed lur.
Som dagene går, tager jeg mange graviditetstests. Jeg er pivbange for, at det er en biokemisk graviditet. Men stregen på graviditetstesten bliver tydeligere og tydeligere som dagene går. Brysterne bliver enormt ømme og jeg er sulten hele tiden. Desværre går vi samtidigt i isolation derhjemme, fordi Anders bliver syg med corona, så jeg bruger den efterfølgende uge på at sove på sofaen i stuen, i forsøget på at undgå selv at blive syg. Lidt hårdt at skulle holde afstand til hinanden – jeg havde bare brug for at kramme og forsøge at glæde mig over den lille spire i maven. Men vi holder afstand indtil Anders kan bryde ud af isolationen igen. Desværre bliver jeg så selv syg halvanden uge efter. Det gjorde ikke just bekymringerne for det lille spirende liv mindre, men jeg kommer igennem sygedagene og vores lille spire klarer sig også fint igennem det. Vi tager til en tidlig graviditetsscanning i uge 8, fordi jeg har brug for at se det lille liv og høre det lille hjerte slå – min hjerne kan på dét tidspunkt ikke omslutte sig tanken om, at det er virkeligt, at der virkelig ER et spirende liv i maven. Det var sådan en god beslutning at få den scanning! Det er så rørende, at høre det lille hjerte slå i min mave. Og herefter begynder jeg også ligeså stille at tro mere på det hele og føler en enorm taknemmelighed for min krop og det lille liv, min krop er ved at brygge på. Så vildt mærkeligt og magisk på samme tid.
Første trimester og begyndende graviditetsgener
Jeg har aldrig tidligere skænket det en tanke, når jeg oplever andre offentliggøre deres graviditeter – men i perioden op til, at jeg og Anders vælger at fortælle vores lille nyhed offentligt efter nakkefoldsscanningen, var det som om vi befandt os lidt i vores eget vakuum. Første trimester var virkelig en underlig tid. I hvert fald gik jeg med enormt mange tanker om fremtiden og om min krop – forsøgte at gøre “alt rigtigt” efter de offentlige anbefalinger. Jeg følte, jeg gjorde mange ting forkert og var nervøs for om jeg fik nok næring, jeg kunne give videre til krymmelspiren. Og hold op, hvor græd jeg bare ustyrligt meget! Hormonerne rasede bare rundt i kroppen. Så jeg begyndte at skrive graviditetsdagbog, fordi jeg tænkte det var rart at kunne se tilbage på, men også for at holde lidt styr på tankerne. Jeg ville ønske, at første trimester var noget vi talte mere om – det er dér, der er højest risiko for at abortere, man mærker ikke liv endnu og det hele kan føles så uvirkeligt. Samtidigt følte jeg ikke, jeg havde nogen at spejle mig i og følte mig derfor meget forkert. Så kom graviditetssymptomerne som en flodbølge! De tog heftigt til fra omkring uge 7 og jeg følte virkelig, jeg skulle skjule dem for omverden. Vi besluttede dog at fortælle vores nærmeste familie om graviditeten med det samme, da jeg havde en positiv gravitetstest, fordi det var rart at have nogen at glæde sig med – de havde også været med indeover vores snak om fertilitetsbehandling og endometriose, så det føltes helt naturligt. Min chef fik også nyheden hurtigt, og mine kollegaer fik beskeden, da jeg var 8 uger gravid og havde hørt hjertelyd. Jeg begyndte nemlig at døje mere og mere med kvalme og kunne ikke passe mit arbejde særligt godt, så jeg havde brug for at mine kollegaer, kunne aflaste mig lidt ved patienterne, når jeg var på arbejde. Det var befriende at få det sagt højt og pludseligt føltes alting mere virkeligt og glædeligt!
Kvalmen tog efterhånden så meget til omkring uge 9, jeg begyndte at kaste op mange utallige gange om dagen. Jeg tabte mig og kunne knap holde væske i mig. Sygemeldingerne blev hyppigere, den dårlige samvittighed overfor mit arbejde tog til og mit ansigt blev helt indsunken. Fik konstateret hypermeresis hos min læge – jeg blev dehydreret og mit saltniveau var lavt. Alt hvad jeg kunne spise var primært vandmelon, agurk, oliven og drikke grøn saftevand. Jeg græd så meget af alt det opkast – det føles så modsatrettet at kaste op og tabe sig, når det er meningen man skal ernære den lille spire og tage på. Efter flere ugers forsøg med akupressurarmbånd, medicin mod køresyge, kvalmestillende på recept ( som jeg fik nogle rigtig grumme bivirkninger af), fandt vi endelig kvalmestillende, der slog kvalmen ned på et minumum, så jeg “kun” kastede op fire gange om dagen og derved kunne holde noget mad nede og begynde at tage lidt på. Der var ingen restriktioner på madfronten på dét tidspunkt, jeg skulle bare have noget mad ned – om det var lakrids, laksesandwich, pommes frites. Hvad end jeg havde lyst til. Og det virkede!
Jeg fortsatte med at arbejde, men jeg blev jævnligt nødt til at sygemelde mig, fordi opkastningerne fortsatte og tog al energi fra mig. Følte mig som en skygge af mig selv, men tænkte også ved mig selv, at “jeg er jo bare gravid og ikke syg, så må prøve at tage mig sammen.” Samtidigt begyndte jeg at få plukkeveer allerede omkring uge 14. Jeg fik anbefalet at starte hos en privat jordemoder, der omfavnede mig, gav akupunktur mod kvalme og graviditetsgener og som så hele mig. Det var virkelig en game changer! Min krop var virkelig stresset og det var virkelig ikke sjovt at være i – det føltes meget ensomt. Jeg blev fuldtidssygemeldt med kvalme, for opkastningerne blev også udløst af stress på arbejdet. Tiden var simpelthen til at passe på mig selv, så sygemelding var den eneste udvej. Senere kom plukkeveerne meget hyppigt og derfor sagde både jordemoder og egen læge, at jeg skulle sygemelde mig resten af graviditeten. Det var SÅ slidsomt for mig at skulle arbejde og passe alvorligt syge og døende patienter, imens jeg havde det sådan. Det var den helt rigtige beslutning og det gav mig ro til at fokusere på mig selv og min krop, omend graviditetsgenerne tog til i styrke.
Anden trimester
Da jeg ramte ind i anden trimester, gik jeg og ventede på den der meget omtalte “du får det bedre og føler dig lettere, energifyldt og kvalmen forsvinder”-følelse. Følelsen kom bare ikke for mit vedkommende! Kvalmen fortsatte bare og jeg fik mere og mere ondt af mine plukkeveer. Heldigvis følte jeg mig i enormt gode hænder hos privat jordemoder og jeg begyndte til gravidpilates for at gøre noget godt for kroppen og mærke den på en anden måde. Kvalmen begyndte at blive lidt mere sekundær i takt med akupunkturbehandlingen.
Da vi var til misdannelsesscanning af vores lille baby i uge 20, så scanningen desværre ikke helt normal ud. Derfor blev vi også ramt af en enormt angst for vores lille babys liv og mærkede for første gang ægte forældrefølelser og angst for at miste det lille liv, der nu spjættede rundt i maven. Til scanningen lyste tarmene på baby nemlig op, hvilket de sagde kunne skyldes tarmsygdom, cystisk fibrose eller anden misdannelse. Vores hjerter blødte og vi blev SÅ bange! Derfor blev vi kaldt til en ekstra scanning i den efterfølgende uge og ventetiden var ULIDELIG. Fuck kvalme og opkast – jeg ville bare have, at vores lille pige i maven skulle have det godt!
