Fødselsberetning: om uendelig kærlighed, chokfølelse og efterfødselskrop

Okay, så hvordan starter jeg lige livsfortællingen om, hvordan Nora kom til verden? En fortælling, der har ændret sin form for hver gang, den bliver fortalt, fordi jeg kommer i tanker om nye ting fra vores livs største oplevelse og som i situationen blev oplevet som noget af det vildeste, chokerende og ikke mindst hårdeste!

Du læser måske min beretning og kan tænke ”var det bare dét?”, men for mig har Noras fødsel indeholdt de vildeste følelser, enormt meget angst, gråd og chok, som jeg ikke havde forestillet mig, jeg ville komme til at føle inden. Jeg har set sider af mig selv, der har overrasket mig meget. Efter fødslen var både Anders og jeg efterladt med chokfølelse midt i den intense kærlighedsrus, der også fulgte med.

Vi har gået til fødselsforberedelse og vi har begge mentalt forberedt os på, at en fødsel er ét stort kontroltab. Veer er smertefulde og man kan tillære sig vejrtrækningsteknikker, der giver én følelsen af kontrol og udholdenhed undervejs. Og der er øjeblikke i en fødsel, hvor den fødende kan opleves panikslagen og urolig, nærmest psykotisk, når pressefasen er ved at være oppeover. Jeg vidste også godt, at behovet for brugen af skylleflaske og svien efter en fødsel er helt normalt.

Men alt det ovenstående – oplevede jeg med en kæmpe intensitet, jeg slet ikke kunne forestille mig forinden. Der er ikke noget at sige til, at efterfødselstiden kaldes for det ”fjerde trimester.”

Fødsler er det VILDESTE – det er så sindssygt, hvad kvindekroppen går igennem både fysisk og psykisk, både under graviditeten, men også under og efter fødslen – vi fortjener sgu klapsalver. Jeg kan ikke beskrive med ord, hvor meget respekt, jeg har fået for min krop efter det her. Og også for Anders, der har været en helt igennem uundværlig og solid støtte!

Op til fødslen

Jeg har haft en kompliceret graviditet med hypermeresis gravidarium lige fra start og plukkeveer allerede fra graviditetsuge 14. Jeg slap helt for kvalme og opkast omkring graviditetsuge 25, men plukkeveerne har været tiltagende. De sidste 3 måneder af graviditeten var jeg hyppigt til tjek, fordi jeg havde smertefulde plukkeveer cirka hver 5. minut. Min krop gjorde så ondt. Oveni hatten fik jeg smerter i haleben, kønsben og ryg i takt med at maven voksede. Så min krop har uden tvivl været presset af at være gravid og det har også efterladt mig med rigtig mange symptomer, som har været svære at navigere i. Heldigvis har jeg haft dygtigt fagpersonale indover hele tiden og det har hjulpet mig meget.

En måned før fødslen.

Den sidste måned op til fødslen var jeg begyndt at studse meget over, hvor ondt jeg havde om natten omkring mine ribben og i brystet. Jeg tilskrev det at jeg var højgravid og slog det hen. Jeg var begyndt at tage hurtigt på og havde tydeligt meget væske i hele kroppen. Det gjorde ondt, jeg døjede mere og mere med hovedpine og jeg havde det bare alment skidt, men det var også en fugtig og varm sommer, så igen var det for mig svært at vurdere.

En mandag tager jeg til Fødselsflow-træning hos en privat jordemoder, jeg har været meget glad for under graviditeten. Jeg har det virkelig skidt den dag, meget væske i benene allerede fra morgenstunden og spørger jordemoderen om det er normalt at have det sådan, fordi jeg har haft det over længere tid og synes at blive værre. Jeg fortæller hende at jeg også løbende har målt mit blodtryk hjemmefra på cirka 145/98, som er til den høje side som gravid. Mit blodtryk har ellers altid været til den lave side. Jeg oplever desuden svimmelhed og svingende synsforstyrrelser, indimellem med hvide pletter for øjnene. Min urinprøve er normal, som den har været under hele graviditeten. På det tidspunkt er jeg i graviditetsuge 38. Hun fortæller mig, at jeg skal kontakte Akutmodtagelsen for gravide, fordi det kan være tegn på begyndende svangerskabsforgiftning og siger at jeg ikke skal gå med vurderingerne selv, men lige have tjekket op på om alt er, som det skal være.

Så det gør jeg. Jeg kommer ind til tjek på Akutmodtagelsen indenfor en time, får målt en hjertekurve på baby som er rigtig fin og så får jeg samtidigt målt mit blodtryk, som fortsat ligger til den høje side. Anders kommer også og er der sammen med mig, så jeg ikke skal stå med alle beskederne selv. Det er jeg taknemmelig for. Nora bliver på dét tidspunkt vurderet til at have en god størrelse, så de er ikke bekymrede for væksthæmning. De vurderer, at jeg er ved at vise tegn på begyndende svangerskabsforgiftning, så jeg skal være opmærksom på forværring derhjemme og ellers komme til kontrol hos dem igen om fredagen d. 2. september hos fødselslægen. Jeg får at vide, at jeg muligvis kan blive tilbudt igangsætning på et tidspunkt, om ikke andet, når jeg rammer min terminsdato d. 17. september, fordi jeg har haft en kompliceret graviditet og ikke skal gå alt for længe.

Torsdag d. 1. september tager jeg til privat jordemoder for at få fødselsmodnende akupunktur og oxytocinmassage. Om natten havde jeg haft menstruationslignende smerter og tiltagende plukkeveer. Jeg grubler meget over, hvor lang min livmoderhals er efterhånden. Den er blevet målt mange gange igennem graviditeten, men ikke siden uge 36, hvor den stadig var 3 cm.

Jordemoder tilbyder mig derfor at få tjekket livmoderhalsen og hun smiler meget stort, da hun fortæller at jeg har åbnet mig 1 cm og at hun lige nu rører ved babys hoved. Det er så rørende for mig, da hun fortæller det, for det giver mig håb for at jeg måske snart vil gå i fødsel af mig selv og måske uden en hård latensfase.

