Mit hverdagskrymmel

Ugens krymmel #19

Næ hov, se nu der! Det er blevet mandag og jeg sidder klar med Ugens Krymmel til jer. Det er ikke en hallucination her i varmen, den er skam god nok! Haha!

Hvordan går det hos jer og i den lækre sommervarme? Får I husket de små glæder midt i hverdagens hurlumhej?

Jeg synes, det er ekstra svært at være produktiv midt i varmen og overskuddet til praktikken ligger også på et minimum, men det nytter ikke noget, for min kliniske eksamen står for døren om (giiisp!) to uger, så jeg er nødt til at skrue bissen på – og vigtigst af alt, passe på mig selv og sætte ind med de små glæder.

Derfor vil I nok også kunne se sidste uges krymmel bære præg af lidt mere jordnære ting som mad, snacks og hjemmehygge.

Sommer er lig med jordbær og is i spandevis! Ha, det rimer! Og jeg skal love jer for, at det ikke er at kimse ad.

Selvom jeg er stor fortaler for sovs, kartofler og lækre stykker kød, så må jeg ærligt indrømme at min krop har haft brug for andre næringsstoffer i disse dage. Den er virkelig mæt, så den har kaldt mere på grønne fibre. Så jeg har tryllet med smørstegte asparges, simpel grøn salat med forårsløg, hjemmelavet olie-eddikedressing, croutoner, og kylling på grill. Simpelt og lækkert!

Nogen af jer skrev, at I spiser vandmelon med feta, fordi det er det eneste I kan rumme for tiden. Det er helt klart varmen der spiller ind!

Nu er der måske nogen af jer, der gisper lidt, men jeg har simpelthen klippet i mine Monki-bukser med øjne på. Jeg købte dem på tilbud for flere måneder siden og ligeså hyggelige og sjove, jeg syntes de var, ligeså åndssvagt stramme var de omkring knæene. Så de måtte delvist lade livet til fordel for at mine sommerblege ben kunne luftes i varmen. Intet er så skidt at det ikke er godt for noget. 

Her er et lille glimt fra i torsdags, hvor jeg smuttede fra praktikstedet allerede klokken tolv, for at mødes med min kliniske vejleder og andre søde studerende nede på Dokk1, så vi kunne se udstillingen på Dokk X. Har I været der?

Vi fik en større indsigt i velfærdsteknologien, der er i rygende udvikling og har fået inspiration til emplementeringen af disse teknologier i plejens verden. Og så sluttede dagen med at vejlederne hev øl og chips frem, så vi alle lige kunne nyde solen og dele nogle anekdoter med hinanden. Fantastisk initiativ!

Udover at have taget hul på eksamensbylden, tryllede jeg i fredags en jordbærsmoothie frem. Hurra for frosne jordbær og bananer! Og dette øjeblik skulle selvfølgelig foreviges.

Et meget upoleret billede fra en fredag aften med Anders hos Pondus. Som nu har fået en Michelin-stjerne! We didn’t know. Det er et dejligt, nede-på-jorden, intimt spisested med lækre råvarer. Og så er det prismæssigt overkommeligt, på trods af at det er 3-retters og med vinmenu til. Kan sagtens anbefales!

Lørdag stod Anders tidligt op, hentede rundstykker og jeg brugte formiddagen på telefonopkald og kaffe på terrassen. Dejlig start på weekenden!

Lørdagen bød også på en tur på Ingerslevs, hvor jeg fandt en masse planter til min Minigarden, som jeg udgiver et blogindlæg om i morgen. Jeg elsker plantenusning – især hvis det også kan bidrage med råvarer til aftensmaden. Mums. Så det håber jeg på.

…… og nåh ja! Jeg forvandlede rabarber om til rabarbergrød med dertilhørende makroner og flødeskum. Fordi, hvorfor ikke?

I ved det selvfølgelig allerede, men det er SÅ vigtigt at I drikker rigeligt med væske! Mit go-to har været vandmelon udover rigelige mængder vand. Vi skulle jo nødigt dehydrere! Og hvis I ikke føler tørst – så spis nogle chips! 😉

Søndag var vi forbi Bagagerumsmarked på Ingerslevs og da vi kom hjem tryllede Anders nye bremser på min cykel og fik opstrammet cykelkæden, så den kunne blive klar til den kommende uges 48 kilometer. Det er guld værd, for jeg er ikke særligt handy med værktøj, skal det lige siges.

Derudover måtte jeg om aftenen snige mig ud på terrassen og forberede blogindlæg til jer – til lyden af pipfugle, naboer og iskaffe indenfor rækkevidde. Not too shabby!

 

Hvad har jeres uge bestået af?

Krymmelkram, Nynne

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.