Hyggeligheder

Gaveideer til ham, der har alt – jeres forslag iblandt

Forleden skulle jeg købe fødselsdagsgave til Anders og jeg var vitterligt på bar bund. Især fordi manden stort set har alt og hvis ikke han har, så plejer han selv at købe det. Bum. Jeg ville så gerne give en gave (eller flere) som kunne appellere til noget af det han elsker allermest. Jeg efterspurgte gaveforslag fra jer og fik nogle dejlige forslag, som jeg har lovet at dele med jer, nu hvor gaven er givet. Jeg fornemmede hurtigt, at jeg ikke var den eneste, der fandt det bøvlet at finde gave til “de der mænd”, haha! 

 

Gaveideer til ham, der har alt

Oplevelse sammen
Mange af jer skrev at det kunne være dejligt at give en oplevelse i gave, hvad enten det var en koncertoplevelse, et comedy-show, flybilletter, en tur i sommerhus eller en tur til Berlin. Minder er noget af det bedste at have!

Spiritus
Er din kæreste glad for drinks? Måske kan han lide at lave den slags selv? Giv ham da en kvalitets-spiritus som han (inklusiv dig selv) kan få glæde af en højhellig mandag, når benene skal op, eller en fredag aften inden I skal en tur ud. Hertil var der også én der skrev, at man kunne købe en Sodastream som supplement til baren, fordi det er med til at lave lækre drinks.

Skræddersy din egen øl fra Carlsberg
Jeg købte speciallavede øl til Anders’ fødselsdag. Man kan enten brygge sin egen øl eller vælge én af deres favoritter. Jeg valgte en af deres favoritter og designede selv etiketten. Det var et sjovt indslag til festen, men kan også være en rigtig fin gave, hvis du skriver en sød besked herpå. Du kan læse mere om det her. 

Årskort
Det her går også lidt under kategorien med oplevelser, men hvad med et årskort til Tivoli? En tur på Aros eller til Moesgaard Museum? Måske der er specifikke steder, han elsker at opleve, hvortil du kan give et gavekort eller årskort.

Klippekort
Haha! Den her grinede jeg lidt over, da jeg læste den, for jeg er sikker på at den her gave kan forstås i sjofel forstand (hvis ikke den også skulle forstås sådan) – hvem kan ikke lide den slags klippekort? Ellers kunne det også være et klippekort til massage, til at bestemme hvilken film der skal ses, eller eventuelt et klippekort til de kedelige tjanser i hjemmet som opvask, støvsugning og så videre.

Abonnement på Illustreret Videnskab
Den her idé faldt jeg virkelig for – især fordi min kæreste elsker at lure på videnskabelige beretninger. Man kan for eksempel købe et gaveabonnement, hvor han kan få to numre af bladet, en gave (jeg valgte gaveabonnementet med en lækker kikkert) plus elektroniske tillæg om månen og stjernerne. Den faldt i god jord!

Køkkenudstyr
Min kæreste elsker at nørde med nyt udstyr i køkkenet – måske gør din ligeså? I den forbindelse kunne en smækker Globalkniv, et bagestål eller en pastamaskine lige være sagen.

Bag en kage til ham
Need I say more? Vejen til mange mænds hjerter går i gennem dejlige kageoplevelser, haha!

Øl-vin-rom-smagning
Jeg ved ikke særligt meget om det selv, men hvis din herre elsker at lave drinks selv, kan han måske også lide at få en tur ud og få én på smagsoplevelsen….?

Invitér ham ud at spise
Bestil for eksempel bord hos Det Glade Vanvid i Aarhus (jeg valgte selv denne gave til Anders). Konceptet skulle efter sigende være forrygende med alkohol ad libitum og fantastiske smagsoplevelser i form af flere-retters menu. Romantisk og hyggeligt!

Skriv små sedler og put dem i en krukke
Hvis du gerne vil gøre noget ekstra særligt og personligt, så kan jeg anbefale at du “lægger hovedet i blød” og skriver 50 små sedler med grunde til hvorfor du elsker ham. Sig til ham at han må læse én per dag. På den måde kommer gaven til at holde i længere tid og det kan bringe god stemning på en eventuel grå hverdag. Det plejer at være enormt hyggeligt og sjovt at se, hvad han trækker op fra krukken næste gang.

 

Dét var listen indtil videre. Umiddelbart vil jeg sige den primært er kæreste-relateret, men flere ting på listen passer helt sikkert også som gave til farmand. Hvis I har flere bud til listen, så skriv endelig – så vil jeg løbende opdatere. Jeg håber jeres mænd bliver glade!
Krymmelkram fra Nynne <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.