Jeg tager hjem til Anders og fortæller den gode nyhed, vi er begge meget rørte og vi aftaler at han fra nu af skal arbejde hjemmefra, just in case. Jeg tager et par billeder af min efterhånden meget hævede og store (men seje!) krop, fordi fødslen måske er oppeover. Om natten får jeg rigtig ondt i maven, diarré og slimproppen har løsnet sig. Jeg får varmepude på maven og ligger og håber sådan, at jeg når at gå i fødsel af mig selv.

Fredag, dagen efter, tager vi til kontrol på sygehuset. Bliver modtaget af en sød jordemoder, der giver juice og be’r mig sidde og hvile inden jeg skal have målt blodtryk. Blodtrykket er steget siden sidst. En rigtig sød læge skal vurdere mig, men vi oplever lidt miskommunikation undervejs, der gør situationen lidt ubehagelig for mig. Lægen misforstår, og tror at jeg ikke har andre symptomer end forhøjet blodtryk, så hun er lige ved at sende mig hjem til en ny vurdering efter weekenden. Da hun så remser op hvilke symptomer, jeg skal reagere på henover weekenden, såsom ødemer og ribben/mavesmerter, vejrtrækningsproblemer og lignende, får jeg fremstammet: ”De symptomer har jeg allerede og er et af mange grunde til, jeg kontaktede jer.” Jeg har ubeskrivelige smerter og jag øverst i maven, som nu er tiltaget og gør at jeg ikke kan sove. Lægen mærker øverst på min mave – det gør ondt – og så vender hun pludseligt på en tallerken. ”Du skal sættes i gang, for det her kan pludseligt ændre sig og blive værre, så du måske ikke kan holde til at gennemføre fødslen.” Chok. Jeg fortæller hende stolt at jeg allerede er 1 cm åben og spørger, om det måske kan hjælpe mig i forhold til igangsættelse. Hun undersøger mig og den er god nok. Jeg er åben nok til at de kan prikke hul på fosterhinderne, i stedet for at skulle indtage tabletter. Derfor bliver jeg sat på en venteliste til igangsætning i weekenden. ”Hvis det var muligt, ville jeg gerne du blev sat i gang nu, helst i morgen, men senest søndag og uanset hvad, skal du herind til kontrol i morgen formiddag, hvor vi måler dit blodtryk igen. Hvis du er heldig, kan det være, at vi har en fødestue klar til dig allerede der. Ellers ringer vi, når vi har”.

Bum. Chok. Dén melding skal lige sluges. Igangsættelse og det kan ikke vente, for Nora skal ud snarest muligt. Det var ikke lige en del af fødselsplanen og jeg bliver oprigtigt nervøs for hvad det kommer til at betyde.

Jeg bliver sendt hjem med blodtrykssænkende medicin og beskeden om, at jeg skal ringe, hvis noget forværres. På vejen hjem snakker vi meget om det hele, taler om hvad vi mangler at få styr på. Jeg bliver ret ked af den melding, fordi jeg havde håbet på en fødsel, der gik i gang af sig selv. Vi prøver at vende det til noget positivt, at vi meget snart skal møde vores lille baby for første gang. Vi bruger resten af dagen på små praktikaliteter, spiser McDonald’s, kysser på hinanden og stiller alt klar. Så underligt, at vide at jeg meget snart skal føde. Underlig ambivalens at vente på et eventuelt opkald fra sygehuset.

Noras fødsel – ”Jeg føler, at jeg skal DØ!”

Det er tidlig lørdag morgen d. 3. september. Jeg kan ikke sove mere. Faktisk er det begrænset hvor meget, jeg har sovet. Har grublet meget af natten og haft sådan en uro. Vi skal til kontrol på sygehuset klokken 11:15 og måske bliver jeg tilbudt igangsættelse. Jeg spiser mad, sørger for at komme på toilettet, går i bad og lytter lidt til fødselsplaylisten. Jeg synes, Nora er meget aktiv i maven og kan ikke lade være med at tænke på, om hun mon skal holde fødselsdag i dag. Jeg nusser min mave alt hvad jeg kan og græder lidt. Krammer Anders og vi taler om hvornår, jeg mon skal sættes i gang.

Klokken lidt over 10, ringer en sød jordemoder til mig og fortæller med den rareste stemme: ”Nynne, du skal jo ind til den her kontrol klokken 11:15. Men situationen er den, at vi faktisk allerede nu har mulighed for at tage dig ind på en fødestue og prikke hul på fostervandet. Så det betyder at I meget snart skal møde jeres lille baby.”

Det er sådan en rørende besked at få. Vi kysser og krammer hinanden, velvidende om at det er sidste gang i lejligheden, bare os to. Faktisk ret fantastisk at kunne tage af sted uden stress, uden veer og uden andet end forventningsglæde. Vi er allerede klar, så vi tøffer stille og roligt af sted i bilen. Anders glæder sig så meget, det gør jeg også, dog med en vis ambivalens, for jeg ved jo på det her tidspunkt, at jeg lige om lidt skal igennem mit livs største præstation: føde en baby! Og shit, jeg er nervøs, men trækker vejret dybt i maven og tænker på alt det gode og fokuserer på én ting ad gangen.

Da vi kommer ind på fødestuen, tager den sødeste jordemoder (JM) imod os. Hun fortæller hvad der skal ske. Hun vil måle blodtryk, bestille blodprøver og måle hjertekurve på baby. Hun fortæller, at fordi jeg har begyndende svangerskabsforgiftning, skal de holde ekstra øje med mig undervejs, for eksempel om jeg får feber, om blodtrykket stiger og om baby bliver for stresset, fordi moderkagen og livmoder i forvejen er ekstra presset.

