Så skete det…. i sidste uge blev jeg sgu sygeplejerske! Holy moly for en omgang! Det har taget lidt tid at restituere fra sidste uges slutspurt og der kommer snart et pip om den kommende tid som færdiguddannet, når jeg lige har fået samlet et par ord om det. 

Indtil da vil jeg lige dele noget af det fantastiske krymmel, der blev drysset med i sidste uge, hvor jeg havde min sidste eksamen og kunne sætte punktum på studielivet.

 

Mandag – dagen før min sidste eksamen – tog jeg min fine kittel på, fordi jeg glædede mig sådan til at skulle have den på om fredagen til dimission. Er den ikke fin? Set i retrospekt var det måske lidt vovet, ville nogen sige, hvis man tror på den slags, men hey, jeg jinxede ikke noget ved lige at prøve den lidt.

Min søde studieveninde og kære bachelormakker, Michelle og jeg i en glædesrus af stolthed og ikke mindst kærlighed.

Vi kom begge fint igennem vores eksamen, selvom vi begge synes at have oplevet det som en yderst svær eksamen. Som minutterne gik derinde, følte jeg mig i hvert fald mindre og mindre sikker på min viden. Det var en lidt fluffy eksamen og jeg har haft forberedt mig i øst og vest. Da jeg kom ud, var jeg overbevist om at jeg lå helt nede på karakterskalaen, fordi jeg ikke syntes det gik helt som jeg havde ønsket. Alligevel kom jeg ud med en ti’er på eksamensbeviset og tårerne var ikke til at stoppe; det var en kæmpe lettelse og ikke mindst anerkendelse af det hårde arbejde. Jeg er i hvert fald hammerstolt af det store arbejde, vi har gjort med vores undersøgelse af pårørende til hjernetumorpatienter. Hurra!


Som I kan se på billederne, var jeg så heldig at mine yndlingsmennesker dukkede op på eksamensdagen. Anders tog med fra morgenstunden og holdte mig i hånden, mens jeg ventede på Michelle blev færdig og jeg selv skulle ind. Jeg tror faktisk, han var mere nervøs end jeg, haha! Solidaritets-nerver, det er sgu da sødt.

Det var en helt speciel og særlig dag – især dét at skulle opleve nogen stå og vente på én, når man kommer ud med tomatkinder og svedige armhuler. Men jeg er skisme taknemmelig for at de var der! Det var sådan en dejlig og ikke mindst overvældende dag.

Efter champagne på skolen samme dag som eksamen, gav min mor frokost på Juliette. Jeg elsker det sted, så det var selvfølgelig helt igennem en dejlig måde at tilbringe dagen på.

Der var gaveregn på dagen også. Min mor gav mig en fin fanebærende tinsoldat og en sjov bog af Maren Uthaug. Anders gav mig den fineste halskæde med fjer og Sisse gav mig en halskæde med en amatyste-sten i. Simpelthen så fine og symbolske gaver.

Hele sidste uge lignede lejligheden en blomsterforretning. Jeg fik roser og tulipaner i store mængder. Så dejligt! Og så kom en af mine naboer forbi med fastelavnsboller og flere blomster. Det var simpelthen så sødt gjort!


Så kom dimissionsdagen, hvor jeg og mine medstuderende endelig kun få sygeplejerskenålen på og fejre hinandens succes. De af jer, der har fulgt med på min Instagram, er nok ikke i tvivl om, at jeg var lidt presset i dagene op til dimission. Jeg havde i sin tid sagt ja til at holde tale på dimissionsdagen, hvis ikke der var andre, der havde lyst. Jeg blev den eneste repræsentant fra klasserne, så jeg forsøgte at samle hele flokken med en blanding af selvironi, en anekdote om en af vores undervisere, bekymringer for det fremtidige sygeplejerskeliv og sluttede af med små krymmelforslag til hvordan vi passer på os selv fremover. Jeg er så glad for jeg gjorde det, men talen blev først skrevet dagen forinden, så jeg var lidt en presset kvinde, for at sige det mildt, haha! Men det var en sjov oplevelse i sidste ende og det blev en hyggelig eftermiddag.

Et styks Nyns klar til dimissionsfest. Brillerne blev smidt, den nye halskæde kom på og håret blev krøllet i en fart den eftermiddag. Man kan meget med make-up og et bette smil, hæhæ.

Weekenden sluttede af med restitution på sofaen, en gåtur med smuk himmel, beundring af de mange blomster og fantastiske, hjemmelavede fastelavnsboller, som Anders forkælede mig med.

Jeg håber, I havde en god uge også. Hvad mon der sker i denne uge hos jer? Jeg kan sige så meget, at der pt ikke sker det vilde hos mig. Jeg forsøger at trække vejret dybt og nyde den ro, der er, inden jeg for alvor hopper i uniformen igen. 

En masse krymmelhilsner herfra

0

2 thoughts on “Ugens Krymmel #40”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: