Jeg tror ikke, der hersker nogen tvivl om, at jeg er stor fortaler for at strikke. Jeg synes, det har en terapeutisk effekt, det giver mig mindre tid foran en skærm, det forbedrer min finmotorik, det giver mig glæde at se mine fumlefingre skabe et produkt og så skulle det også eftersigende være lidt bedre for miljøet.

Forleden spurgte jeg jer, hvad I bruger jeres restegarn til. Der er jo intet bæredygtigt i at købe garn, hvorefter der er en masse rester, der ikke bliver brugt. Det kan være svært at få brugt de der halve nøgler til noget, men I er kommet med en masse forslag, som jeg gerne vil dele her. Jeg synes I er så seje!

  1. Forskellige lapper til for eksempel et tæppe
    Link til inspiration: tæppe strikket i firkanter.

    Den idé er jeg helt vild med og jeg tror det er et projekt, der har været meget brugt igennem tiden. Jeg husker i hvert fald, at både min mor, moster og sågar min bedstemor havde gang i den slags projekter i sin tid. Og så er det endda meget begynder-venligt! Jeg synes især versionen, jeg linker til, er helt igennem fin og smuk at finde inspiration i. Perlestrik kan virkelig noget! Fordelen ved dette resteprojekt er, at du ikke behøver at sidde med et kæmpe projekt i hænderne, men nærmere små projekter undervejs, i det omfang, du har restegarn i farver, der passer efter dine ønsker. Og så kan du jo overveje, hvor stort tæppet skal være – om den skal passe til sofaen eller måske nærmere strikkes i en mindre version til en lille baby. Kun fantasien sætter grænser og du kan lave din helt egen opskrift.

  2. Strømper: fx stribede strømper, der nødvendigvis ikke behøver at passe sammen.
    Genialt tip, jeg er helt med på! Jeg ved, der findes et hav af opskrifter derude, man kan søge på. Jeg har indtil videre kun strikket sokker med et ribmønster og dem strikkede jeg med inspiration fra denne video.
  3. Restetrøjen
    Stine Hoelgaard Johansen designer opskrifter bl.a. til hækling og strik og hun har designet en opskrift på en restetrøje. Jeg vil vove den påstand, at der ikke findes to strikkede versioner af denne opskrift, som er ens, fordi resultatet netop bunder i de rester, folk har i deres hjem. Så grib strikkepindene, hvis du har lyst til at kaste dig ud i et sjovt projekt med et helt originalt resultat. Den er i hvert fald kommet på min liste over projekter. Du kan finde en masse inspiration inde på Instagram under hashtagget #restetrøjen.
    Link til opskriften her: Restetrøjen – Stines Varehus
  4. Små ophæng
    Her ved jeg, at du kan finde masser af kreativ inspiration hos Flair. Fx denne fine og simple ophængsversion: Lav en kvast i garn.

  5. Karklud eller håndklæder
    Hip hurra for små strikkeprojekter, som i den grad er mere miljøvenlige sammenlignet med de farverige engangsklude.

    Mit forslag til en opskrift på karklud i perlestrik:
    Brug to tråde bomuldsgarn. Slå 40 masker op.
    1. pind strikkes *1 r, 1 vr* omgangen ud.
    2. pind strikkes *1 vr, 1 r* omgangen ud.

    Sådan fortsætter du til karkluden er kvadratisk og lukker maskerne af.Vupti! Simpelt og pænt!

  6. Strikkede/hæklede bamser ud af bomuldsrester
    Blæksprutten Buster er perfekt til restegarn, skrev en sød følger. Og shit, den er sød, kan jeg så tilføje!Jeg har ikke forstand på hækling desværre, men I kan finde link til opskriften lige her og den er gratisBlæksprutten Buster.
  7. Dukketøj
    Jeg tror, der er nogle søde børn derude, der ville sætte stor pris på nyt tøj til deres dukker. Et overskueligt og ikke mindst hyggeligt projekt!
  8. Babyhuer
    Der er meget inspiration at hente hos Petiteknit, hvor der er opskrifter på alt fra nissehuer til små kyser eller pilothuer. Så sødt! 
    Link: Opskrifter til baby.
  9. Vatrondeller til ansigtet
    Genialt og endnu et godt alternativ! Her er en fin og simpel opskrift til jer, der kan finde ud af at hækle: hækl selv vatrondeller.
  10. Pom pom’er til gaveindpakning eller pynt til andre festligheder
    Jaaa! Hvem siger at alle garnprojekter, behøver være noget man kan tage på? Jeg har fundet en fin opskrift på pom pom’er, hvor du på helt simpelt vis vikler garnet rundt om en gaffel og til sidst klipper enderne “i stykker”, så den bliver rund og fin som en pom pom.Link her: How to make fork pom poms

  11. Uld til vintertøjet: vanter, huer og pandebånd
    Uuuh, der er masser inspiration at hente på nettet til det her. Du kan også læse et af mine første blogindlæg, hvor jeg deler to meget simple opskrifter på pandebånd og halstørklæde: Gå efteråret og kulden i møde: nem strikkeopskrift på halstørklæde og pandebåndJeg kan ligeledes anbefale Hipsterhuen fra Petiteknit, som jeg selv lige har strikket ud af restegarn fra Filcolana: Hipsterhuen.
  12. Indkøbsnet og frugt/grønt-net
    Wow – fedt projekt! Nogen af jer, der har forslag til en god opskrift?

Hvis I har forslag til opskrifter, så del endelig et link med mig i kommentarfeltet – så vil jeg tilføje dem i dette indlæg. Tak for strikke-inspiration! 🙂

2

2 thoughts on “Inspiration: Hvad kan man gøre med restegarn? Her får du 12 forslag samt links til opskrifter”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: