Mit hverdagskrymmel

Hej weekend #6

Godmorgen (eller godformiddag) og glædelig weekend. 

Så blev det lørdag. Solen skinner, fuglene synger og vejret er roligt. Hvad byder jeres weekend på? Hvad skal der ske?

Jeg sidder med et rundstykke med smør, et krus med te og lytter til Mads og Monopolet. Det er altid så hyggeligt. Egentlig skulle jeg have været på arbejde i dag, men de skrev til mig i går at der nærmest ikke var nogen patienter og om jeg kunne tænke mig at holde fri i dag. Jeg takkede ja. Men i morgen regner jeg stærkt med at skulle afsted!

Jeg er ret overvældet ovenpå det blogindlæg, jeg delte med jer i går. Har I læst det? Det er et af de mest personlige, jeg har delt til dato og jeg har været ret i tvivl om, om det ville give mening at dele med jer. Men da jeg modtog jeres spørgsmål i sidste uge, fornemmede jeg at der var en vis interesse. Sammenlagt med reaktionerne på Instagram, Facebook og i kommentarfeltet her på bloggen i går og i dag, er jeg blevet bekræftet i at det helt klart var det rigtige at dele, for vi er mange i samme båd! Det er det mest læste blogindlæg hidtil, så jeg er ret rørt over det, især nu hvor jeg krænger mit hjerte lidt ud. Så af hjertet tak fordi I læser med.

Men nu er det weekend og hvad skal jeg egentlig?

Ikke særligt meget. Surprise. Jeg skal nyde at arbejdsplanerne er ændret. Anders er hjemme hos sin familie i det sydlige Danmark, så jeg breder mig i sofaen, i sengen og spiser snacks. Det er i hvert fald planen for i dag. Og så overvejer jeg, om jeg skal have sorteret mit tøjskab og få sat lidt tøj til salg. Men vigtigst af alt, så skal jeg strikke videre på mit egostrik. Jeg strikker den smukke Kumulus Bluse fra Petiteknit. Den er så feminin og fin.

Hvordan går det hos jer? Har I det godt?

Weekendkrymmel-kram fra Nynne

2 thoughts on “Hej weekend #6”

  1. Elsker dine indlæg, Nynne. Og det er så rart at læse “weekend-indlæg”, som ikke er fuldstændig proppet med planer og sociale arrangementer, hvor man (igen) som introvert kan føle sig underlig og forkert.
    I dag skal jeg med min mor og søster ned til min mormor og morfar, som vi er hver lørdag, hvor vi laver mad til dem og hygger os med dem, da de er for syge og gamle til at komme ud eller lave mad selv for den sags skyld.
    I morgen skal jeg på alle tænkelige måder dulme nerver, nervøsitet og angst inden studiestart og introuge fra på mandag… puha. Tænker, at det bliver med sofahygge, læsning, gåtur og nusning af min lille, elskede hund.
    Mine weekender er (ligesom mine hverdagseftermiddage og -aftener) meget hellige. Hvor andre udnytter, at weekenderne kan bruges på en masse planer, man ikke når i hverdagen, er mine helt anderledes. Der skal gerne foregå så lidt som muligt.

    Rigtig god (og rolig) weekend! <3

    1. Tak for de meget søde ord. <3

      Jeg synes dine weekend-planer lyder helt igennem dejlige. Tænk at kunne hygge og nusse sådan om sine bedsteforældre. Nyd det! Og så vil jeg heppe på dig i forhold til næste uge - husk dig selv, sig fra og sig til og træk dig, hvis tingene bliver for meget. Det lyder til at du har skabt en god balance allerede!

      Krymmelkram og glædelig weekend!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.