Hyggeligheder Mit hverdagskrymmel Selvkærlighed

Vintertid og hygge – Er du klar til at gå i ly med mig?

 

– “Jeg håber sgu ikke det regner i morgen. Det har bare at holde tørvejr.”

– “ÅH! Hvorfor skal det allerede blive mørkt? Synes næsten ikke, det har været sommer. Giv mig sommeren tilbage.

Kender du den slags frustrationer? Jeg hører det tit fra folk omkring mig – både folk, jeg kender og dem jeg ikke kender. Bevares, det er en samtalestarter for mange, men det er sjældent i positiv sammenhæng, at vi taler om vejret. Lad os ændre det!

Det omskiftelige vejr og mørke kommer bag på os hvert år. Det på trods af, vi lever i det nordlige, tempererede klima. Her er frodigt, grønt, vådt, koldt, blæsende, til tider solrigt og varmt, farveskiftende og smukt. Vi har faktisk lidt af det hele. Hele pakken. Hvor fedt er det ikke lige?

 

Mine forældre har altid opfordret mine søskende og jeg til at lege udenfor. I al slags vejr. Det var ikke altid, jeg var lige glad for det, men sådan var dét jo. Regn og vandpytter, kølig vind og kold tud, behøvede ikke sætte en stopper for morskaben. “Man kan jo bare klæde sig på til vejret.”, har min mor ofte sagt. Hvis det havde regnet, og det senere på ugen blev frostgrader, kunne man være heldig at der kom en skøjtebane på marken. Og hvis ikke, kunne man jo bare hoppe rundt i pytten med sine pippigummistøvler på. Fun fun. 

Jeg er nemlig vokset op blandt marker, skov, grusveje og køer, der tyggede drøv.

Dengang boede min familie og jeg i et gult hus på landet. Blandt forskellige roe- og majsmarker. Og i “baghaven” var der mega seje kælkebakker om vinteren, som vi troligt udnyttede, når sneen dalede. Og nogle gange i desperation om sommeren, hvor jeg savnede vinter, prøvede jeg at gnide kælken ind i stearin, så den kunne glide lettere. Lidt et projekt, haha!

Jeg tilbragte mange timer alene på markerne også. Indtil det blev mørkt. Mærkede den kolde vind på øreflipperne, næsetippen og mine tæer. Og traskede herefter ligeså stille hjem, hvor der ventede et dejligt, varmt bad.

Der var også skov, derude ved markerne. For mig, var det i hvertfald skov, for jeg var lille og den var stor. Her byggede jeg tit huler – fandt visne grene, jeg kunne bygge med. Hentede græs, blomster, blade, eller kogler, som kunne puttes i min støbejernsgryde. Og så legede jeg, at det var min mad, som jeg skulle dele med mine troldevenner, som boede i træerne. Hyggeligt, ikke?

Jeg er faktisk meget taknemmelig for det i dag. At jeg har været så vant til at være udenfor. For jeg tror, det har haft stor betydning for, hvordan vejret påvirker mig.

For mig er en regnvejrsdag utrolig meditativ. Jeg elsker virkelig regn. Både på ruden, når jeg skal sove, men også når jeg er ude i det. Og jo, det er ikke det fedeste at skulle hoppe på cyklen ud til Skejby, en tidlig, mørk morgen, trods jeg er pakket ind fra top til tå. Men så tænker jeg tit på, at vi alle er i samme båd med duggede briller, gennemblødte bukser (hvis regntøjet ikke har gjort sit arbejde ordentligt). Det er hyggeligt at se mine medstuderende vralte rundt i deres regndvale den første time. Og jeg kan ikke andet end klukkegrine lidt over det.

Nu ved jeg ikke hvordan I har det med vejret – og hvordan I tilbragte jeres tid udenfor som børn. Men hvad siger I til, at vi prøver at tage imod årstidernes skiften med åbne arme? Jeg ved godt, det er svært, men jeg er dog sikker på, vi kan. Og hvis det er lidt ekstra svært, kan der med fordel læses lidt om de positive hverdagstanker.

For efteråret og vinteren giver os rig mulighed for at hygge. Indenfor især. Hygge med en kop varmt, stearinlys og hjemmestrikkede tæpper. Bygge en hule med gode bøger, tegnebog, film og rødvin, mens simremaden hygger sig. Alt, hvad hjertet begærer. Det er nu, det er ekstra meget i orden at gå i dvale. Gå lidt til ro.

Så er du klar til at gå i ly med mig? For jeg vil i anledningen af den kommende vintertid, bestræbe mig på løbende at drysse med hyggekrymmel her på Nynnely. Og jeg glæder mig. For det bliver hyggeligt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.