Klokken 11:50 vil JM prikke hul på fostervandet. Jeg fortæller hende, at det er vigtigt for mig at alle gynækologiske tiltag, bliver gjort så skånsomt som muligt. Jeg har dårlige erfaringer bag mig fra andre undersøgelser, og fordi jeg har endometriose og mit underliv derfor er forbundet med meget smerte, er det så vigtigt at det bliver gjort roligt. JM er så sød og pædagogisk. Hun fortæller mig hvad hun gør, hvorfor hun gør det og det beroliger mig enormt meget. Det er nærmest en helt hyggelig oplevelse at få prikket hul på fostervandet. Hun bruger noget, der ligner en aflang hæklenål i plastik. Det gør ikke ondt på mig, er måske lidt ubehageligt, men ikke værre end det. Og hun er bare så sød til at fortælle imens. ”Jeg tror ikke, jeres baby har så meget hår”, siger JM smilende. Hun har lige rørt ved Noras hoved. Det er så skørt.

Jeg ligger på en masse bleer og får også en kæmpestor ble på, fostervandet er varmt og siver lige så stille og så aftaler vi at JM kommer tilbage på fødestuen klokken 14. Hun synes, vi skal prøve at gå en tur i kiosken og se om jeg kan få gang i veerne. Jeg starter med at gå lidt rundt på stuen og da jeg udbryder til Anders, at ”juhuuuu, der er fødekar!” siger det PLASK! og jeg står i én stor, varm vandpyt. Vi er begge ved at dø af grin. Griner over billedet af Anders, der kravler rundt på gulvet for at tørre op og mig der vralter rundt i en stor ble, der tilsyneladende ikke kunne klare presset.

Bagefter skal jeg have en stor klyx, så jeg kan tømme tarmen for afføring. Dem kender jeg fra mit arbejde som sygeplejerske, så jeg tager den selv. Av. Det er knap så sjovt og jeg kan kun lige akkurat holde på medicinen i få minutter, før jeg vraltende må ”løbe” ud på toilettet og ender med at ramme afføring udover det hele. Flot. Men ud kom det da!

Kl. 12.

” Jordemoder Johanne laver hul i fosterhinde. Nynne skal gerne spise og drikke (og gå tur). Vi mødes igen kl. 14. 10 minutter efter hul på fosterhinde, står Nynne i en vandpyt. Vi griner og der er god stemning.” – notat, Anders

Kl. 12.30.

”Nynne tager klyx. Der er hurtig effekt efter 5 min. Ikke sjovt.” – notat, Anders

Vi går en tur i kiosken. Jeg går og er lidt nervøs for om jeg strinter med mere fostervand på gulvet, men det går fint. Vi møder en veninde på vejen, som også er ude at gå tur med sin lille baby. Det er rørende at se og opleve, og helt skørt at tænke på, at det snart er min tur.

Klokken 14 er vi tilbage på stuen, jeg sætter mig på en pilatesbold og laver rotationsøvelser, imens vi taler med JM. Jeg er begyndt at mærke menstruationslignende smerter, der er en anelse kraftigere end de plukkeveer, jeg har haft i månedsvis. JM fortæller, at veerne gerne skal begynde at tage til hen over de næste timer og hun forbereder mig på, at den JM, der møder i aftenvagt snart, nok vil lufte ideen om ve-stimulerende drop. Jeg siger, at jeg helst vil undgå det hvis jeg kan, men er åben for tiltag, hvis det vurderes nødvendigt.

Kl. 14.

” Vi taler kort med jordemoder. Menstruationslignende smerter og tyngdefornemmelse begynder. Vi vælger derfor at se tiden an og ikke begynde på ve-stimulerende endnu. Vi hygger med fodmassage og musik. Ny jordemoder klokken 15.”- notat, Anders

Kl. 15:15

”Jordemoder Anne Mette tager over. Også rigtig sød og nærværende. Der skulle gerne komme veer indenfor 4 timer. Der begynder at komme veer nu, men der diskuteres om det er nødvendigt med ve-stimulerende. Hvis der skal gives epidural på et tidspunkt, skal der en time inden tages blodprøver.” – notat, Anders

Klokken 15:15 er der vagtskifte og ny JM kommer på stuen. Hun er enormt nærværende og sød. Det er underligt at møde et nyt ansigt, når man lige har dannet relation med en anden jordemoder, men jeg føler, at jeg får et varmt kram af hendes tilstedeværelse og bliver hurtigt tryg. Hun sætter sig på sengekanten, kigger mig i øjnene og fortæller, at vi gør det godt og at vi nu sammen skal prøve at sætte en tidslinje op i forhold til hvornår, der bør tænkes i ve-stimulerende. Hun siger at hun kommer igen klokken 16, når hun har læst journal og så vil hun gerne undersøge mig og se om jeg har åbnet mig yderligere. Vi aftaler sammen, at vi afventer med ve-stimulerende til klokken 17, hvis der ikke er kommet yderligere skub i veerne inden da. Det giver mig en følelse af medbestemmelse og tryghed.

Kl. 16.

”Ikke åbnet så meget siden kl. 12.” – notat, Anders

JM undersøger mig og siger at jeg kun er 1,5 centimeter åben. Hun tænker at mine plukkeveer er for svage og vi begynder derfor at gøre klar til, at jeg skal have ve-stimulerende medicin via et drop i hånden. Jeg har oprindeligt haft et stort ønske om at få smertelindring i et varmt fødekar, men det får jeg hurtigt at vide ikke længere er muligt, fordi jeg nu skal have CTG-måler på maven hele tiden, blodtryksmåler på armen og så bliver jeg sluttet til et drop med oxytocin (hormon der skaber veerne). Desuden fortæller hun også at det muligvis vil komme til at bremse mine veer, hvis jeg kommer i vand og det er ikke et ønske at forlænge udvidelsesfasen, nu hvor jeg har svangerskabsforgiftning. Fødslen skal gerne gå fremad, også fordi, der er højere infektionsrisiko nu, hvor fostervandet er taget.

