I’m back: Status på hele moletjavsen

Kære allesammen, søde krymmeldryssere og skønne følgere. I’m back!
Ikke at jeg har forventet et “hurra, vi har ventet længe!”, men det er jeg altså!

Jeg har ikke delt krymlerier herinde siden November, til dels fordi min blog blev forsøgt hacket og derved satte lås og slå på min egen adgang til websitet og til dels fordi jeg faktisk ikke helt har kunnet rumme at skrive ting herinde og “være noget for nogen” midt i min stressygemelding. Hvad der blev startet med henblik på glæde og et pusterum for nu et par år siden, skulle ikke forvandles til et “burde”-show, så jeg valgte at tænke, at når overskuddet og lysten kom tilbage, så ville jeg gerne dele sager med jer herinde igen!

Jeg har tilgengæld brugt Instagram i mere eller mindre dagbogsform siden jeg skrev det her blogindlæg. Jeg har gjort det med et behov for bare at dele, når jeg havde lyst og uden at det nødvendigvis skulle have et formål eller et budskab. Det har været så givende! Især fordi jeg har haft, og stadig har, en hær at søde krymmeldryssere i min indbakke, der har sendt kærlighed og hep på min rejse.

Hvor står jeg så nu?

Pyyyh. Jeg bliver næsten helt forpustet ved tanken om hvilke mange skridt, jeg har taget de sidste fem-seks måneder. Jeg er gået fra at have haft kæmpe hjertebanken, gråd dagligt, følelsen af det laveste selvværd og store spørgsmål om jeg overhovedet skulle være sygeplejerske og med følelsen af, at jeg var enormt svag. Til nu – hvor jeg føler mere stabilitet, føler mig klogere på mig selv og mine grænser og føler meget mere glæde i hverdagen.

Min sygemelding skal ikke definere mig, men jeg skal tage den alvorligt. Den er kommet af en stor pose belastning over længere tid – ikke kun på grund af mit job. En stressbelastning bunder jo i, at der har været for store krav i forhold til de ressourcer, man har. Det kan være for en periode, men det kan også være igennem længere tid – både på arbejdsfronten og privatfronten. Jeg er slet ikke i tvivl om, at mit har været en kombination af at være ny sygeplejerske og ikke føle ressourcer og kompetencer nok til at rumme opgaverne i en travl periode, hvor jeg havde rigeligt høje forventninger til mig selv – samtidigt med jeg også gik igennem en udredning med min mave med rigtig meget uforudsigelighed.

I min verden er der sket rigtig meget siden slut Oktober, hvor jeg sygemeldte mig. Jeg er stadig fuldtidssygemeldt på papiret, men jeg arbejder i en virksomhedspraktik i den afdeling, jeg er ansat i. Det har været i stand siden December og sikret mig en rolig og skånsom opstart, som jeg er meget taknemmelig for. Først startede jeg på seks timer i ugen, hvor jeg havde praktiske opgaver og senere øgede vi langsomt timerne og opgaverne. Jeg kom hen i en klinik, der er tilknyttet vores afsnit, hvor jeg bedre kunne øve mig i opgaverne uden at det blev for travlt. Det har været en rigtig og god proces for mig, at bygge langsomt op og nu er jeg oppe på femten timer i ugen og er tilbage i sengeafdelingen igen, hvor jeg fremadrettet begynder at varetage flere selvstændige opgaver. Planen er at jeg delvist raskmeldes i slutningen af april og begynder på tyve timer i maj. Det er store sager og jeg er enormt stolt af mig selv. Jeg forsøger VIRKELIG at fokusere på de små succeser og på de dage, hvor det er svært, roser jeg mig selv for at komme afsted. Heldigvis er arbejdsglæden der og jeg elsker mine kollegaer – jeg føler mig meget tryg i forløbet.

• 

Oveni hatten er jeg blevet udredt for de mavegener, jeg har været plaget af i 13 år og blev derfor, efter en MR-scanning og ultralydsscanning, henvist til en kikkertoperation. Speciallægen var overbevist om, at jeg lider af kvindesygdommen Endometriose, så hun syntes jeg fortjente en ordentlig udredning (tak!). Og en ordentlig udredning, indebar en kikkertoperation af maven, hvor jeg blev lagt under generel anæstesi. Operationen krævede enormt mange ressourcer af mig, fordi det var med indstillingen “Vi ser hvad vi ser, hvis ser det, og så fjerner vi det, hvis vi kan.” Ugerne op til operationen havde jeg det ikke særligt godt mentalt, især fordi jeg følte jeg skulle hives igennem en mølle, hvor de måske alligevel ikke fandt et svar og kunne give en diagnose. Jeg frygtede ikke, de ville finde noget, men var mere bange for at de IKKE gjorde! Men det lysnede heldigvis på den anden side – hvis vi lige ser bort fra to ugers smerte og kvalmehelvede, haha! Operationen var en succes, både fordi der selvfølgelig ikke var komplikationer, men især fordi de rent faktisk fandt endometriosevæv flere steder i bughulen og fordi det var muligt for dem at fjerne det. Derudover anlagde de en hormonspiral (uden jeg desværre havde haft snakken med dem om det først). De vurderede at jeg ikke skulle igennem flere procedurer, og at det var bedst for mig ikke at skulle opleve oplægning af en spiral også. Det var for mit eget bedste, men min krop kæmper stadig med noget tilvænning – forhåbentligt skulle den hjælpe med at holde sygdommen nede og give mig støre chancer for at blive gravid på sigt. Hvis der er noget af det, jeg nævner her, der interesserer jer at vide mere om, så giv endelig lyd. Jeg deler gerne mere om forløbet. ☺️

Sidst, men ikke mindst, kom prikken over i’et…. Covid-19 kom til Danmark. Det har prikket lidt til min angst, hvilket jeg slet ikke er i tvivl om, at jeg ikke er alene med. Det er endnu en øvelse for mig nu her at skulle rumme, alt imens jeg forsøger at komme tilbage på fuldtid som sygeplejerske, men jeg minder mig selv om, at vi alle er lidt på udebane i disse dage, så det er bare ekstra vigtigt at trække vejret en ekstra gang, tage en dag ad gangen og sørge for at drysse med krymmel på dagen, så det hele ikke bliver for uudholdeligt. Det husker I også, ikke?

For eksempel har jeg lige bestilt garn hjem til nye projekter, og så har jeg skisme købt stof, så jeg kan sy nogle sommerkjoler. Det glæder jeg mig sådan til at lægge energi og glæde i. Derudover har jeg sat utroligt mange frø til forspiring herhjemme, som jeg glæder mig til at nusse om.

Hvordan har I det? Og hvordan ser jeres hverdagsliv ud?

Krymmelkram, Nynne

1