Mit hverdagskrymmel

Hej weekend #4

Godmorgen. Hvordan har I det? Har I sovet godt eller er I måske lidt tømmermændsramte fra en bytur eller en sen filmaften? Måske I ikke har fået weekend endnu, men er på arbejde?

Jeg sidder med min lunkne kaffe med mælk og lytter til podcastet “Et Langsomt Mord“. En meget spændende podcastfortælling om Jesper, der blev myrdet tilbage i 1991. Sagen er stadig uopklaret. I podcastet følger vi Jespers søn i hans søgen efter svar: Hvad skete der? Hvem har slået ham ihjel? Jeg er gået lidt i krimi-mode for tiden, hvad angår podcasts. Jeg har lige hørt alle afsnittene fra podcastet “Djævlen i detaljen“, så mens jeg venter på nye afsnit, har jeg taget hul på en ny fortælling. Nogen synes måske, det er lidt voldsomt at lytte til den slags en højhellig lørdag, men jeg synes det er interessant. Det skyldes nok en morbid nysgerrig, mange af os går rundt med. Kender I det? Man forsøger at finde forståelse i det uforståelige.

Jeg har lige sendt Anders ud af døren, fordi han skal hjælpe sin bror med at male. Jeg har ingen planer. Eller jo. Jeg har planer om ikke at have planer. Det er virkelig vigtigt at jeg tager den her weekend i langsomt tempo, både fordi jeg er på randen til migræne hele tiden, men især fordi der i næste uge venter sig en arbejdsuge – og den kommer uden tvivl til at sluge energi fra mig, især fordi jeg ikke har arbejdet længe.

De ting, jeg har tænkt mig at bruge energi på denne weekend, er: 

❤️ Tegne i min zendoodle malebog.

❤️ Lytte til podcast.

❤️ Gå en tur på Ingerslevs Marked.

❤️ Kysse på Anders.

❤️ Undersøge hvor jeg kan købe maling, så jeg kan genopfriske nogle af de møbler, vi har herhjemme.

❤️ Købe potter og plante en basilikumbaby ud.

❤️ Spise chips.

❤️ Feje terrassen og vande mine planter.

❤️ Nusse om blogindlæg.

 

Hvilke planer har I for weekenden? Har I også bare brug for at læne jer tilbage og nusse med kreative projekter eller skal I måske på festival? 

Krymmelkram fra Nynne 

 

 

1 thought on “Hej weekend #4”

  1. Lyder som pragtfulde planer!
    Min lillesøster er en haj til at finde blodige opklarings-dokumentarer, som vi ser hos hende, men podcastsene kendte jeg ikke. Dem må jeg lige tippe hende om.
    Hun er hardcore gyser fan tilmed, så hun klare nok skærene 😉
    – A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.