”Kl. 17 – begynder på ve-stimulerende. Smerter tiltager, så Nynne får også lattergas. Højt flow af lattergas. Nynne ligger og griner efter en ve og hun kan mærke hun bliver skæv. Flowet nedreguleres en smule. ” – notat, Anders

Føj for pokker, hvor begynder veerne at taget hurtigt fat efter medicinen er begyndt at løbe ind i min blodåre i hånden. Jeg ved godt med mig selv, at det her blot er starten på smerterne. Jeg holder Anders i hånden og forsøger at fokusere på at trække vejret, give slip i skuldre og kæbe, imens jeg puster langsomt ud under veerne. Prøver at visualisere gode ting, at vi snart skal se baby og så lytter jeg intenst til musikken fra vores fødselsplayliste. Men.. Veerne er meget uregelmæssige, dog tager de intenst til i styrke. Jeg oplever, at veerne fortsætter ud i det uendelige og det er som om, jeg aldrig rigtigt får en pause. Jeg begynder på det her tidspunkt at blive mentalt presset. Det hele går så hurtigt. Alt udstyret, jeg har på maven, min hævede krop, giver mig følelsen af klaustrofobi, droppet i hånden og blodtryksmåleren på armen, smerterne, der giver mig flashbacks til endometriose-smerterne, tanker om at jeg har en ”bold imellem benene” der skal ud på et tidspunkt – det begynder pludseligt at blive for intenst for mig. Jeg ligger og pruster mig igennem veerne, kommer indimellem til at holde vejret, fordi det gør så ondt og jeg kan mærke, jeg har lyst til at kæmpe imod og flygte. Løbe min vej. Jeg husker, at jeg fremstammer til Anders og JM: ”Jeg prøver virkelig at visualisere at smerten betyder noget godt, at det er meningen, at det betyder at baby er på vej, men jeg er bange og jeg føler mig decideret syg. Jeg føler, jeg skal DØ af det her.

Jordemoder forsikrer mig om, at jeg ikke skal dø. Hun tilbyder mig lattergas og fortæller mig også, at veerne desværre ikke er toppet endnu og at hun mistænker, at veerne ikke rigtigt har nok effekt. At hun rent faktisk er nødt til at skrue yderligere op for medicinen, idet veerne fortsat er uregelmæssige. Jeg har koblede veer, fortæller hun, så jeg får reelt set ingen ve-pauser, som man ellers lærer om til fødselsforberedelse. Hun fortæller, at jeg skal igennem større smerter endnu og at hun synes, jeg fortjener at opleve en pause fra smerterne, så jeg kan samle kræfter og måske få en mental pause fra smerterne. Derfor opfordrer hun mig til at overveje en epiduralblokade og forklarer mig bivirkningerne. Jeg er på dét tidspunkt i tvivl, om jeg har lyst til en epidural, for så skal jeg tilsluttes endnu en plastikslange og muligvis også have tømt blæren med kateter indimellem. Vi aftaler at jeg siger til, gerne i god tid, så de kan nå at tage blodprøver forinden også. Imens lægger JM en varmepude på min lænd og ved kønsbenet og tilbyder mig lattergas, så jeg bedre kan rumme smerterne.  

Åh, lattergas. Jeg ligger og griner efter første ve med lattergas i maske. Det tager ligesom toppen af veen. Jeg kan godt mærke, jeg bliver rigeligt skæv og JM skruer lidt ned for den. Herefter ligger jeg bare og tager imod hver ve og knuger fat i Anders’ hånd, og indsnuser mirakelmidlet intenst indtil veen er ovre. Lige som jeg tror en ve er ovre, kommer der en ny. Og sådan fortsætter det. Ingen pauser. Bare veer. Kan knap nok nå at tage en tår af et glas vand, før næste ve kommer. Av, hvor gør det bare shitty ondt.

Kl. 17.30

”Puls på baby er lidt høj. Jordemoder tjekker med kollega. Nynnes pupiller bliver store og hun griner lidt efter en ve er overstået. Lattergassen gør sit job.” – notat, Anders

Kl. 17:50

”Babys puls er fornuftig. Ingen grund til bekymring. Dosis af ve-stimulerende er øget. Lattergas ligeså. Jordemoder bruger mere tid på stuen.” – notat, Anders

På et tidspunkt er JM ude fra stuen. Veerne tager til. Lattergassen hjælper mig ikke mere. Hold kæft, hvor gør det bare ondt i maven. Jeg har slet ikke oplevelsen af en eneste pause, veerne kommer bare efter hinanden. Jeg bliver bange for veerne, føler mig syg, jeg kan slet ikke se mig selv gennemføre en fødsel. Det gør så ondt. Det føles som en brændende, dyb smerte i maven, som om min krop er ved at vende vrangen på sig selv, efterfulgt af kraftige stik, som var det en kniv. Uden pause. På et tidspunkt beder jeg Anders om at få JM ind på stuen. Jeg vil have en epidural og det skal være NU.

Kl. 18:45

”Bioanalytiker tager blodprøver ift. Epidural. Veer er taget meget til. Nynne kæmper bravt.” – notat, Anders

JM guider mig igennem vejrtrækningen, laver akupressur på lænden og presser mod hoften, da jeg ligger på siden og har veer. Jeg siger flere gange, at jeg føler, jeg er dårlig til at føde. JM og Anders siger til mig, at jeg er så sej og at jeg gør alt det rigtige lige nu og skal fokusere på vejrtrækningen. Mig: ”Jeg kan ikke finde ud af at føde!” JM: ”Jamen, Nynne. Det kan jeg se, at du kan! Du er i fuld gang.”

JM vil have mig ud på toilettet, så jeg kan tømme min blære inden lægen kommer for at anlægge epiduralblokaden. Sikke et show at slæbe sig ud på badeværelset med kæmpeble på, heftige veer, dropstativ og monitorering på maven, der halvdelen af tiden glider ned af den store, runde mave.

