……Pssssst!….. Vil I høre noget vildt?
Jeg har bestået mit tyve ugers praktikforløb og jeg har nu fået sommerferie! What!
Jeg vil æde min gamle hat på, at I har tænkt “selvfølgelig vil du komme igennem praktikken – tiden kommer til at flyve afsted!“, men for mig har det ikke været en selvfølge. Jeg synes nærmest det er svært at indrømme, hvor mange gange jeg har været tæt på at kaste håndklædet i ringen og hvor tit jeg tænkte “Jeg kan ikke blive sygeplejerske.”
Om at sluge en kamel
Jeg ved ikke om I kan huske dengang, jeg havde fået tildelt min praktikplads. Det sted, jeg skulle hen, var ikke på min liste over prioriteter og så var det samtidigt et sted, jeg ikke havde set mig selv få min sidste erfaring: et tyve ugers praktikforløb i primærsektoren. Primærsektoren har aldrig været min kop te. Så jeg følte mig helt ærligt uheldig!
Efter jeg slugte kamelen, besluttede jeg mig for at tage ja-hatten på og spørge jer, søde følgere, hvordan jeg skulle bevare et åbent sind. I kom med dejlige forslag, såsom at jeg skulle forsøge at finde mindst én positiv ting ved dagen, når jeg var afsted, jeg skulle se situationen som en erfaring i sig selv (også hvis det blev et hårdt forløb) og se det positive ved at få kendskab til, hvor patienterne kommer hen efter endt behandlingsforløb på sygehuset.
Hvordan er det gået?
Det er gået, lad mig sige det sådan. Jeg vil ikke sige tiden er fløjet afsted, men nu hvor jeg står her med en fod inde i sommerferien, tænker jeg alligevel “What! Står jeg her? Jeg mangler kun bachelor nu!”
Som I nok har læst i det her blogindlæg, så startede praktikken hårdt ud. Jeg havde en masse indre forventninger, der var organisatoriske forandringer der øgede stressniveauet og så havde jeg problemer med at sige fra. Min første dag i praktikken sagde en leder op, og der ventede sig en ukendt fremtid i afdelingen. For afdelingen skulle herefter udvides til to afdelinger. Der kom nye teamledere til enheden og jeg (sammen med andre kollegaer) skulle flytte op i en ny afdeling. Trygheden hang i en tynd tråd, der manglede struktur midt i “ommøbleringen” og folk var uenige om hvordan arbejdsgangen skulle være i afdelingen. Der manglede sygeplejersker og assistenter og der var konstant sygemeldinger de første måneder.
The story of sundhedsvæsenet.
Jeg stod ofte i situationer, hvor min samvittighed blev sat på prøve, fordi det er svært at sige fra til opgaver, når en afdeling er så presset, men samtidig havde jeg ansvar for egen læring og var ikke en del af normeringen. Av, jeg var maks presset. Jeg havde fire sygemeldinger med migræne den første måned og jeg sov enormt dårligt om natten. Jeg brød indimellem sammen overfor min søde kliniske vejleder, fordi jeg havde svært ved at sige fra og jeg blev mere og mere i tvivl om jeg kunne udvikle mine kompetence indenfor sygeplejen i det her virvar. Jeg var faktisk enormt bange for om jeg ville kunne gennemføre og jeg overvejede kraftigt om jeg skulle smutte. For at det ikke skulle være løgn, blev et af mine familiemedlemmer samtidigt lagt akut i respirator på intensiv, så det var bestemt ikke sjovt. Jeg følte mig simpelthen så energiforladt.
Jeg har været syg mange gange i det her forløb – min krop har simpelthen forsøgt at fortælle mig noget, tror jeg. Jeg begyndte på et tidspunkt at indse, hvor vigtigt det var, at jeg passede på mig selv i det her, så jeg begyndte at træne i at sige fra og samtidigt også forstå hvorfor jeg havde behov for at sige fra. Jeg øvede mig i at lade den dårlige samvittighed fylde så lidt som muligt. Min vejleder var selvfølgelig med indeover, men de organisatoriske rammer kunne hun jo ikke trylle med – derfor var det vigtigt at jeg tog ansvaret i egen hånd også! Jeg blev bedre til at sige fra, jeg fik planlagt mit forløb bedre og begyndte at få mere tid og lyst til at reflektere fagligt igen. Vi havde studierelaterede opgaver, der skulle laves ved siden af praktikken og det var god læring!
Som de næste måneder gik, fik jeg også kendskab til at være koordinator i afdelingen. Det er en sygeplejerskerolle. Hold nu helt magle det var spændende! Jeg har aldrig set mig selv som en der kunne finde ud af at agere blæksprutte: jonglere med konstante telefonopkald fra læger, borgerkonsulenter, akutteam, pårørende og sygehus og samtidigt være leder for alle medarbejderne og booste deres arbejdsgang. Jeg har aldrig troet, det ville være noget for mig, men jeg er faktisk ret vild med det!
Og som tiden gik, fik jeg flere og flere erfaringer med mig. Jeg sagde til og fra alt efter hvordan min mavefornemmelse havde det. Jeg havde fantastiske oplevelser med borgere, der var i bragende udvikling og som havde akut behov for hjælp. Jeg fandt aldrig helt en balancegang mellem at studere og være i afdelingen (jeg læste nærmest intet fra pensum), men erfaringen og samarbejdet med kollegaerne blev styrket. Jeg begyndte sgu at kunne lide at være der, venner!
Jeg gennemførte min mundtlige eksamen på et super fint niveau – jeg var så lettet. Og på trods af at der er opgaver, jeg aldrig er kommet til at få en føling med, så ved jeg, at jeg nok skal komme til at lære det, når jeg bliver færdiguddannet.
“Hele livet er en læring. Vi kan lære nyt hver dag, hele livet igennem. Når vi stopper med at blive udfordret eller føler vi ved alt, så er det dér det bliver farligt. Så er udviklingen gået i stå og vi glemmer at reflektere.”, sagde en klog medarbejder til mig da jeg havde sidste dag.
Og med dét citat vil jeg slutte dette blogindlæg. Selvom det har været et hårdt forløb med stress og usikkerhed, kriser på familiefronten og utallige sygemeldinger fra min side, så ved jeg, at jeg er blevet stærkere – jeg har sgu set bagsiden af medaljen og jeg tror det har styrket mig i forhold til at komme ud i det virkelige arbejdsliv, når jeg er færdiguddannet. For jeg skal nok blive sygeplejerske – og jeg er sikker på jeg bliver en skarp og sød én af slagsen, men jeg har også udfordringer og mangler, som jeg skal arbejde videre på. Så længe jeg selv er opmærksom på det, så er der masser af mulighed for selvrefleksion og udvikling!
0