I følgende blogindlæg vil jeg fortælle dig om de udfordringer, jeg stod i, da jeg var færdigbagt student. Jeg har følt mig som Palle Alene i Verden, utilstrækkelig og dum fordi jeg ikke kunne komme ind på mit drømmestudie og måtte tage en omvej for at nå dertil. Flere ufrivillige sabbatår, hvor jeg følte mig meget ensom. Hvis du lige nu står i en lignende situation, kan jeg fortælle dig at du absolut ikke er alene og at der er flere muligheder for at nå dine drømme og mål: husk, det er godt med drømme!
Hvis der er noget jeg har lært, så er det at jeg ikke nødvendigvis passer ind i samfundsstrukturen som fod i hose (hvem gør overhovedet det?!). Jeg har haft mange drømme og ambitioner, hvoraf mange har været lidt fluffy og svære at opnå. Indimellem har jeg også følt, at andre folk omkring mig kunne gå på vandet og havde rig mulighed for at følge deres drømme, måske fordi de havde flair for et netværk indenfor området, måske fordi de havde det nødvendige gennemsnit fra gymnasiet. Måske var det hele bare en illusion fra min side.
Drømme bidrager til udvikling
Jeg har haft mange drømme. Det håber jeg også du har. Drømme er gode. De er et pejlemærke for hvad vi gerne vil opnå, hvor vi gerne vil hen. De bidrager til personlig og faglig udvikling og kan få os ud i alle følelsesregistre når en drøm brister eller går i opfyldelse. Drømme kan være en fantastisk drivkraft!
Da jeg var lille drømte jeg om at deltage i Scenen Er Din da jeg gik i femte klasse. Jeg gik til eneundervisning i sang med ønsket om at blive en stor sanger. Jeg deltog i en større sangkonkurrence i sjette klasse, men måtte opleve at tabe og ryge ud i første runde i finalen. Dengang var jeg overbevist om at det var livets undergang, haha! Sådan tænker jeg heldigvis ikke længere. For jeg lærte, at man kan samle sig selv op og gå videre med det, man har lært. Som jeg blev ældre og sugede flere oplevelser til mig, kom der nye drømme, mens jeg satte de andre op på hylden.
Da jeg startede på gymnasiet var det med ønsket om at starte på sygeplejerskestudiet i Aarhus efterfølgende. Jeg har altid været passioneret af at hjælpe andre mennesker. Det har altid stået mig nært. Det udsprang måske også af de bekymringer, jeg fik med alderen – jeg blev mere opmærksom på menneskers forskellige sårbarheder; nogen har måske sygdom tæt på livet, nogen går måske i stor sorg, nogen benytter selvmedicinering for at komme igennem dagen og så videre. Så planen var at jeg gerne ville uddanne mig til sygeplejerske for at hjælpe andre og jeg tænkte ikke det ville blive så svært at komme ind på studiet, så karaktererne skænkede jeg ikke den store tanke, da jeg gik på gymnasiet. Jeg havde et smukt karaktergennemsnit på 5,6, haha!
Jeg arbejdede som livredder i et par år igennem gymnasietiden. Her oplevede jeg at yde førstehjælp i forbindelse med børn, der slog sig, jeg forebyggede mulige ulykker i vandladet og jeg fik stor kendskab til at tale med bekymrede forældre, samt prøvede at holde hovedet koldt og handle hurtigt ved en drukneulykke. Altsammen som 18-årig.
Da jeg fik studenterhuen på, ventede jeg med glæde på svaret om den søgte studieplads på sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus.
Om at blive afvist og finde egen vej igennem systemet
Jeg kom ikke ind. Bum.
Det havde jeg faktisk ikke lige kalkuleret med, for jeg havde mest af alt taget højde for, at samfundet manglede sygeplejersker og at snittet ikke var særligt højt på sygeplejerskeuddannelsen. Jeg havde ikke umiddelbart en backup plan. Sikke en hul følelse. For hvad skulle jeg lave nu? Og hvad gør man lige, når man ikke kan gøre så meget ved sit karaktergennemsnit?
Jeg brugte en del tid på at lystbrokke mig over tilværelsen og var frustreret over de vilkår der var, men det nyttede simpelthen ikke noget – jeg var nødt til at tage handling hvis jeg ville ind i sundhedsvæsenet og agere sygeplejerske!
Jeg valgte at flytte til Aarhus alligevel. Kastede mig ud på dybt vand. Fik hevet lidt i nogle kontakter og skaffede mig selv et afløserjob som medhjælper i hjemmeplejens afløserkorps i Aarhus. Så skulle jeg jonglere mellem forskellige hjemmepleje-enheder. Ikke at det var en hel fast indtægt, men det var da en start. Så kunne jeg få også få noget plejeerfaring med på vejen.