Omkring klokken 19.30 kommer narkoselægen og lægger en epiduralblokade. Hun er effektiv, bestemt, krydret med et smil og siger, jeg skal sidde helt stille, imens hun stikker en nål imellem mine ryghvirvler. Nemmere sagt end gjort, når man har veer konstant, tænker jeg, men det går hurtigt, og nålen ligger korrekt i første hug. Jeg får første dosis medicin og mærker virkningen efter et kvarter. Jeg har smerter i hofterne, men mærker lige så stille at veerne bare får maven til at spænde op uden at det gør ondt. PYHA! Lettelse.

Efter anlæggelse af epiduralblokade.

Kl. 20.15

”Epidural virker rigtig godt. Anders har været i kiosken og købt aftensmad.” – notat, Anders

JM holder øje med mig på stuen, imens Anders henter aftensmad. Jeg har ikke rigtigt lyst til noget, men takker ja til ristet brød. JM synes, jeg skal prøve at hvile mig, men jeg er ikke træt, for jeg er helt høj på at være smertefri. Så Anders og jeg sidder og spiser mad, griner lidt af det hele og nyder, at jeg kan få en lille smertepause. Vi tænker begge, at der er lang vej endnu, nu hvor veerne fortsat er så uregelmæssige. Musikken fra fødselsplaylisten spiller og jeg smiler ved tanken om, at vores lille baby er på vej, men har også en forestilling om at hun først kommer næste dag.

Omkring 21-tiden begynder jeg at føle smerte og jag ned mod endetarmen. Jeg undrer mig over hvorfor epiduralen ikke længere virker så effektivt og JM skruer op for den. Jeg siger flere gange til hende, at jeg virkelig føler jeg skal S-K-I-D-E og tænker ved mig selv ”det kan godt tyde på, jeg snart skal presse baby ud”. JM siger at det ikke er tid endnu, for veerne er fortsat uregelmæssige, så vi skal nok snart skal i gang med lidt bevægelse udenfor sengen på pilatesbold og eventuelt prøve forskellige stillinger i sengen. Hun opfordrer mig til at komme på toilet, så jeg kan tømme blæren. De hjælper mig begge op fra sengen og jeg får slæbt mig selv ud på badeværelset med Anders som støtte. Det presser og presser mod endetarmen og begynder at nive og rive så meget, at jeg bliver vildt nervøs. Hold kæft, hvor gør det ondt. Det føles som om, der er en kæmpe bold mellem benene. Kigger ned i toilettet og der er blod. Har ingen fornemmelse af, om jeg får tisset særligt meget. Føler at alt bare lugter af kropsvæsker. Spørger halvpanisk JM om det er normalt med blod og hun siger, det er et rigtig godt tegn. Hun synes, jeg skal blive siddende og se om jeg kan tisse mere. Anders står lige ved døråbningen og holder sig tæt på, JM er inde på stuen og skriver journal. Jeg bliver svimmel og kan mærke, at jeg hele tiden er på randen til besvimelse, så jeg tager hovedet ned mellem benene. Smerterne er simpelthen så intense nu og mit hoved kan slet ikke rumme det. Min hjerne bliver ved med at fortælle mig, at jeg måske føder baby ned i toilettet. Jeg siger til Anders at jeg er ved at besvime og han hiver fat i JM. De kommer rullende med en kontorstol, JM guider mig med vejrtrækningen, da jeg pludseligt trækker vejret for overfladisk. De får mig hjulpet over på kontorstolen og trillet mig tilbage til sengen, alt imens jeg bare føler mere og mere at der er en bold på vej ud ved endetarmen. JM vil have mig i rygleje, så hun kan lægge et engangskateter, for at være sikker på at blæren er tømt. Derefter tjekker hun min livmoderhals for at se om den, mod forventning, skulle have åbnet sig yderligere på de uregelmæssige veer. Hun bliver meget stille.

Kl. 21.35.

Jordemoder undersøger Nynne. 8-9 cm åben! Hun kan næsten ikke selv tro det. Så kan vi godt forstå Nynne har haft ondt.notat, Anders.

Jeg er næsten 9 centimeter åben på utroligt kort tid med uregelmæssige veer. Jeg forstår slet ikke hvad der foregår, men så giver det god mening, at jeg begynder at mærke pressetrang. Presseveerne begynder at tage heftigt til herefter, men JM siger at jeg IKKE må presse, for babys hoved er ikke nede ved bækkenbunden endnu. JM foreslår at vi gør nogle bevægelser udenfor sengen, men jeg afviser og siger at det kan jeg på ingen måde rumme. I stedet lægger jeg mig på venstre side og forsøger at rumme presseveerne. Indimellem løfter JM mit ene ben op for at se. Det er en helt anden form for smerte end hidtil. Hele min krop skriger på at presse nedad og veerne gør så ondt og trækker omme ved endetarmen, men jeg må ikke give efter. Jeg må ikke presse. I stedet skal jeg trække vejret dybt ind og give lidt slip, men så snart kroppen forsøger at ville presse ”bolden ud”, skal jeg gispe. Og jeg GISPER! Trækker vejret ind, giver lidt efter, og GISP, GISP, GISP! Jeg hører mig selv udefra. Pludseligt har jeg en helt anden lyd. Når presseveerne tager til, kommer der brøl ud af mig, jeg aldrig har hørt før. Jeg kan ikke selv styre lydene og når jeg mærker at det begynder at presse smerteligt nede ved endetarmen, gisper jeg. Og det er med høj og kraftfuld lyd. Og sådan fortsætter det. Hele tiden. I knap 3 timer. Jeg gisper og gisper. Men må ikke presse, for babys hoved står for højt. Og når jeg endelig har en vepause, græder jeg. ”Jeg tror, jeg er ved at dø af det her.”, siger jeg igen. Jeg kan slet ikke være i det.

