Jeg er startet på noget nyt og sjovt – jeg er nemlig begyndt at sy! Og derfor tænker jeg, det er passende at lave en følgeton, i samme kaliber med mine strikkeprojekter, så I kan følge lidt med i de kreative projekter herinde og se hvordan det er gået. Hvis du får lyst til at inspirere med forslag til gode syprojekter for begyndere, er du velkommen til at smide en kommentar herunder. Jeg er stadig ret ny i denne verden.

Og nu til Kjolen.

Er den ikke fin? Det er en flæsekjole, jeg har fundet den fineste begyndervenlige guide til. Hvis du, ligesom jeg, elsker en udførlig og forståelig guide og drømmer om at lære at sy, kan du finde guiden til Marias Sommerkjole lige her: https://mariamoller.dk/sommerkjole-begyndervenlig-sy-guide/

Syprocessen
Jeg har ikke syet siden sjette klasse, så jeg har været spændt på at tænde for min symaskine, efter et års tilløb, hvor jeg fik en symaskine i julegave. Heldigvis byder Maria på en opskrift på en ret simpel kjole, der er baseret på stof i rektangler, men stadig med en tilpas mængde udfordringer. Du bruger teknikker såsom at ‘overlocke’ (jeg brugte bare almindelig zigzag-funktion på symaskinen) og så lærer du at lave de fineste rynker i kjolens forskellige dele. Det var helt klart det sjoveste, synes jeg!
Til gengæld udfordrede overdelen mig, fordi det var svært at få den i rette størrelse, så jeg kunne få den over hovedet, men uden at jeg svømmede i den. Først kom jeg til at klippe den for snæver – men det blev bedre anden gang!

Når skørtedelen syes på med rynker.

Det sværeste var, at sy stropperne til kjolen, fordi det krævede lidt at jeg havde otte arme, følte jeg, haha! For at danne de fine rynker på stopperne, skal man hæfte en elastik fast og strække i den, mens man syer den på stroppen. Det lyder og ser nemmere ud end det er i virkeligheden, men det lykkedes!

Stropper til kjolen.

Jeg har virkelig fået blod på tanden og glæder mig til at sy næste projekt. Jeg er uden tvivl glad for at strikke, men der er også noget enormt tilfredsstillende i at kunne afslutte et kreativt projekt samme weekend, som man går i gang.

Hvad med jer? Har I gang i symaskinen eller står den og samler støv?

1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.