Hjemmeplejen var IKKE noget for mig, fandt jeg ud af. Jeg stod i alt for mange situationer som 19-årig, som jeg ikke føler har været anstændigt. Alt for mange uetiske situationer, hvor jeg ikke kunne få sparring. Det var så uværdigt, så jeg sagde op. Fandt et fast sted på et plejecenter hvor jeg kunne være afløser og var dér for en periode, indtil de ikke havde flere vagter at tilbyde. Det var hårdt at veksle sådan mellem jobs og indtægt. Heldigvis fik jeg pludseligt tilbudt et vikarjob, som handicaphjælper i 3 måneder. Det gav ro, fordi jeg kun skulle lære ét menneske at kende og udføre opgaver i et privat hjem. Heldigvis blev kvinden glad for mig og valgte at fastansætte mig efter de tre måneder. Hurra, hvor var jeg en lettet fugl! Nu var der fast indtægt og tryghed og mulighed for at oparbejde erfaring til kvote to på sygeplejerskeuddannelsen!
Det er vigtigt at have tungen lige i munden, når man søger ind via kvote to, så jeg havde virkelig sat mig ind i papirarbejdet, fik skrevet en god og personlig ansøgning, samlede udtalelser sammen og overholdte ansøgningsfristen. Og så søgte jeg ind igen og ventede. Denne gang til fem forskellige byer, fordi jeg var indstillet på at jeg så kunne pendle fra Aarhus.
How the hell?
Jeg fik afslag igen. SLAM!
Jeg fik at vide at min hjælpererfaring ikke havde nået at tælle helt med for hele perioden. Ja, der er regler for den slags. Man skal have arbejdet minimum et halv år på mindst 30 timer i ugen med plejeerfaring, før det tæller med i ansøgningen.
Åh, suk.
Nu skulle jeg gå ét år mere. Jeg nød virkelig ikke at have sabbatår, for jeg følte mig ensom, fordi mange af mine veninder ikke var flyttet til Aarhus og jeg havde kun min søster i byen. Det var svært at få et socialt netværk stablet på benene igennem arbejdet, så jeg følte mig meget alene i takt med at jeg også arbejdede som hjælper, hvor man også er meget alene med sig selv.
Jeg var godt nok ved at være lidt muggen på systemet der. For jeg oplevede at der var så mange der begyndte på studiet, fordi de “lige havde lyst..” og derefter droppede ud igen.. og så var der lille mig, der ville give en lilletå for at komme ind!
Men sådan er livet. Jeg lærte at bide tænderne sammen, acceptere tilværelsen og begyndte at tænke fremad. Jeg trængte faktisk til at komme videre fra mit hjælperjob på det tidspunkt, men blev ved med at arbejde dér, fordi det var trygt og gav en fin indtjening. Jeg oplevede i forbindelse med mit hjælperjob at måtte udføre hjertelungeredning på en mand i en fysioterapi – en utænkelig situation at skulle opleve for 2. gang i mit liv, men jeg kunne skrive det på mit CV og tage det med i min bagage. Herefter underviste jeg et ældrehold i førstehjælp og samlede udtalelser sammen. Jeg begyndte også at tænke i andre måder, jeg kunne komme i arbejde i sundhedsvæsenet, hvis ikke jeg kunne komme ind på sygeplejerskestudiet: jeg overvejede ambulanceredder, men så var der jo dét der problem med højden (jeg var på dét tidspunkt 2 centimeter for lav!) og i et desperat øjeblik overvejede jeg kraftigt at uddanne mig til hospitalsklovn.
Mens jeg atter samlede papirerne sammen og fik skrevet en yderst velreflekteret ansøgning til de nu otte forskellige uddannelsessteder, havde jeg tænkt: “hvis det her ikke går, så kan jeg simpelthen ikke gøre mere. Der skal ske noget nu.”
Mon den mail var til mig?
Jeg husker dagen, hvor svaret på ansøgningen skulle komme. Jeg kunne ikke sove hele natten. Jeg trykkede på refresh-knappen konstant. På et tidspunkt opgav jeg.
Om formiddagen gik jeg i bad og hørte lyden af en mail på min telefon. Plaskvåd og med sæbe i hovedet, hoppede jeg ud og tjekkede mailen….. jeg tudede…. og sprang i vejret!
Gæt hvem der kom ind ved 3. forsøg! Og endda med studiestart til efteråret og ikke i vinterhalvåret. Og jeg kom ikke ind i Holstebro, Viborg, Thisted eller et af de andre mange steder. Jeg kom ind på min drømmeuddannelse i min yndlingsby, uden at skulle pendle – oveni købet med flere års erfaring rigere og mere modenhed i bagagen.
Det var simpelthen det hele værd.
Så fat mod. Hvis du står lige nu og vakler med at opnå din drøm og føler at tingene går i hårdknude, så lov mig at du rejser dig op og forsøger at finde en vej ud af labyrinten! Der er muligheder og måske du finder ud af at der er noget helt tredje, du ønsker skal ske i dit liv.
Er der nogen af jer, der har stået i lignende situationer? Jeg vil rigtig gerne læse jeres beretning i kommentarfeltet.
Krymmelkram fra Nynne
<3
2
