Hyggeligheder

Glædelig jul fra mit barndomshjem

Har du fundet julestemningen frem? Glæder du dig til and, sovs og kartofler? 

I skrivende stund ligger jeg i en seng ude på landet. Ude blandt marker, grusveje og gamle telefonpæle. Vi skal holde jul her, i min storebrors hus. Og det er faktisk også vores gamle barndomshjem helt tilbage til da jeg var ni år. Min storebror købte huset af et ægtepar, som købte det af min mor og far for cirka 14 år siden.

Jeg husker at jeg var SÅ ked af at skulle flytte herfra. Jeg havde så mange gode minder om lange gåture med hunni på grusvejen, naboens barnebarn jeg legede med om sommeren, køerne på marken, skovtur, rulleskøjtetur inde i laden og halmballer i stakkevis, som jeg kravlede i og indimellem fandt nye kattekillinger i, fordi en strejferkat så det som sit nye bosted. Jeg kunne ikke helt se mig selv bo andre steder end her, så jeg gemte nøglen til mit gamle værelse i et smykkeskrin og tog den med til det nye sted. Hvis nu jeg ville hjem igen, haha!

Og nu skal jeg holde jul her. Sammen med mine fire søskende og vores far. Det synes mit indre barn virkelig er dejligt. Her er simpelthen SÅ meget mad – jeg er spændt på om min stakkels mave kan følge med!

Hvem skal du holde jul sammen med? Får du tid til at hygge med alle dine kære uden alt for meget stress og jag? Eller er du måske ude på julerejse? Jeg håber i hvertfald du får en rigtig dejlig jul.  

GLÆDELIG JUL og et stort julekrymmelkram får du herfra <3

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *