Er du klar til at strikke en super behagelig “slå hjernen fra”-sweater på store pinde? Så tænker jeg, at denne sweater lige er noget for dig! Den er blød, rummelig og yderst pæn. Læs med hvis du er nysgerrig på strikkeprocessen, designet og garn, der er brugt.
Strikkedesigneren er Mille Fryd Knitwear der virkelig har øjne for både børne – og voksenstrik. Mille er rigtig god til at gøre strikkeopskrifterne begyndervenlige, mens der samtidigt lige er et lille twist, der gør netop hendes strikkeprojekter særlige.
Chunky Sally sweater kan strikkes af både nybegyndere og garvede strikkede – alt afhængt af hvor øvet, du er, går det stærkt på store pinde. Det tog mig en uge, før den var hoppet af pindene og ind i min garderobe.
Strikkeprocessen
Den fine sweater strikkes oppefra og ned, ved brug af raglanudtagninger. Udtagningssekvensen er på hveranden omgang, så på tykke pinde er det ingen sag og du har hurtigt fornemmelsen af at det bliver en sweater. Det betyder også, at du hurtigt kan prøve trøjen på og fornemme om størrelsen er den rette for dig.
Når du har strikket alle udtagninger, sættes masker “til hvile”, hvilket vil sige, at du flytter ærmemaskerne over på en maskeholder, en snor eller lignende. Så slår du nogle masker op under ærmegabene og fortsætter rundt i glatstrik, til kroppen har den ønskede længde. Ribkanterne på henholdsvis krop og ærmer kan aflukkes med italiensk aflukning, eller blot almindelig aflukning.
Tip: Du kan med fordel strikke halskanten med ned, i stedet for at skulle hæfte den fast senere. Se en video om hvordan, du gør, her: video om at folde halskant.
Design
Designet er lidt oversize, men falder flot til kroppen. Jeg har valgt ikke at strikke kroppen for langt, da jeg godt kan lide at strikke ribkanten cirka 10-15 centimeter under min talje. Der er ikke forskel på højden af ryg- og forstykke, men ved brug kommer sweateren til at tage form efter din krop. Du kan se forskel på ryg- og forstykke ved at den har færre masker på forstykket og derved er lidt smallere. Sweateren er virkelig blød at have på og så kan den altså peppe ethvert hverdagsoutfit, eller derimod blive prikken over i-et til dit festtøj. Jeg har haft stor glæde af at bruge sweateren med en hvid skjorte inde under, hvor kraven lige titter frem. Det er super pænt!
Garnet
Og nu til garnet! Det sjove ved denne opskrift er, at der er rig mulighed for at vælge lige netop det garn, du har lyst til at bruge. Det kræver bare, at du har styr på din strikkefasthed og kan ramme netop den angivne i opskriften: 12 masker/ 18 pinde på 10 x 10 cm. Det foreslåes at benytte mohair til projektet, men jeg har i stedet brugt to tråde Arwetta i farve 268 og to tråde Tilia i farve 349 – begge fra Filcolana. Sweateren er oprindeligt designet med striber, hvortil der i opskriften er beskrevet hvor brede striberne skal være. Jeg har i stedet valgt at bruge én farvenuance, så jeg har blot udregnet længden på kroppen ud fra de angivne mål ved hver stribe. Til en størrelse small har jeg brugt 6 nøgler Arwetta og 6 Nøgler Tilia. Og må jeg i øvrigt lige tilføje: farvevalget er on point! Jeg elsker det melerede udtryk, sweateren får og den mørke mohair, giver faktisk et fint glimmerudtryk også.
Jeg er utroligt glad for min sweater – og nogle gange er simpelt faktisk det bedste! Det her er nok den strik, jeg har brugt allermest. Har du mon fået lyst til at strikke en til dig selv eller en du har kær?
2