Jeg har strikket: Early Mornings Sweater

(REKLAME: Blogindlægget indeholder reklamelinks til garnprodukter fra Strikkehjørnet Mariager)

Godmorgen fra Early Mornings Sweater og jeg!

I dag vil jeg gerne fortælle dig om det blødeste, pæneste basiskram, jeg har strikket. Strikkedesigneren bag den fine sweater, er søde Nina – også kaldt @Knitflitter på Instagram. Hun har virkelig sans for at designe behageligt, velsiddende hverdagsstrik. Jeg var så heldig at stifte bekendtskab med Nina i sommers, hvor jeg besøgte hende til det hyggeligste strikkearrangement.

Jeg fik lov til at teststrikke den fine Early Mornings Sweater og har i den forbindelse også fået rabat på det garn, jeg valgte at bruge. Jeg blev så glad for garnet, at Strikkehjørnet Mariager og jeg, har valgt at indgå et fint lille samarbejde. Derfor kommer dette blogindlæg til at indeholde nogle reklamelinks. Hvis du bruger linket til at købe garnet, støtter du Maria, som står bag den fine garnvirksomhed, Strikkehjørnet Mariager (reklamelink) – og jeg får også en lille skilling, hvis du vælger at købe noget igennem de links, jeg deler med dig. Det er selvfølgelig helt frivilligt.

Læs videre, hvis du ønsker at vide mere om strikkeprocessen, designet og det garn, jeg har brugt.

Strikkeprocessen

Early Mornings Sweater strikkes i glatstrik. Den strikkes oppefra og ned ved hjælp af en asymmetrisk raglankonstruktion og vendepinde, der former halsudskæringen. Ærmemaskerne sættes til hvile, mens du strikker kroppen. Herefter samler du ærmemaskerne op og strikker de fine ballonærmer. Alle ribkanter strikkes drejet, så de får en flot kant. Det lyder måske lidt kompliceret, men det behøver det ikke at være. Det kræver selvfølgelig at tungen er lige i munden indimellem, når der både skal laves vendestrik og udtagninger på samme tid. Heldigvis har Knitflitter lavet et flot skema, der beskriver hvordan, du netop udfører dette, så du ikke mister overblikket undervejs.

Derudover indbyder strikkeprocessen til individuelle tilpasninger, så du kan strikke sweateren, så den lige netop passer til dig og din krop – vær opmærksom på dét, når du læser opskriften igennem.

Teknikken, jeg bruger til vendestrik, er German Short Rows – der findes et hav af teknikker, men jeg synes netop denne teknik, giver et flot og usynligt resultat. Du kan finde en video til inspiration lige her: German Short Rows.

Når du skal slå masker op til halskant, vil jeg anbefale at du benytter Judy’s Magic Cast On-teknik. Den er smart, fordi du ender med at have dobbelt op på masker, så du let kan strikke halskanten ned. Jeg synes, denne teknik er genial, men der skal lige øves lidt, før den sidder fast på nethinden. Her er en video, jeg brugte som inspiration: Judy-s Magic Cast On

Et ekstra lille tip: Sy en elastik i ribkanten på kroppen, hvis du ønsker at ribben ikke skal blive for elastisk. Det holder så pænt på pasformen.

Designet

Jeg er helt vild med designet og det er tilmed tilpasset lige præcis min krop. Den asymmetriske raglankonstruktion har fået mine skuldre til at syne af mindre, hvilket jeg er glad for, for det er noget af det bredeste på min krop. Pasformen er virkelig god og så elsker jeg bare ballonærmer. Du kan altid tilpasse ærmerne hvis du er til de mere slanke ærmer – det står dig heldigvis frit for! Jeg har også strikket min sweater lidt kortere end beskrevet i opskriften, fordi jeg godt kan lide at ribkanten sidder lige under min talje. Og må jeg så bare lige tilføje: HIP HURRA FOR DREJET RIB! Det giver sådan et smukt, feminint touch at sweaterens ribkanter er drejede.

Jeg har brugt følgende garn:

1 tråd Alpaca + Wool + Nettles fra Onion i farven Råhvid (reklamelink) – et meget slidstærkt garn, der indeholder alpaca, merinould og nældefibre, men bare rolig, det stikker ikke. 😉

1 tråd Månestråle fra CaMaRose i farven Lys beige (reklamelink) – et blødt garn med små guldnistre i sig, der giver nogle små glimt fra sig, når lyset rammer på en bestemt måde. Det er så pænt og elegant.

De to garner strikkes sammen og passer med strikkefastheden til opskriften på Early Mornings Sweater. Det er blødt at strikke med og jeg synes, det er meget behageligt at have på kroppen. Det er jo ikke uden betydning, at have en sweater på, der ikke kradser, men det synes jeg bestemt heller ikke at den gør.

Hvis du er nysgerrig på andre garnalternativer, hop forbi StrikkehjørnetMariager og se hvilket fint udvalg, hun har i sin shop (reklamelink).

Mon du har mod på at kaste dig ud i en Early Mornings Sweater? I så fald er jeg spændt på at høre, hvilken farve du kaster dig ud i. ❤️

Krymmel- og strikkekram fra Nynne

0

2 kommentarer til “Jeg har strikket: Early Mornings Sweater”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: