“Åh, hvor jeg hader mine dun på maven. Er de egentlig blevet længere siden sidst? Hvor er jeg i øvrigt træt af den der lange tå ved siden af storetåen og er mit mellemrum i fortænderne ikke også blevet større? Og det der plastik, jeg i sin tid fik på tænderne, er godt nok ved at være misfarvet. Hvorfor har jeg egentlig ikke længere ben? Og hvorfor skal jeg altid bøvle med at sætte håret op – kan det for pokker ikke blive til andet end en hestehale eller en forpjusket knold? Måske jeg i øvrigt skulle få vokset min overlæbe, den lyser sådan op i solskinnet.”
Ovenstående kriblekrabletanker kommer fra selvsamme menneske bag denne blog. C’est moi. Jeg bestræber mig på at drysse med en masse positivt krymmel, men jeg har bestemt nogle dage hvor jeg har svært ved at være i min krop og acceptere den. Dage, hvor maven er så forfærdeligt oppustet, at jeg er nødt til at kaste mig over tre breve movicol. Jeg har dage, hvor jeg hader mine dun, mine små tænder, mit konstant elektriske hår og mine indimellem overdrevet lange smilehuller. Hvorfor? Vel fordi jeg er menneske.
Hvordan elsker man sig selv?
Jeg har talt med en del efterhånden om det at blive bedre til at elske sig selv. En ting som også er blevet sat i spotlight på de sociale medier de sidste par år. Det kan være så enormt svært at elske sig selv, men alligevel er det noget vi siger i flæng til hinanden: “Det er virkelig vigtigt at du elsker dig selv.” Men hvad betyder det lige? Skal jeg elske mig selv på trods af mine fejl? Skal jeg elske mine “fejl”? Hvad er fejl egentlig? Er jeg egentlig ikke bare et menneske med følelser, behov, tanker og impulser? Jeg er vel hverken perfekt eller uperfekt. Bare mig. Som jeg nu er blevet støbet og formet igennem tiden – og som jeg fortsat vil blive.
Måske handler det i virkeligheden ikke kun om at kunne elske sig selv, men nærmere at forstå hvordan vi i livet gennemgår faser, situationer og forskellige scenarier og følelser i vores menneskelige følelsesregister? Man må gerne være glad, være ked af det, være nervøs, være jublende tosset, se anderledes ud, skille sig ud, være sig selv. Ikke?
Jeg har i mine teenageår brugt enormt meget krudt på at bekymre mig om mit udseende. No kiddin’. Jeg tør faktisk vove den påstand at sige, at det er så menneskeligt at bruge krudt på, fordi vi som mennesker spejler os i hinanden og gerne vil passe ind og blive accepteret af “flokken”. Jeg ser det ikke som noget unormalt at være usikker og føle man går lidt på line. Især i teenagealderen. Det er jo her vi forsøger at udvikle os og finde vej i livet og lære nye følelser at kende.
Men hvad jeg ville ønske, jeg kunne have fortalt teenage-Nyns er, at alle de bekymringer, hun havde om sig selv, var enormt kedelige. Og normale. For det var de. Men bekymringerne var ikke forkerte.
Flere har fortalt mig at de ville ønske, de havde brugt mindre tid på at tænke grimme ting om sig selv da de var yngre. Det er spild af krudt. Og det påfaldende er, at de fleste, når de kigger tilbage på gamle billeder, pludselig kan se hvor smukke de var (og selvfølgeligt stadig er, ik’å!).
Så jeg tænker, det er på tide, at jeg zoomer lidt ud, finder ud af hvad jeg kan gøre for at finde årsagen til disse tanker, som dukker op indimellem. Jeg vil ikke give andre skylden for de her tanker. Det handler om min egen usikkerhed. Jeg vil gerne finde ud af, hvordan jeg måske kan vende mine tanker til noget positivt. For eksempel vil jeg gerne blive bedre til at tale pænt om min krop. Jeg taler så grimt til den nogen gange. Det er langt nemmere at tale den ned i stedet for op. Det er lidt ligesom når man serverer et måltid mad for sine gæster og lige undskylder for den på forhånd, så de kan justere deres forventninger.
Kroppen er mit hylster. Og jeg ønsker den skal leve længe (selvom den har mange skavanker!). Jeg skal sgu passe på den – og det første jeg kan starte med at gøre er da for pokker at tale pænt til den. Alt andet er energidrænende og spild af tid. Jeg ønsker virkelig ikke at se tilbage om tredive år og tænke: “Tænk, hvis jeg bare havde brugt energien på noget andet.” Sgu lettere sagt end gjort, men det er skrevet bag øret.
Husker du at tale pænt til din krop? Tænk hvor meget energi den bruger på at bære rundt på dig. Hold nu magle, det er sejt!
Grubletanker fra Nynne
0