JM siger til mig at jeg ikke skal dø, men at jeg er ved at føde. Anders guider mig igennem vejrtrækningen og holder min hånd, som maser sig knugende ind i hans. Jeg føler panisk angst indvendigt, hver gang der kommer en ny presseve. Det må virkelig ikke have været rart at være vidne til for Anders– at se mig så ked af det og så presset. Jeg føler mere og mere at jeg går ind i mig selv. Jeg føler mere og mere, at jeg glemmer hvad jeg er her for. Musikken spiller i baggrunden. Jeg kan høre nummeret ”Skrig det til træerne” spille. Meget passende sang til det her vanvittige fødselsshow. Jeg går indimellem meta på mig selv og siger ting som ”Undskyld, jeg larmer sådan! Jeg lyder ikke sådan normalt. Sig undskyld til de andre på fødegangen.”, ”Jeg går ind i mig selv nu, kan ikke rumme mere.”, og samtidigt formår jeg at udstråle overskud med kommentarer som ”Anders, husk at drikke noget vand, du har stået op længe.” Siger flere gange at jeg ikke klarer det her, har oplevelsen af at jeg er det svageste i hele verden og føler ikke at jeg kommer til at gennemføre fødslen. Men jordemoder og Anders hepper på mig og det giver mig styrke til at håndtere de næste presseveer.

Klokken 23 er der vagtskifte. Og sådan er det jo. Men hvor ville jeg på dét tidspunkt for alt i verden have ønsket at aftenvagts-JM blev. Jeg havde nået at danne relation med hende og jeg er i mit allermest pressede øjeblik i mit liv og skal nu hilse på en ny. Den nye JM hilser på. Hun smiler og virker lige så varm som de andre. Jeg tror, jeg siger noget i stil med ”jeg er normalt ikke sådan her” og så går jeg ind i mig selv igen. Jeg fornemmer at de giver overlevering på stuen, alt imens jeg brøler og gisper. Det er så intenst på det her tidspunkt. Den nye JM kommer og fortæller ting, som jeg ikke kan huske, muligvis noget med at jeg skal mobiliseres lidt. Jeg er et helt andet sted, kan ikke rumme noget som helst. Hun vil have at jeg skal om på alle fire, så vi kan forsøge at få babys hoved til at trænge længere ned i bækkenet. Jeg har virkelig ikke lyst, for ”bolden ved endetarmen” presser så meget på og giver så meget smerte, at jeg ikke tør flytte på mig. På det her tidspunkt har jeg kun en ammebh på og intet andet. Anders og JM guider mig om og hjælper mig med at holde styr på diverse udstyr, som jeg er tilsluttet. Jeg mærker at stillingen faktisk er rar og jeg står på knæ og bevæger mine hofter frem og tilbage, side til side, imens jeg fortsat prøver at modstå pressetrangen. Det gør så helt afsindigt ondt på det her tidspunkt og jeg er på randen til at opgive hele tiden, føler jeg. JM giver mig lattergas igen, alt imens jeg står på mine knæ og med armene hængende over hovedgærdet af sengen, som er hævet. Og herfra bliver det hele en meget underlig oplevelse for mig. Da jeg tager det første sug af lattergassen, som er skruet helt op, får jeg oplevelsen af, at JM er ond og ude på at få mig til at glemme fødslen. I situationen tror jeg, at jeg skal til at presse babys hoved ud og frygter at jeg vil glemme fødslen, fordi jeg får lattergas. Jeg siger intet til JM om hvad jeg oplever, men siger i stedet grædende og meget dramatisk til Anders, imens jeg har veer: ”Husk for os begge to. Jeg vil ikke glemme Noras fødsel.

Jeg oplever pludseligt at høre lyde, der ikke er der. Jeg kan høre dørklokken hos tandlægen, jeg gik hos som barn. Imens jeg står og brøler på alle fire, tror jeg rent faktisk, jeg er ved tandlægen igen og at jeg skal til at have revet en tand ud. Til gengæld registrerer jeg ikke rigtigt presseveerne mentalt. Men pludseligt fremstammer jeg, at jeg er meget skæv og de siger, jeg skal tage masken af. Den hallucinerende oplevelse forsvinder hurtigt og det går op for mig igen, at jeg faktisk er midt i en fødsel. Jeg fortsætter med lattergassen i små hiv og det hjælper mig med at holde ud. Men jeg forstår ikke hvad der sker omkring mig på det her tidspunkt.

På et tidspunkt bliver jeg SÅ vred på mit hår. Det er badet i sved og hænger klæbrigt mod kinderne. Imens jeg gisper og brøler, får jeg sagt meget bestemt ud i rummet: ”Mit hår skal op NU!”. Anders forsøger febrilsk at sætte en schrunchie i håret, men JM tager over, så han kan holde mig i hånden i stedet. Jeg søger hele tiden efter hans hånd (og han har siden fortalt at jeg er helt afsindigt stærk – hans hånd blev mast, haha!)

På et tidspunkt observerer jeg at Anders ser bange ud. Jeg forstår ingenting. Babys hjertelyd er åbenbart blevet påvirket undervejs, men jeg har slet ikke registreret noget som helst. Jeg brøler og gisper ud i ét væk. Imens har JM konfereret med fødselslægen og de kommer et helt hold ind for at tage blodprøver fra Noras hoved. Jeg brøler og gisper, imens de hurtigt hjælper mig om på ryggen. Fem personer er pludseligt på stuen, fødselslægen er meget sød og fortæller klart og tydeligt, hvilke mulige scenarier vi står overfor, imens han er ved at gøre klar til at tage blodprøverne nede ved mit underliv:  ”Der er 3 scenarier: gode blodprøver så vi kan fortsætte, dårlige blodprøver der kræver et ekstra sæt om et kvarter, hvis de også er dårlige skal vi i gang med sugekop og/eller kejsersnit.”

Chok. Dér blev vi godt nok bange. Fødselslægen tager blodprøverne og der kommer meget hurtigt svar. Jeg ligger bare og brøler og gisper videre. Blodprøvesvarene er heldigvis gode. Så vi kan fortsætte.

