Mit hverdagskrymmel Selvkærlighed Smilets By

Om en god kop chai latte og at turde være alene

Jeg sidder i skrivende stund hos Kjærs Kaffebar i Aarhus. Med en god kop Chai Latte. Alene.

Indrømmet. Det er faktisk første gang, jeg gør den slags alene. Jeg har længe haft lysten til at gøre det, men jeg har altid fundet det utroligt grænseoverskridende. Altså, tanken om at skulle sidde alene med en kaffekop og bare være til stede. Og hvorfor egentlig? For jeg elsker mit eget selskab og jeg elsker at se på mennesker.

“Hvorfor sidder du her alene? Er du ensom?” eller “Har du ingen venner?”, er spørgsmål, jeg forestiller mig andre har om mig. Men det pudsige er, at jeg selv beundrer, de mennesker, der er gode til at gøre den slags. At de nyder deres eget selskab. Med en god bog, en kop kaffe, strikketøj eller måske endda uden noget i hænderne. Jeg synes blot, det ser rart og hyggeligt ud.

Krymmel fra Kjærs Kaffebar.
Jeg har fundet ud af, at jeg langt fra er den eneste, der har det sådan. For et halvt år siden, var jeg i praktik på en psykiatrisk afdeling. Min vejleder spurgte, om jeg (og mine medstuderende) havde prøvet at sidde alene et sted og blot observere de forbigående og omgivelserne. Uden en agenda. En af mine medstuderende udbrød ret hurtigt “Nej! Og jeg vil aldrig kunne finde på det. Jeg tør ikke og folk vil sikkert tro, at jeg er underlig.” 

Har du egentlig tænkt over, at mange mennesker faktisk hiver telefonen/computeren frem, hvis de venter på nogen? Det behøver ikke betyde, at de forsøger at bruge det som skjold, men personligt kommer jeg i hvert fald til at gøre det.

Når jeg taler med mine veninder om det, siger de, at de har svært ved blot at være. De har svært ved at tro, at det sagtens kan lade sig gøre at være alene uden de der skjold. De føler, at man skal have noget i hænderne, før man “kan tillade sig det.” Jeg kan godt genkende den følelse.  Lige nu sidder jeg fx også med min computer fremme og med min telefon i lommen. Det kunne selvfølgelig være sjovt at udfordre mig selv yderligere på et tidspunkt og gøre det uden. Maybe some day.

Med erfaringer fra psykiatrien in mente, er jeg dog blevet bedre til at være mere nærværende, når jeg går på gaden eller sidder og venter. I psykiatrien, skulle jeg øve mig i blot at være til stede og sidde blandt patienter, uden nødvendigvis at have et magasin foran mig og uden at skulle tale med dem. Det var en supergod øvelse, faktisk, fordi det gav en helt anden ro og nærmere en samhørighed.

Og ved du hvad? Der sker noget helt fantastisk, når mennesker møder hinanden på den måde! Det åbner op for samtale, åbenhed og smil. Lidt en fællesskabsfølelse.  Faktisk, lægger jeg pludselig mærke til de helt små ting i hverdagen, som kan gøre dagen lidt mere positiv. Og hvor er det bare skønt!

Hvad er dine erfaringer ift. det her? Er du god til at sidde i dit eget selskab ude i de offentlige omgivelser?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.