Den efterfølgende scanning blev foretaget af en læge, mens vi nærmest holdte vejret. Jeg sagde til lægen at jeg var bange og lægen var bare SÅ sød til at fortælle undervejs og forklare hvad hun så. Hun kaldte en kollega ind for sparring, da de gennemscannede tarmene på ny og kollegaen, som var mere erfaren, sagde meget hurtigt: “DET der er normalt!”. Lettelse. Mit hjerte hamrede derudaf lang tid efter og det tog tid for mig at komme mig over oplevelsen. Faktisk for os begge. Den sidder stadig i mig i dag, når vi er til undersøgelse, men vi var bare SÅ lettede over at vores baby havde det godt og at de kunne afkræfte deres bekymringer. LIGE DER følte jeg allerede, jeg var blevet mor. Det var så vildt rørende, brutalt hårdt at gå igennem alle de angstanker, men samtidigt også så livsbekræftende. Vores lille pige har det godt. ❤️
Tredje trimester
I skrivende stund er jeg i uge 29. Jeg har lige taget hul på tredje trimester. Min kvalme forsvandt i uge 23, hvor jeg kastede op for sidste gang ( og forhåbentligt kommer den ikke tilbage igen, haha!). Jeg har været meget generet af mavesmerter og plukkeveer. Jeg har i hvile haft plukkeveer der ikke kunne tælles på én hånd – nogle gange op mod 10 plukkeveer på en halv time. Derfor har jeg også været forbi akutmodtagelsen for gravide flere gange, til ekstra tjek. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har nogen jeg kan ringe til, så jeg ikke føler, jeg skal stå med overvejelserne og bekymringerne alene, for jeg aner jo simpelthen ikke hvad der er “normalt” og “unormalt”. Det er så vild en følelse at bære rundt på en lille baby i maven og være den, der skal være ekspert i dets bevægelser og mærke efter om noget afviger fra normalen. Plukkeveerne har indimellem gjort det svært for mig at mærke babys bevægelser ordentligt, så jeg har sparret med jordemødre over telefonen, hvor de også flere gange har hevet mig ind til ekstra tjek. Det har været enormt betryggende. Dét de kigger efter, er især hvordan baby har det og om min livmoderhals er lang nok, så jeg ikke er i risiko for at gå i for tidlig fødsel. Heldigvis er jeg beriget med en lang livmoderhals, så jeg har kunnet holde til tyngden af plukkeveerne. De har været lidt ekstra opmærksomme på mængden af fostervand, da det måske også er skyld i plukkeveerne, men en af fødselslægerne sagde til mig, at jeg nok er en af de kvinder, der kommer til at være generet af plukkeveer hele graviditeten. Hun tror måske endda at endometriose er medskyldig i, at jeg har en meget irriteret mave, der reagerer på fostervand osv. Desværre ved man for lidt om endometriose fortsat, så det kan ikke siges med sikkerhed. De holder fortsat øje, men jeg er også begyndt at lære plukkeveernes mønstre bedre at kende, så nu kan jeg bedre mærke, når de afviger fra normalen. Det er jeg meget tryg ved!
Status er, at jeg har det godt og har fundet lidt mere balance i min graviditet. Min kvalme er nærmest væk, plukkeveerne kan jeg navigere i og lige nu er jeg et sted i min graviditet, hvor jeg har taget smukke 14 kilo på (hurra!), jeg går og bygger rede, har overskud til at strikke og gøre klar til, at vores lille yndlingsmenneske kommer til verden i september. Anders er den bedste støtte i verden – jeg kunne ikke gøre alt det her uden ham. Jeg føler mig enormt heldig og taknemmelig for, at vores lille spire valgte os og at hun nu er vokset sig til en baby på over 1 kilo indtil videre. Hun spjætter løs og giver kraftige spark. Det kan godt være graviditeten har været ekstremt hård de første 5 måneder især, men det fjerner ikke min taknemmelighed for det lille væsen – og ikke mindst taknemmeligheden for min krop, der viser mig at den godt kan blive gravid selv på trods af sygdom. Det er jeg så evigt taknemmelig for.
Det bringer mig i øvrigt videre til følgende: Jeg sender alle mine kærlige og varme tanker til dig, derude, der har været i, eller er i gang med fertilitetsbehandling. Du er det sejeste på jorden og jeg ønsker for alt i verden, at du kommer til at opleve glæden ved at blive gravid og få et lille barn til verden. ❤️
6