Kl. ca. 23:45:

Imens fødselslægen er ved at gøre færdig ved mit underliv, siger han pludseligt ”Hov. Så! Nu er babys hoved på bækkenbunden. Det er vist tid til at gøre klar til pressefase.” Fødselslægen og de andre ekstra personer på stuen går igen.

WOW! Nora er klar til at komme ud. Og jeg føler mig bestemt også klar til at give efter for pressetrangen, for det er så hårdt at holde igen i så lang tid. Jeg har modstået pressetrangen i 2,5 time på det her tidspunkt. Det er så sindssygt!

JM og assistent gør remedier og varme klude klar. Jeg gisper videre og forsøger bare at modstå pressetrangen, indtil jeg får grønt lys til at presse. Tårer og sved løber ned af kinderne. Jeg er SÅ klar til at presse og føler mig ikke længere bange. Jeg tænker dog ved mig selv, at jeg er det svageste menneske i verden. Jeg føler mig så slap og svag på det her tidspunkt.

JM fortæller mig at nu er det tid. Hun er klar med sine fingre nede ved skeden og siger, jeg skal prøve at presse imod hendes fingre. Jeg husker alle øvelserne fra mit fødselsflow-hold og ved lige præcis hvilke muskler, jeg skal have aktiveret i maven. Jeg bøjer mig sammen med overkroppen og hovedet nedad mod underlivet, presser nedad med mavemusklerne for fuld kraft og prøver at slappe af i min bækkenbund. Jeg tænker på mig selv som en stempelkande. Trækker hurtigt og dybt vejret ind, puster lidt ud, holder vejret, slapper af i ansigtet, og presser NEDAD og giver slip i bækkenbunden. JM udbryder ”HOLD DA OP, HVOR ER DU SEJ, LIGE PRÆCIS SÅDAN DER!”. Jeg føler mig bestemt ikke sej i situationen på nogen måde, men jeg klør på. Jeg mærker varme klude mod mellemkødet, jeg presser igen og gisper når JM beder om det. På et tidspunkt mærker jeg ”ring of fire” – hovedet er næsten ude, det brænder dernede, men jeg mangler lige det sidste og jeg skal gispe indtil næste presseve. Det gør så ondt, men jeg er bare så klar og fokuseret på at Nora skal ud og jeg ved med mig selv, at hun er her liige om lidt. Jeg presser ved næste presseve og hovedet er pludseligt ude. Anders har siden beskrevet for mig, at det var det vildeste at opleve. Jeg blev bare en robot der gik i gang med at presse, som om jeg havde prøvet det mange gange før og han var så imponeret, da han så hovedet stikke ud.

JM guider mig: ”Ja, sådan Nynne! Fortsæt, du gør det så godt. Pres!”  Jeg presser det bedste, jeg kan og kan nu mærke en stor forløsning i kroppen.

….Og pludseligt er Nora ude! Jeg mærker hendes varme, våde krop komme direkte op på mit bryst. Den vildeste følelse i verden. Og jeg siger i chok og lettelse: ”ANDERS! Hun er her nu!”. Vi græder begge to og Nora skriger med sine lungers fulde kraft lige med det samme. Og så går alt pludseligt i stå. Der er stille.

Chokket rammer os, men vi er lettede og mærker en kærlighedsrus, kigger det lille minimenneske i øjnene. Lille, fine, røde og rynkede menneske på 3416 g og 51 cm, der har sparket i min mave i mange måneder. Født præcist to uger før termin. Hun har fat i hver vores finger – én i hver hånd og ligger og kigger med sine øjne, der er godt gemt bag øjenlågene. Ret hurtigt kryber hun hen mod det ene bryst og vil sutte, så jeg skal have min bh af, som jeg aldrig fik af i kampens hede. Hun tager fat med det samme og så ligger jeg der. Græder af glæde, men også rundtosset og forvirret over hvad der lige er sket.

Pressefasen varede cirka ti minutter. Min krop var bare SÅ klar til at få hende ud, så det gik stærkt. Og hun kom ud lige præcist i minuttet, hvor datoen skiftede fra 3. september til 4. september. På Beyoncés fødselsdag. Og det får mig til at tænke på sangen ”Run the world (girls)”.  Måske derfor Nora valgte at blive født med hånden ved ansigtet som en eller anden Super Woman?

Moderkagen fødes i ét stykke og jeg skal nærmest ikke presse. De trykker hårdt på maven, imens JM trækker moderkagen ud ligeså stille. Jeg holder fokus på Nora imens. Jeg spørger ret hurtigt: ”Jeg er bristet, er jeg ikke?”. Ikke at jeg kan mærke det, men det er en fornemmelse, jeg har – især fordi det gik så stærkt. Det var min største frygt inden fødslen, at jeg ville få en stor bristning.

Jo, det er du, men vi skal lige have fødselslægen til at kigge på det.”, siger JM.

Jeg er så træt, så smadret, så glad, men også i chok over de sidste timer. Jeg forstår ikke hvad, der lige er sket. Siger til Anders ”Jeg gør aldrig det her igen.” og Anders siger ”Det forstår jeg virkelig godt. Det er jo for sindssygt, det du lige har gjort!”.

Fødselslægen kommer ind. Tjekker min bristning. Han konstaterer at jeg har en 3. grads bristning, hvilket vil sige at mit mellemkød er bristet, samt noget af endetarmsvævet. De siger alle sammen at det er meget forventeligt som førstegangsfødende, især i denne situation, fordi det var en hurtig fødsel og at Nora havde sin hånd med ved ansigtet, så hun fyldte meget mere end hvad godt er. Jeg bliver rigtig ked af det indvendigt, men siger ikke så meget til det. Jeg kan ikke rumme hvilke konsekvenser det måske har for mig. Jeg føler i situationen skyldfølelse, som om jeg har født på en forkert måde.  Men de forsikrer mig om, at jeg er den sejeste og fortæller, at de havde siddet på kontoret og fulgt med på monitoren og imponerede kunne følge med i hvor hurtig jeg var til at presse hende ud. Det var sødt af dem at rose mig, men jeg kunne slet ikke tage det ind i situationen.

