Nu er det ved at være godt en uge siden, jeg fejrede min 25-års fødselsdag og jeg tænkte, at jeg lige ville dele krymmelglimt fra selve fødselsdagen, samt lørdagen hvor jeg havde besøg af mine nærmeste til kage, aftensmad og drinks.
Fødselsdag på en onsdag
Min fødselsdag startede ud med, at jeg kunne sove en hel time længere end vanligt, fordi jeg skulle møde til kursus klokken otte. Jeg blev vækket med kys af Anders, inden han tog på arbejde, og så kunne jeg lige vågne op og starten dagen i roligt tempo, inden jeg måtte ud af døren. Jeg hoppede i min blomstrede buksedragt (som jeg ELSKER) og gjorde klar til en dag med andre nye sygeplejersker, som jeg ikke rigtig kender. I min favn bragte jeg flødeboller med mig og håbede på en rolig dag med ny viden og small talk.
Da jeg kom hjem om eftermiddagen stod min kære søster klar udenfor ved porten. I favnen havde hun den hyggeligste krymmelgave og de smukkeste blomster fra min mor. Hun vidste ikke præcis hvornår jeg ville være hjemme, så hun havde stået der i en halv time og ventet på mig. Så sødt! Jeg mener… se lige hvor nutti, hun er!
Sisse havde den fineste krymmelpakke med til mig. Hun mente ikke det var nok at komme med en gave til mig til festen senere på ugen, så hun havde samlet lidt kanel(kage) til mig, ansigtsmasker, sjove sokker, chai latte, eksfolierende strømper, en smuk notesbog, en afstressningsugle (til at klemme på) og en lækker tørbørste. Sikke en dejlig gave!
Da Anders kom hjem lidt senere på eftermiddagen, kunne jeg pakke endnu en gave op. En taske, jeg har ønsket mig i flere år. Den er minimalistisk, fin og så er den håndlavet (købt hos Grün i Aarhus, hvis du ligesom jeg, også er nødt til at eje en). Jeg er helt vild med den og den går godt sammen med de fleste outfits. Win!
Og for lige at toppe dagen, tog Anders og jeg ud at spise hos Restaurant Slap Af. Det kan virkelig anbefales at spise ude på en højhellig hverdag, også selvom det involverer et par glas vin og mojitos. At vi så begge var trætte da klokken slog otte og vi gjorde aftenen lidt kortere, er en anden snak. Der blev det synligt for mig, at jeg er ved at være en anelse gammel, haha! Men altså, det er bare så rart at komme i seng i ordentligt tid, når arbejdet kalder dagen efter.
Efter fødselsdagsmiddagen, kom vi hjem til en sød fødselsdagsgave hængende på lejlighedsdøren, som to naboer havde været forbi med. Jeg er simpelthen så heldig!
Fødselsdagsfesten
Vi valgte at leje et lokale ved Sølystgade hos Beboernes Hus, fordi vi bor meget småt i vores lejlighed og maks kan husere ti mand. Festlokalet lejede vi også til Anders’ 25-års og det passer perfekt til en mindre gruppe mennesker.
Jeg inviterede min nærmeste familie og svigerfamilie, så vi blev 16 mand til kaffe/kage og aftensmad. Efter aftensmaden inviterede jeg fem af mine kollegaer forbi til drinks. Det var så hyggeligt at fejre det med nogle af dem, jeg tilbringer meget af min hverdag med også.
Bordpynt
Jeg havde ikke så meget tid til at tænke over dekorationerne til festen, så jeg hoppede en smut forbi Søstrene Grene hvor jeg fandt balloner, silkepapirs-konfetti og farverigt silkepapir, så jeg kunne folde blomster til bordpynt. Derudover fandt jeg krymmel-lignende servietter i Bilka og jeg brugte blomsterne fra den buket, jeg fik af min mor på min fødselsdag. Vi havde 25-års balloner fra Anders’ fest i oktober. Meget simpelt, klassisk og budgetvenligt – hurra!
Mad og drikke
På dét punkt har Anders og jeg nok stadig en del at lære i forhold til mængder – måske ikke kage-wise, for det passede perfekt, men i forhold til drikkelse har vi i hvertfald til endnu en fest senere på året, haha! Vi købte ind til Apérol Spritz, Mojitos, Gin & Tonic af forskellige varianter og så havde vi ugen forinden brygget på hjemmelavet Ginger Beer.
Jeg bagte to jordbærkager med mazarinbund, som hurtigt fik ben at gå på. Det er et af mine yndlingskager, især efter jeg bagte den første gang for et par år siden. Jeg lover jer, når jeg siger, at det er den bedste jordbærkage, så derfor synes jeg, I skal gøre jer selv den tjeneste og kigge forbi Annas blog: Den bedste jordbærkage.
Derudover ville min mor gerne bidrage med kage og havde planlagt at komme med Wales-stænger med en masse frugt og bær. Desværre gjorde projektet modstand, så hun måtte fremtrylle en ny kage på dagen, hvilket resulterede i lagkage med bunde fra bageren – er super lækkert alternativ!
Ydermere bagte hun kransekage til senere på aftenen og jeg skal lige love for, at de faldt i god jord hos os alle (heldigvis har vi stadig et par stykker herhjemme – det er ikke dårligt!).
Til aftensmad bød vi på Butter Chicken á la Meyer og det blev meget vellykket. Den opskrift kan jeg virkelig anbefale til en fest. Hvis man ved, der kommer gæster, som måske ikke har prøvet indisk før, kan jeg anbefale at servere det en smule mere børnevenligt, altså lidt mindre stærkt – og gerne med en Riesling-hvidvin til. Selvfølgelig skal der altid gå et eller andet skævt til et arrangement, når man selv ordner det hele og i vores tilfælde var det nok risen, der var overkogt. Men maden blev spist og folk blev mætte – hurra!
Gaver
Først og fremmest vil jeg sige, at jeg føler mig meget priviligeret. At mine gæster havde tid og lyst til at komme flere timer langvejs fra for at fejre lille mig, var en gave i sig selv. At de så også medbragte skønne gaver, var alt for meget og jeg er meget taknemmelig. Jeg fik både krus til min kaffe, hvidvinseddike, special-te og ting til terrassen. Det resterende har jeg taget et par billeder af.
Jeg fik den mest fantastiske bog af min søster. En bog, der er udfyldt af alle mine kære venner (inklusiv familie og kæreste). Jeg lover jer, at jeg græd da jeg pakkede den op og igen da jeg læste den første gang. Sikke en gave! Und lige en af jeres kære sådan en gave. Ikke nok med at vennerne skriver en masse kærligt og hjertevarmt om dig selv, som du kan læse på dårlige dage, så fortæller de også ting om sig selv, som giver dig et tættere indblik i deres skønne væsen.
Resten af festen bød på et random kattebesøg, Tip En 13’er (som I slipper for pixlerede billeder af), hvor jeg skulle både bunde øl, ramme kuglepen i flaskehul, slikke creme af Oreo, skrælle kartofler og og pille appelsin og da aftenen først tog hul på drinks og fest med mine kollegaer, kastede vi os ud i Flip the Cup og Beer Pong. Sjoooovt!
Og med disse ord vil jeg runde mit fødselsdagsindlæg af og sige tak til ALLE for opmærksomheden i forbindelse med min fødselsdag. Jeg har i aller højeste grad været heldig!
1