Mit hverdagskrymmel Personligt

VIDEO: Velkommen til Nynnely

Velkommen til! Både dig som har fulgt mig helt fra start og dig som er hoppet med på vognen senere – og dig som måske blot er nysgerrig på hvem jeg er for én. I er alle velkomne til at lure med!

For nu skal det simpelthen ske. Det er på tide I bliver præsenteret for den her blog. Der er ingen tvivl om, jeg kun lige er startet. Helt fra bunden. Grøn. Og uvidende om “hvordan man gør”, men det fede er, at jeg heldigvis selv bestemmer mine rammer.

Jeg er meget mere end “blot” en snart færdiguddannet sygeplejerske, prøver jeg at fortælle mig selv. Jeg har en indre klovn. Jeg elsker at strikke film sammen. Jeg har sunget siden, jeg kunne stå op (stillede mig for eksempel op og sang for hele børnehaven rent spontant engang, fordi jeg havde lyst). Jeg har en indre skabertrang, som jeg stadig har svært ved at definere, men jeg forsøger at lytte til den. Jeg vil gerne blive bedre til alt hvad jeg foretager mig. Jeg vil gerne være glad og positiv. Jeg vil gerne dele mine erfaringer og perspektiver på livet. Jeg drømmer om at danse mere, måske joine et acapella-kor, lave mere teater igen eller undervise i førstehjælp (fordi det er så spændende).

Mange af disse ting, har jeg lagt mere eller mindre låg på i mange år, selvom de er en stor del af mig, min opvækst, drømme og ønsker.  For jeg har i de sidste 4-5 år været så enormt fokuseret på at få min drømmeuddannelse. Eller i første omgang overhovedet at kunne komme ind på den. Det tog mig tre forsøg at komme ind.

Jeg har i flere måneder drømt om at starte en blog. Den skulle være hyggelig, tænkte jeg, den skulle være positiv. Fordi den slags står mig meget nært – jeg forsøger at være mere positiv efterhånden. Da jeg var teenager brugte jeg SÅ meget energi på alt det negative: jeg brokkede mig, jeg beskyldte ydre omstændigheder for at spænde ben for mig og mine drømme. Jeg var så træt af ting hele tiden. Sådan så jeg i hvert fald mig selv meget. Og ved I hvad? Det negative fokus hjalp ikke en disse. Jeg gravede blot et hul, jeg fik svært ved at komme ud af. For det der med at være negativ og brokke sig er utroligt nemt – og det kan blive en drænende vane. Og den slags ønsker jeg bare ikke skal fylde i mit liv (og jeres for den sags skyld!) mere end højest nødvendigt.

Så derfor denne blog.

 

Nynnely er under proces og udvikling. Jeg vil gerne blive bedre. Min blog skal indeholde flere elementer end blot skriv. Men det tager tid. For jeg har skabertrang, men jeg skal slået helt hul på den. Jeg er spændt, glad og motiveret for at der skal ske noget på den her front, men minder mig selv om at jeg også gerne må fejle lidt… Ikke?  😉

Anyways. Velkommen til! Jeg er SÅ glad for I både kigger med her og bidrager til en masse krymmelforslag. Keep it up! Byd ind, hvis I har ønsker til fremtidige indlæg eller er nysgerrig på at lære mig mere at kende. Jeg elsker at høre fra jer!

I er søde. 

Kram

 

4 thoughts on “VIDEO: Velkommen til Nynnely”

  1. Positivitet er altid godt – gør hvad jeg kan for at være ukuelig optimist. Det kommer man længst med, tror jeg nok. Jeg har hvertfald ikke energi eller tid nok til, at hænge mig i livs små uretfærdigheder – og det ser jeg som en styrke (:

    – Kit

    1. Hvor lyder det bare godt, at du tænker sådan. Der er ingen tvivl om at positiv energi får en flyvende længere hen af vejen. Pt øver jeg mig i at filtrere dagligdagens brokkehoveder lidt fra.. ikke at jeg ikke forstår dem, men det kan hurtigt blive alt for drænende! ☺️

  2. Hej Nynne! Du har en skøn, positiv energi. Jeg følger dig også på Instagram og noget af det, jeg synes er helt særligt ved dig, er din fantastiske fjollede side! Det er et skønt karaktertræk, og jeg synes lidt, der mangler nogle bloggere her i blogland, som tør at gakke helt ud og vise deres fjollede sider! Særligt dine dansevideoer er skønne! Mere af det. Det behøver ikke at være så seriøst det hele. Du virker så rar, og fedt at du er begyndt at blogge 🙂

    Venligste hilsner,
    Signe

    1. Hej Signe! Tusind tak for din rigtig søde kommentar. Du kan tro, det varmer. Det betyder virkelig meget, at du også ser den side af mig. For du har ret – livet behøver ikke være så seriøs hele tiden og jeg vil bestræbe mig på at Nynnely kommer til at bære præg af det positive, fjollede og hyggelige også. Jeg håber du har en rigtig dejlig lørdag.

      Kh Nynne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.