Hyggeligheder

Så er sommerferien bestilt! Hvor skal vi hen?

Anders og jeg er kommet til at bestille sommerferie i udlandet, selvom vi det sidste halve års tid udtrykkeligt har sagt at vi ikke skal afsted. Især fordi vi har gået med ønsket om at finde en større lejlighed. Samtidigt er der bare et begrænset udvalg af lejligheder efter vores ønsker for tiden, såøøøøhm… måske er det de højere magter, der prøver at fortælle os at vi skal vente lidt og få en god ferieoplevelse i stedet…? Jaaaaa hurraaaaa!

Vi har virkelig været i tvivl om, hvor vi skulle tage hen, så det samtidigt var nogenlunde økonomisk forsvarligt og kombineret med et hyggeligt, varmt sted med mulighed for skønherlige storbysoplevelser. Beslutningen er taget og jeg har sommerfugle i maven og kan slet ikke vente!

Så hvor pokker skal vi hen?

Vi snakkede om alt fra Berlin, Bulgarien, Holland, Island, Japan, Ø-hop i Danmark og jeg kunne blive ved, men der er en by, som har placeret sig i hjertekulen siden sidste år og som samtidigt giver bedst økonomisk mening i år og det er…..*trommehvirvel*….Budapest!

Der er muligvis en vågen følger, familiemedlemmer og søde venner, der tænker: “Men hov, var I ikke i Budapest sidste år?”. 

Jo, det var vi! Og jeg svor at jeg ville komme tilbage igen hurtigst muligt, fordi det var sådan en skøn oplevelse. Så da Anders forleden sagde “Hvae… skal vi ikke bare tage til Budapest igen?.. Det var en dejlig oplevelse, det var billigt og det var en overskuelig rejse.”, så skulle der ikke mere overtagelse til. Budapest er sådan en smuk, lyskæde-hyggelig og ikke mindst oplevelsesrig by med mulighed for at vandre i det omkringliggende smukke natur – og så kan man få seriøst gode, billige øl og drinks samt dejlig mad. Det er ikke at undervurdere! Hæhæ!

Note to self: Vi skal måske liiige øve os lidt i at tage par-selfies, for det er dælme ikke nemt, når der er tyve centimeters højdeforskel og man gerne vil have en bygning med i baggrunden, haha! The struggle is real. 

Vi tager afsted i 7 dage i slutningen af Juli. Det var lidt en udfordring at bestille rejsen så sent, især i forhold til hotel, fordi flere af stederne er fuldt booket. Men vi har fundet et sted, som har fået gode anmeldelser, så det skal nok blive godt. Det bliver et andet hotel end sidst og så kommer vi til at bo på Pest-siden, tæt på floden, ligesom sidste år, hvilket helt klart er at foretrække!

Jeg tænker, at jeg ud fra denne sommertur vil få støbt en lille Budapest-guide til jer, for det er helt klart en krymmelby, der er værd at besøge, og nu hvor jeg skal gense den, kan jeg få et bredere billede af byens skønne faciliteter. Hvad siger I til det?

Lad mig i øvrigt høre: Hvad er JERES sommerferieplaner? 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.