Mit hverdagskrymmel

Ugens Krymmel #29

Hej allesammen og glædelig onsdag! 

Har I det godt? Fik I et glimt af solskinsvejret i går eller har I, ligesom mig, mere lyst til at forpuppe jer derhjemme i hulen?

Jeg har lige haft en lille blogskrivningspause. Det tror jeg, jeg har haft brug for. Kender I det, når man hele tiden forsøger at sætte ord på dagene og fokusere på at dokumentere, så nydelsesdelen hurtigt kan forsvinde midt i processen..? Derfor tror jeg, det har været godt for mig at være lidt mere nærværende i tingene. Men derfor vil jeg gerne lige dele lidt krymmel med jer fra de sidste par uger.

Jeg elsker vores nye tv-møbel, som pynter i vores lille lejlighed. Dét at et møbel bliver hævet op fra gulvet, giver en del mere plads – især visuelt og så synes jeg det komplimenterer vores store fjernsyn meget godt. Møblet har en glasplade ovenpå, hvilket får den til at fremstå mere elegant. Nu mangler vi blot at få styr på vores ledninger.

Søndag for en uge siden fik Anders og jeg spontan frokost hos Langhoff & Juul. Har I været der? De laver dejlig mad og så bliver det serveret i rustikke, hyggelige omgivelser. Og så er der jo ikke noget bedre end en halvliters øl på en højhellig søndag, hæhæ.

Mætte på frokost og øl gik vi på udkig i Øgaderne. Der er simpelthen så fint!

Sidste uge hev jeg min hjemmestrikkede trøje frem – den passer godt til en skovtur. Trøjen er blød som smør og fungerer rigtig fint som overtøj eller med en rullekrave indeunder. Jeg skal bare lige øve mig i ikke at blive for kritisk i forhold til mit eget strik – jeg har en tendens til at lægge mærke til småfejl.

I onsdags tog jeg på skovtur med min storesøster, Sisse, og vi nuppede frokost fra Langenæs Bageriet med på vejen. Med termokande og grin nød vi hinandens selskab i Marselisborg Skov og efter frokosten smuttede vi forbi de små “hjortevenner” i Dyrehaven, som eftersigende skulle være lidt farlige nu hvor de er i brunst. De fleste dyr tog dog middagslur på det tidspunkt, så det blev en fredelig tur.

Jeg gav mig selv blomster i sidste uge, bare fordi..

Jeg elsker mine mumikrus. De giver mig farverig og barnlig glæde i hverdagen, så jeg bruger dem flittigt!

I lørdags fik jeg basket godt og grundigt med vingerne ved vandet sammen med Anders. Jeg føler mig så dejligt hjemme ved synet af vand, lyden af bølger, havmåger og duften af tang. Man er vel en sild fra Glyngøre, haha! (Finder selv ud…)

I samme omgang smuttede vi lige forbi Dyrehaven. Jeg skulle jo lige se om de søde dyr stadig sov til middag. Det her billede er meget fredeligt – på trods af at dyrene var velbesøgt denne eftermiddag kunne de alligevel finde ly og ro for menneskemængden.

Senere tog vi på Streetfood og nød Spaghetti Cabonara og øl, hvor vi herefter tog en gåtur på havnen. Der er simpelthen så smukt og hyggeligt – jeg er så vild med at følge med i udviklingen, der ses i bybilledet.

Tak fordi I læser med. Jeg håber også, der er glæder i jeres hverdag og så vil jeg bare ønske jer allesammen en rigtig god dag. ❤️ 

Krymmel på og kram fra Nynne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.