Jeg bliver syet i 2,5 time om natten, med Nora liggende på brystet og med benene oppe i bøjler. De bedøver mig, laver smalltalk om arbejde og forskellige emner (jeg er SÅ træt på det her tidspunkt, men kører bare på autopilot og ligger bare og drømmer om, at de snart er færdige.)  Bedøvelsen dækker ikke alle steder, så jeg får lattergas imens, når smerten bliver for meget.

Midt om natten er de færdige. De viser mig syningerne – det ligner jo en slagmark med så mange sting. Herefter får vi noget ro. Fødselsdagsmorgenmaden kommer ind på stuen klokken 4. Vi er trætte, tørstige og sultne. Det er ikke rigtigt gået op for os, hvad der lige er sket. Vores lille kærlighedsklump sover på mit bryst, afbrudt at hyppige amninger. Jeg ligger på ryggen og må faktisk ikke rigtigt andet end det pga. min bristning.

Klokken 6 om morgen tømmer de min blære med et kateter og herefter bliver vi overflyttet til Mor/barn-afsnittet. Jeg skal observeres for mit blodtryk og min bristning, inden vi kan udskrives. Vi ender med en indlæggelse på næsten 3 døgn. Det var dejligt for os, for det var omstændigt med etablering af amningen, når jeg kun kunne ligge ned. Jeg fik hurtigt sår på brystvorterne, så jeg skulle bruge ammebrikker som aflastning. Og så var det bare rart at have fagfolk i nærheden til at hjælpe ved behov.

Ti timer efter fødslen.

Hele efterfødselsforløbet er en fortælling for sig selv og jeg må bare sige, at jeg har været noget chokeret over alle de gener og kropslige forandringer, jeg skulle rumme i efterfødselstiden. En kombination af en fødselsoplevelse, der efterlod mig med følelse af chok og kaos, fordi det hele gik så hurtigt, sammenlagt med en stor bristning, gjorde også at efterfødselstiden var præget af store følelser og tristhed de første uger, der også handlede meget om fødslen. Bristningen fyldte meget mentalt og fysisk i starten, fordi jeg kun måtte amme liggende, jeg skulle vende mig som en træstamme, jeg skulle være opmærksom under toiletbesøg, have smertestillende og isbind og jeg skulle fx kravle baglæns ud af sengen – smerterne var først på retur 5-6 uger efter fødslen. For ikke at tale om at jeg havde ondt i hver en celle i kroppen på grund af fødslen. Jeg fik også en underlivsbetændelse. Jeg var meget afhængig af Anders’ hjælp de første tre uger, både i forhold til praktiske ting i hjemmet, at få lagt Nora til brystet, men mest af alt var jeg afhængig af hans mentale støtte. Det er vildt at være i helingsproces og have brug for ro og lindring, alt imens at skulle passe på det her nye, smukke, lille liv, som var så afhængig af mig og mine bryster. Vildt skræmmende og fantastisk på samme tid. En kæmpe omvæltning, men hold op hvor kærligheden hurtigt voksede i takt med opgaven. Og vi lyttede til fødselsplaylisten igen og igen, og græd.

I skrivende stund, 3 måneder senere, kan jeg berette at det har hjulpet os meget at tale om fødslen, og for mit vedkommende har det været godt at tale om bristningen. Det hjælper at tale det igennem og det var for mig fantastisk at høre Anders’ oplevelser fra fødslen også, fordi det har givet et helt andet perspektiv på situationen. Vi er begge så taknemmelige for at Nora kom ud, sund og rask og jeg har så stor respekt for hvad min krop har præsteret. 3. grads bristning er bestemt ikke sjovt at skulle leve med i tiden efter, hvor man også skal tage sig af det lille liv og lære hende at kende, men jeg har valgt at vende situationen til noget positivt nu. Hvis ikke min krop havde givet efter med en bristning, var Nora ikke kommet ud af sig selv. Men det kom hun – så tak til min kloge krop for at gøre ekstra plads. Jeg er helet nu, er i gang med genoptræning af bækkenbunden og oplevelsen er ved at være landet et godt sted. Dog tror jeg stadig, at jeg får brug for at snakke fødslen igennem igen med en jordemoder, især hvis jeg skal føde vaginalt en anden gang, da det stadig sidder i mig som en voldsom oplevelse, der kan poppe op i tankerne, når jeg har en svær dag.  

Men jeg gør gerne det her igen, kan jeg sige nu med stor sikkerhed. For vores lille baby er uden tvivl det hele værd. Det er bare først nu, jeg forstår hvad der er sket. Kvindekroppen er vanvittigt sej og handlekraftig – og vores baby er det smukkeste, jeg har lavet. <3

1

3 kommentarer til “Fødselsberetning: om uendelig kærlighed, chokfølelse og efterfødselskrop”

  1. Nååååå så fin og rørende skriv. Pyha, som gravid i 7 uge, med hormoner rasende rundt i kroppen, må jeg indrømme, at jeg mærkede overvældende rørthed flere gange undervejs. ❤️❤️ Tak for at dele noget så personligt og meget inspirerende ❤️

  2. Ej okay jeg sidder og er helt rørt
    Hvor er du god til at skrive og beskrive de følelser man som kvinde går igennem en fødsel.
    Wow ❤️
    Kæft du er sej, jeg havde en lyn fødsel i dec 2021 på 5 timer og 43 min fra første ve til hun var ude og med en pressefase på 20 min, jeg bristede ikke eller noget, men shit jeg følte meget af de samme følelser som du.
    Wow kæmpe respekt til dig
    Vh Sissel

  3. Meget åbenhjertig beretning om en af de (største) livsbegivender kvinder går igenmem for at få et barn.
    Tak for dit bidrag til at gøre dette naturlige men også mest smertefulde til noget vi kan tale åben om!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: