Jeg har strikket: Zipper Sweater – Man

Dette blogindlæg indeholder reklamelinks til garn. Hvis du vælger at købe igennem disse links, støtter du mig og min krymmelblog med en lille skilling, uden at det koster dig ekstra.

For mig er det en stor kærlighedserklæring, at forære strik i gave til en man har kær – selvfølgelig hvis det er noget modtageren sætter pris på, ellers .. don’t do it! Haha!
Jeg gav Anders et gavekort i julegave til en “Zipper Sweater – Man”, som jeg, lusket som jeg er, har fornemmet at han var meget vild med, når jeg viste billeder af den fra Instagram. I don’t blame him! Strik med lynlås er kommet for at blive, og denne vams er ingen undtagelse.

Hvis du er nysgerrig på, om det er noget for din udkårne (eller din ven, far, bror…. eller dig selv), så læs med, hvor jeg skriver om strikkeprocessen, design, garnalternativer og tilbehør.

Strikkeprocessen

‘Zipper Sweater – Man’ gemmer på en masse seje strikketeknikker. Men først, inden du slår masker op til projektet, er det meget vigtigt, du laver en strikkeprøve og vasker den. Garnet kan nemlig vokse efter vask, så det er meget vigtigt i forhold til pasformen. Hvis du er i tvivl om hvordan man laver en strikkeprøve, hop forbi Kimmie.

Sweateren opstartes ved, at du slår masker op med teknikken “Judy’s magic cast on” (se video her), sådan at opslagskantens masker forbliver åbne. Halskanten strikkes, så den til sidst lægges dobbelt og foldes sammen ved halskantens åbne masker. Det giver sådan en dejlig, tyk halskant og det gør monteringen ved halskanten meget nemmere. Opstarten af Zipper Sweater kan du se en video på her.

Sweateren strikkes med raglanudtagninger og vendepinde i nakken (Jeg bruger teknikken German Short Rows). Dette gør rygstykket højere end bærestykket og giver en flot pasform. Bærestykket strikkes frem og tilbage, idet der skabes kantmasker til dér, hvor lynlåsen skal sidde. Ærmemaskerne sættes til hvile og der strikkes videre på kroppen i glatstrik. Kroppen afsluttes med en flot ribkant, der til slut strikkes i dobbeltstrik og afsluttes med italiensk aflukning (Video med teknikken finder du her: Dobbeltstrik med italiensk aflukning)

Så er det ærmernes tur! De strikkes på klassisk vis, enten med strømpepinde eller Magic Loop teknik. Ærmerne gøres smallere ved hjælp af simpel indtagningsteknik. De sluttes af med ribkant, dobbeltstrik og italiensk aflukning.

Selve montereringsdelen ved halskanten og belægningsmaskerne dertil, kan du blive meget klogere på, ved at se denne video. Her gennemgår Kimmie processen meget udførligt. Dette kan godt være lidt svært at gennemskue, synes jeg, når man ikke har prøvet det før, så videoen er derfor en meget stor hjælp!

Designet

Jeg synes, designet med en lynlås i en halskant strikket i rib er genialt. Ofte fordi disse lune sweatere nogle gange kan blive FOR lune når solen rammer, og så er det bare guld værd at kunne lyne op. Jeg synes virkelig, det er pænt!

Designet kan komme til udtryk på forskellige måder, afhængigt af kropsfacon, valg af garn og præference for ease (skal den sidde til eller sidde løst?). Mette har i sin opskrift beskrevet meget udførligt, hvordan du bedst måler modtagerens bryst/overvidde i forhold til designets mål. Jeg har strikket denne i en størrelse medium til min flotte mand, der er 184 høj. Han ønskede den var med lidt oversize og målene i dette tilfælde passede super med det ease på 20 cm der var tillagt i opskriften. Endnu en grund til at lave en strikkeprøve i øvrigt!

Garn og tilbehør

Jeg har købt garnet, der var brugt til opskriften. Jeg har længe gerne ville prøve Hjelholts Uldspinderi af, så nu skulle det være! Jeg har strikket i Hyrdegarn i farven Mørk Grøn. Og den er så pæn! Du kan finde garnet her. Jeg vil lige tilføje, at det ligeledes er en meget autentisk oplevelse at strikke i dét garn, fordi der indimellem dukker små halmstå op. Det giver mig følelsen af at komme helt tæt på de små, fluffy får, der har gjort det muligt for mig at strikke sådan en laber sag.

Glæd dig i øvrigt til, når den bliver vasket. Der skete noget helt særligt og smukt, da sweateren blev vasket. Den kunne godt se lidt ujævn ud inden vask (hvilket nemt kan blive synligt i sådanne uldgarner), men da jeg først havde vasket det i hånden og givet det en omgang centrifugering, var det magisk at lægge den til tørre. Jeg følte virkelig, jeg havde strikket noget, der ligeså vel kunne købes i en butik. Må man godt synes det om sit eget strikkeprojekt…? Haha!

Jeg kan foreslå dig et garnalternativ, hvis du synes ovenstående er lidt pebret. Jeg anbefaler Peruvian Highland Wool (reklamelink) sammen med fx Tilia (reklamelink).

1

2 kommentarer til “Jeg har strikket: Zipper Sweater – Man”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: