Forleden knækkede filmen sådan rigtigt for mig. Jeg fandt mig selv i en skal, jeg ikke kunne genkende, grædende og fortvivlet over min krops signaler. Vred på mig selv, irriteret og mest af alt ked af det. Jeg deler en lille brøkdel af min situation med jer i dag, fordi det giver mig et ekstra skub til selverkendelse og accept, som jeg ellers kæmper lidt med. Foruden at være navlepillende, håber jeg selvfølgelig også, at I kan bruge mit lille pip til noget brugbart i jeres livsfærden. For vi skal passe på os selv og ikke blive syge af at arbejde, men hvis vi gør, så er det vigtigt at vide, at vi ikke er alene og at der er store mængder lys for enden af tunellen, fortæller jeg mig selv.

Jeg er som nævnt tidligere, startet hos en personalepsykolog efter sommerferien. Jeg har haft mange symptomer på stress og haft episoder tilknyttet mit arbejde, som simpelthen har opslugt al den resterende energi, jeg har haft, når jeg havde fri. Sådan kan det godt være indimellem, men det skal ikke være altoverskyggende.

Derfor startede jeg hos psykologen med henblik på, at få nogle værktøjer til at gribe mit arbejde som ny sygeplejerske an: for hvordan arbejder man nærværende, indlevende og ikke mindst kærligt med mennesker i krise, UDEN at slæbe det hele med hjem? Og uden at være drænet efterfølgende? Eller uden at slå sig selv i hovedet med de (bagateller af) ting, der ikke kunne nås i vagten? Hvordan skaber jeg struktur i rammer, hvor der er uforudsigelighed og hvordan slukker jeg det bål, der brænder indeni, når ting går stærkt? Og hvordan rummer jeg alt det her OVENI et udredningsforløb med min mave? Hvordan, hvordan, hvordan?, tænkte jeg.

Blandt andet disse spørgsmål, har jeg forsøgt at få svar på ved hjælp af psykologen, som i øvrigt er super dygtig. Men samtidigt som hverdagen startede igen efter ferien, fortsatte jeg mit sædvanlige mønster med maske på, kørte videre på det blus, jeg var startet i alle andre gange. Med alt for høje forventninger til mig selv og alt for god evne til at feje under tæppet. Ikke bevidst. Det altsammen ubevidst. Også overfor min psykolog, som ellers forsøgte at skubbe til mig med en sygemelding for en måned siden. Jeg var fuldstændigt overbevist om, at jeg havde fuldstændig styr på det nu. Følte jeg havde det bedre. Sådan da. Jeg gik og tænkte “jeg tror ved næste psykolog-samtale, at jeg siger tak for hjælpen og afslutter. Jeg har det meget bedre.”

I takt med alt det her, var det som om min krop begyndte at kvittere med flere helbredsmæssige udsving. Virus mig her, virus mig der. Mere hovedpine. Mere rastløshed. Hjertebanken. Mere kaffe-behov. Søvnløshed og nedtælling til en ny dag. Stor glemsomhed. Panik-følelse. Behov for at tjekke Anders’ puls og vejrtrækning mange gange om natten (indimellem i søvne, har jeg fået fortalt). Vrede, irritation og næsten ingen overskud til at finde krymmel i hverdagen. Jeg har sågar næsten ikke lavet mad i flere måneder! Det ligner mig ikke. Min familie begyndte at kommentere på min adfærd: at jeg isolerer mig, virker ubeslutsom, vredladen, ikke rummer diskussioner. Der er så mange symptomer – men jeg har mest af alt bare grint det væk, tænkt “det går snart over, det skal bare arbejdes væk… det er nok bare efteråret der påvirker mig.”

Men kroppen lyver ikke og i sidste uge, fik jeg hvad, jeg kalder for en lille sammensmeltning. Efter at have slæbt mig selv afsted på arbejde, selvom jeg havde det piv-dårligt med en virus på vej. Det var simpelthen dråben der fik det hele til at vælte. Jeg kom hjem med migræne, tog en fed lur og græd resten af dagen og aftenen. Jeg kunne ikke mere.

Dagene efter lå jeg syg med feber, men slæbte mig afsted til en længe-planlagt psykologtid (som jeg oprindeligt havde tænkt skulle være den sidste). Hun insisterede på en stress-sygemelding med det samme og det samme gjorde min læge.

Lige dér, ramlede det for mig. Jeg følte det hele var gået fra nul til hundrede henover natten. SÅ mange spørgsmål endnu engang, både eksistentielle som økonomiske, følelsen af at være super svag til sammenligning med mine kollegaer der bare klarer det så flot, følelsen af at være en del af statistikken for nyuddannede der bliver ramt af stress første år, og med tusinde tanker om fremtid og muligheden for at gøre det, jeg elsker: hjælpe andre. Følelsen af et kæmpe-tabu og pinlig over, at der “ikke skulle mere til.” En pærevælling af katastrofetanker. Altsammen tanker, jeg ikke kan bruge til noget.

Mit fornuftsvæsen ved godt, at jeg ikke er ovenstående. Jeg er ikke svag. Min fornuft siger mig, at jeg er stærk og måske har været for stærk for længe, og at min krop gudskelov har sørget for at slå mig med et realitets-bat, inden det gik helt galt. Jeg føler måske, det hele er kommet pludseligt, men det har det sådan set ikke. Det er kommet over tid, men man kan vænne sig til meget. Nu er det bare på tide at vænne sig til en ny og yderst vigtig ting: at træde to skridt tilbage og ét frem. Passe på mig selv. Ikke tænke for meget på arbejde eller fremtid, men måske tænke, at man sagtens kan blive rask igen. Se min hjerne som forstuvet og give den lov til at få ro, restituere og så komme i gang igen i et forsvarligt tempo, når jeg er klar.

Der er selvfølgelig nogle praktiske rammer indenfor det her, som skal tages hånd om, men jeg ser min fornemmeste opgave, at gøre alt for at blive rask. Hvilket betyder, at jeg skal gøre en masse ting, jeg synes er rart og som giver min hjerne den nødvendige ro. Heldigvis er jeg god til den slags og har allerede skønne ting, jeg kan fylde mine dage med. For ikke at blive overvældet eller skal føle, at jeg skal holde struktur over mine dage oppe i hovedet, er jeg begyndt at lave et lille skema i min kalender. Et overblik over dagen, som gerne skal indeholde noget hobby-kreativitetsrelateret (for eksempel strik, græskarudskæring, puslespil), noget bevægelse i form af gåture eller yoga og ro. Planen er at få perspektiv på og ikke blot befinde sig indenfor de fire vægge, men samtidigt gøre det i et tempo, der er behageligt. Så derfor er hvil alfa omega. Jeg har bestilt en tid til massage senere på ugen – og det glæder jeg mig sådan til.

Så status er, at jeg er sygemeldt. Jeg ved ikke hvor længe og hvordan det fortsætter, men sådan ser det ud lige nu. Det er så svært at erkende, at det er dér jeg står lige nu, men jeg ønsker ikke at feje under gulvtæppet mere, for det hjælper ikke. Måske der er nogen i samme båd som mig derude? I så fald: du er ikke alene og der er lys for enden af tunellen – det er jeg sikker på. ❤️

23

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.