Mit hverdagskrymmel

Hej weekend #7

Goddaw i stuen og glædelig weekend! (Jeg var lige ved skrive ‘glædelig jul’, fordi min hjerne er mere eller mindre branket, haha!)

Hvordan går det hos jer? Har I udsigt til en dejlig weekend? Hvad skal der ske?

De sidste par dage samt forrige weekend, har Anders og jeg været i forberedelsesmode. Han fylder 25 år på søndag og vi har derfor inviteret en hel flok til at komme og spise kage og aftensmad (og drikke sangria og øl) i dag. Det bliver så hyggeligt, men vores ellers ungdommelige kroppe er overraskede over hvor stort et arbejde, det er, at festforberede. Thank God for Bilka og en bil, haha!

Vi har booket et lokale i Aarhus C, fordi det er umuligt at husere mere end 12 mennesker i vores lille hule, men det betyder så at vi slipper for rengøringen – og dét er ikke at kimse ad. Jeg har seriøst fået en nyfunden respekt for mine forældre og alle de fødselsdage, de har holdt igennem årene med børn hængende om benene! Og så tror jeg også, jeg må indrømme, at vi har svært ved at begrænse os. Pludselig sætter vi ambitionsniveauet lidt højere end først planlagt. Men det er dælme også sjovt at have en undskyldning for at gå i kagekrig i køkkenet, mæhæhæ!

Derudover kommer min 18-årige lillebror og overnatter hos os på en luftmadras til søndag, så der er en undskyldning for lige at blive hængende med øl og sangria, beerpong og spil.

I hører nok nærmere fra mig i den kommende uge, når jeg er kommet på den anden side af fødselsdagshyggeriet, for jeg har i øvrigt en lille liste til jer, hvor jeg deler de forslag til gaver, som jeg fik fra jer for nyligt. Stay tuned!

Weekendkrammer herfra ♥️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.