En lille status på livet, for jeg har fået nyt job!
I er flere efterhånden, der følger med i min sygeplejerskerejse – lige fra da jeg blev færdiguddannet, til jeg fik en stresssygemelding og arbejdede mig selv tilbage på fuldtid og begyndte at varetage akutte opgaver igen. Altsammen processer, hvor jeg er blevet klogere, både personligt og fagligt, og som jeg aldrig vil have været foruden! Jeg er meget stolt af hvad jeg har udrettet de sidste 2,5 år som sygeplejerske.
Men jeg har også haft en drøm om at specialisere mig indenfor palliation. Jeg har altid tænkt, at jeg gerne ville arbejde med palliation og de svære problemstillinger, der naturligt er tilknyttet specialet, men vidste også godt, at det ville blive en udfordring at komme i betragtning på et hospice i så ung en alder.
Skæbnen ville en dag, at jeg ikke kunne slippe tanken om min drøm længere. Jeg finder palliationsarbejdet yderst meningsfyldt og givende og vil så gerne fordybe mig mere, end jeg har kunnet i min stilling i Neurologisk regi. Så jeg kiggede på Jobnet (for første gang, siden min studietid) og så at de manglede en sygeplejerske til en fast stilling på et hospice nær mig (jeg deler ikke navn her – vil gerne anonymisere det lidt). Da jeg læste stillingsopslaget, fik jeg sommerfugle i maven og kunne læse mig selv ind i det de søgte. Jeg hørte mig selv sige “for sjov” til Anders: “Haha, så søger de sjovt nok en sygeplejerske lige som jeg vælger at kigge efter stillingsopslag, måske jeg skulle søge det? Kunne jo være det var meningen at jeg skulle videre?“. Anders svarede prompte: “Det er DET du skal!”, men jeg kunne godt mærke angsten komme snigende, og begyndte allerede at komme med dårlige undskyldninger for ikke at søge og forestille mig selv blive skuffet, og så var der jo ingen grund til at søge.
Der gik lige nogle dage, hvor jeg grublede og vendte det med mine nærmeste. Jeg kunne mærke, at jeg ville ærgre mig grøn og gul, hvis jeg IKKE søgte og mindede mig selv om min første følelse og mavefornemmelse, da jeg læste stillingsopslaget.
Så jeg søgte stillingen. Jeg kom i betragtning til samtale. En jobsamtale, der har gjort meget stort indtryk på mig. Og det har nok været den bedste jobsamtale, jeg har haft! Det kan godt lyde lidt underligt, men jeg følte ikke jeg skulle sælge mig selv, jeg skulle bare være mig selv – og det er to vidt forskellige tilgange! Jeg havde i min ansøgning delt, at jeg har en blog, så jeg blev også spurgt nysgerrigt ind til mit stressforløb, jeg åbent har skrevet om. Jeg lagde ikke skjul på hvem jeg var og det føltes meget naturligt i deres selskab. Det hele skulle på bordet – der er ingen grund til at slibe en flig af mig selv her, når jeg skal arbejde med mennesker i de yderst svære dele af livet, så oprigtighed finder jeg så vigtigt.
Og det gav pote.
Jeg blev tilbudt stillingen dagen efter og opsagde min nuværende stilling i neurologisk regi. Det hele gik så hurtigt og ret hurtigt derefter gik jeg på tre ugers sommerferie.
Yderst nervepirrende, kan jeg fortælle! Jeg er tryghedsnarkoman, hvad arbejde og privatliv angår. Jeg elsker at kende min base og vide hvad dagene bringer, men jeg er også nysgerrig, vil gerne blive klogere og udfordre mig selv, så det er den bedste beslutning, jeg har taget, er jeg fuldstændig sikker på. Jeg føler mig meget priviligeret over, at de vil have mig som kollega og glæder mig rigtig meget til at komme i gang.
Så nu river jeg teltpælene op! Det bliver helt sikkert godt og hårdt og jeg kommer til at savne mine kollegaer på min gamle arbejdsplads på hospitalet, men jeg er mest af alt bare glad for min beslutning. Så wish me luck!
3
Tillykke – forstår godt, at det var en kæmpe beslutning. Krydser fingre for, at det bliver rigtig godt!