Jeg har strikket: Ballonjakken

Det er ved at være flere måneder siden, jeg lukkede masker på denne smukke sag. Jeg har haft den på som overgangsjakke siden april og jeg er virkelig glad for den! I det følgende skriver jeg om strikkeoplevelsen, designet og det garn, jeg har brugt. Mon du selv har tanker om at kaste dig ud i projektet? Så læs med her.


Strikkeoplevelsen
Jeg synes, Ballonjakken er ét af de nemmeste opskrifter at forholde sig til. Umiddelbart vil jeg sige, at du som nybegynder sagtens kan strikke denne fine sag. Det mest udfordrende ved processen er dog, at ærmerene skal syes sammen og monteres på og det kan godt virke lidt uoverskueligt at holde styr på, men det er altså ingen sag, når først man lige får fornemmelsen af det – især hvis du har prøvet det før, så kan du sikkert gøre det i søvne!

Hvis vi skal tage et kig på processen, så strikkes Ballonjakken i en pindestørrelse 7 mm. Det er god træning for skuldrene og projektet tager hurtigt form! Jakken strikkes nedefra og op i retstrik. Kanterne strikkes i ribstrik. Det er i især kanterne ved ærmerne, der giver den fine balloneffekt, fordi maskerne reduceres betydeligt, når du slutter ærmet af med rib. Det er sjovt at se ballonen tage form! Der er ikke så mange teknikker at jonglere imellem, hvorfor jeg synes opskriften er til begynder- såvel som den professionelle strikker.

Designet
Noget af det, jeg faldt for ved designet er, at jakken er lidt af en “flyder”. Du kan svømme væk i den og få et varmt kram. Den har et lidt råt utryk, hvoraf det feminine udspringer sig i ballonærmerne. Udtrykket ville i min optik blive mere konet, hvis den for eksempel fik monteret knapper på, men måske du synes den kunne bruge et andet pift? Kun fantasien sætter grænser og hver sin smag

En af jer spurgte ind til størrelsen på cardiganen og om den “vokser” lidt i størrelsen. Jeg har strikket min cardigan i en størrelse small og kunne sagtens have gået en størrelse ned. Det er tydeligt at se på de første billeder, at jakken er lidt mere kompakt og mere ballonagtig, men så snart jeg fik den vasket og taget den i brug, gav den sig en del i længden. Det havde jeg forinden taget højde for og jeg synes længden er yderst passende. Hvis du frygter, jakken bliver for lang, vil jeg anbefale at du strikker den lidt kortere i ærmerne og på kroppen, end angivet i opskriften.

Hvad synes du om designet?

Garnet
Jeg har brugt én tråd Peer Gynt fra Sandness Garn (9844) og én tråd Tynn Silk Mohair fra Sandnes Garn (2024). Begge garntyper er et lidt billigere alternativ til det garn, der er foreslået i opskriften. Du kan desuden også supplere med en anden mohair fra Drops, der hedder Kid Silk. Det kan findes prisvenligt hos Yarnliving.

Peer Gynt er et groft, men super lækkert garn at strikke med. Og jeg synes farverne, jeg valgte, supplerer hinanden godt. Mohairen er lidt lysere i farven, hvilket er med til at give cardiganen lidt varme, samtidigt med at den grønlige nuance stadig bevares. Jeg var oprindeligt meget i tvivl om jeg skulle vælge at strikke i en lidt mere simpel basisfarve, såsom en cremefarve, men besluttede mig for, at livet er for kort til at strikke sådan et stort projekt i en basisfarve, haha!

Hvad synes I om resultatet? Er det mon et projekt på jeres strikke-to-do liste?

2

12 kommentarer til “Jeg har strikket: Ballonjakken”

  1. Jeg har strikket den lækre jakke i Kos fra Sandnes med 1 tråd mohair fra Isager, farven lys brun/mørk sand. Jeg har strikket skulderne sammen og samlet masker op i ærmegab, da jeg ikke er fan af nål og tråd 😉
    Jeg vil gerne strikke en i sort også, så jeg checker Peer Gynt garn ud – tak for info.

  2. Hvor er den fin din ballonjakke jeg vil også gerne strikke den, men vil gerne strikke både længde og ærmer kortere, men kan ikke gennemskue hvordan jeg gør ? Er det allerede fra start, når jeg starter på kroppen, at jeg skal strikke kortere end opskriften ?
    Mvh. Mette

    1. Hej Mette.

      Tak! Så vidt jeg husker, strikkes den i forskellige dele. Kroppen strikkes nedefra og op, så det er lidt svært at vurdere. Jeg tænker, du skal vurdere ud fra de mål, der angives i opskriften. Hvis du ønsker den kortere, strik den derefter. Vær opmærksom på, at den vil give sig efter vask og brug, fordi den er strikket i retstrik. ☺️ Min var også kortere fra start.
      Ved ærmerne tænker jeg nemt du kan strikke den kortere, bare mål undervejs. ☺️ Delene monteres til sidst, når du har strikket, så du kan evt. “sætte den sammen” med nåle for at se om størrelsen passer dig i længderne, inden du monterer på.

      Håber mit svar giver mening.
      Krymmelkram, Nynne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: