Mit hverdagskrymmel

Ugens Krymmel #23

Er der søde krymmelmennesker på linjen?

Glædelig onsdag. Sikke tiden flyver, når man har det sjovt. Ugen er godt i gang og jeg har nu kunnet samle lidt (til tider upolerede) billeder til jer. Men først og fremmest: hvordan går det hos jer? ❤️

Jeg kan i og for sig ikke helt finde ud af at holde ferie. Eller det kunne jeg ikke i sidste uge. Der var kriblen og krablen og en uro i kroppen – alting føltes “ufærdigt” og jeg har haft en evig trang til at ændre ting i hjemmet, rydde op eller gøre rent. Bevares, tiden er til det nu, men det er som regel et udtryk for noget andet, når jeg får det sådan: et tomrum eller måske tegn på at jeg har været overgearet lidt for længe inden ferien kom?

Jeg har holdt fast i træningen og det giver god energi og glæde. Hurra for det! Der er flere, der siden har spurgt mig, hvilke øvelser jeg laver og hvorfor. Jeg har først og fremmest scoliose nederst i lænden, som jeg har døjet med siden teenageårene, så jeg har godt af at få styrket min ryg. Derudover døjer jeg med et løberknæ siden september og jeg har fundet frem til, at det er knæ og hofte, der skal stabiliseres med stærkere muskler. Så jeg træner for at få en krop uden smerter, hvilket så er lig med en masse glæde. Øvelserne bygger primært på at bruge egen kropsvægt som belastning, på den måde risikerer jeg ikke at overbelaste for kraftigt.

Jeg har spist morgenmad på terrassen og beundret alle mine planter for deres forsøg på at overleve i denne varme. Jeg forsøger mit bedste for at vande, men det er lidt tricky i disse dage.

Jeg har købt den fineste krymmelkjole, som jeg fik med posten i sidste uge. Den er købt brugt hos en fra Instagram og jeg er lykkelig over at en anden piges trash kan blive mit treasure. Jeg elsker når vi kan genbruge hinandens godter!

Midt i Store Rengøring i sidste uge, fik jeg brygget på en iste lavet på ferskner og citronte med hyldeblomst. Mums, det blev godt! Jeg overvejer næste gang om jeg skal lave en med citronsmag – jeg elsker citron!

Opskriften kan du finde her hos søde Thit, som i øvrigt har en dejlig blog med en masse krymmellæsning.

Jeg har været på tre timers sommergåtur med iskaffe i hånden sammen med en rigtig sød pige fra Instagram. Trods min introverthed, vil jeg sige, at jeg elsker hvordan nye mennesker kan mødes igennem de sociale medier. Yes!

Jeg har haft besøg af min søde studieveninde, som jeg skal skrive bachelor med. Hun smutter snart på en måneds rejse med sin lillebror, så vi havde lige brug for at klukke med hinanden inden da.

Jeg har været på sofajagt. Ville gerne skrive “vi”, men i det her tilfælde har jeg udnyttet fridagene til at gå på jagt selv. Som tidligere nævnt, så bor vi i en lille lejlighed og har leget MEGET med tanken om at skulle flytte i noget større. Men der er økonomiske ændringer i vente om et års tid, så lige nu giver det ikke mening. Men så har jeg foreslået at vi så måske kunne investere lidt i noget nyt til den lille lejlighed – fx en sofa med chaiselong, som man kan flyde lidt i, men samtidigt ikke er længere end 180 cm. Det er svært at finde noget i den størrelse, kan jeg fortælle jer! Men vi fundet en smuk sag fra A Room Above, som jeg glæder mig til at få hjem engang i uge 35-36.

Anders fik ferie i torsdags. Vi tog til Holsted om fredagen. Mens Anders fuldede sig med gamle venner og bekendte til en byfest, hyggede jeg med mine søde svigerforældre og fik vendt stort set hele verdenssituationen samt udtømt deres skål for chokoladekarameller (føler jeg i hvertfald. Haha!)

Da vi kom hjem fra Sydjylland var liljer sprunget ud i lejligheden. Hold nu fast en parfume! Ligeså smukke de er, ligeså meget lugter de, haha! Idet jeg er lidt parfumefølsom, kom de lige i skammekrogen udenfor om natten. Men se lige hvor fin en farve!

Efter Anders har fået ferie i fredags, har jeg kunnet mærke en anden ro. Det er som om det er mere “tilladt” at holde fri nu. Sove længe. Ikke have faste planer. Bare være. Det skal jeg virkelig blive bedre til… er det en følelse I kender til?

Jeg håber I har og får en dejlig uge – hvad skal der egentlig ske hos jer?

Krymmelkram 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.