Grublerier Selvkærlighed

Et navlepillende og ærligt skriv på en fredag eftermiddag.

Jeg sidder i skrivende stund og lytter til regnen. Terrassedøren står på klem og der kommer en kølig brise indenfor. Det dufter så dejligt. I ved, duften af fugtig jord, grønne blade – det hele dufter af en våd gåtur i skoven med udsigt til en kop varm kakao bagefter.

Jeg er gået lidt i hi. Sommeren har været så dejlig og jeg har nydt alt hvad jeg kunne, men jeg kan godt mærke, at min krop ikke er bygget til varmen i så lang tid. Jeg begynder langsomt at dagdrømme om regnvejrsdage, hvor jeg kan sidde indenfor med en kop varmt, tændte stearinlys i vindueskarmen og strikketøj i hænderne. Høre en god krimipodcast. Snige dynen ind på sofaen om eftermiddagen. Tænke på den næste film, jeg skal se. Jeg savner meget af det krymmel, som jeg begyndte at dele med jer, da jeg startede bloggen for næsten et år siden. Tænk, der er gået et år lige om lidt!

Og nu vil jeg gerne indrømme noget for jer. Jeg har skriveblokade og føler, jeg har tabt mit krymmel. Jeg har en masse blog-kladder stående, men de skriver ikke rigtigt selv og jeg kan ikke rigtigt få kriblefingrene til at taste noget godt på tastaturet. Jeg overtænker sikkert det hele, men jeg vil heller ikke bare skrive noget halvhjertet. En kær veninde sagde til mig, at vejen ud af en skriveblokade som oftest er at man bare skal begynde at skrive noget. Ikke tænke over, hvad der som sådan skal komme ud af det, men være tro mod sig selv og sine tanker.

Så nu skriver jeg til jer. Lader egoet ligge. Lader teksten være som den bliver – uden et mål eller et decideret planlagt budskab.

Denne sommerferie har været så dejlig. Den har indeholdt så mange gode ting – det kan man også se på mine blogindlæg – men på sidelinjen har jeg bestemt været i en lidt navlepillende proces med mig selv. Det er blevet tydeligt for mig de seneste uger. En svær familierelation har gravet op i gamle følelser og jeg er gået lidt i sorg, mens jeg samtidigt også er i en rygende udvikling uddannelseswise. Jeg er færdiguddannet om fem måneder! Min krop er presset. Så den svarer med kronisk hovedpine, hjertebanken og dårlig søvn.

Det er frustrerende, men forståeligt.

Jeg går lige nu hos en rådgiver, der hjælper mig med at navigere rundt i mine følelser midt i al det her med min familierelation. Jeg er blevet lidt klogere på mig selv og mine mønstre – jeg glemmer mig selv så hurtigt i forsøget på at være der for andre, selvom jeg efterhånden er blevet klogere på mine behov. Problemet er bare, at jeg grubler meget over hvad jeg egentlig har behov for og hvordan jeg ønsker det skal være, hvordan jeg skal sige fra, hvordan jeg kan gøre mere for mig selv, men jeg italesætter det sjældent overfor de mennesker, det egentlig berører. Jeg lader det bare hobe op.

Det er okay. Jeg skal nok blive bedre til at sige fra, sætte grænser og lytte til mine behov. Min rådgiver siger, at det er en tålmodighedsproces og at Rom ikke blev bygget på en dag. Samtidigt frygter jeg, at jeg aldrig kommer til at holde helt fri – for udover uro i baglandet, hvad så når jeg skal agere sygeplejerske for mennesker, der bestemt også har brug for mine kompetencer? Lærer jeg nogensinde at holde fri og bare være der for mig selv?

Min rådgiver har givet mig en opgave for til næste gang vi skal ses: Jeg skal i en notesbog skrive hver gang, jeg føler glæde. Hvad enten det er lyden af regn, et dejligt måltid mad, et langt kys eller en aftengåtur. Egentlig meget krymmel-relateret. Det lyder måske nemmere, end det i virkeligheden er. Men det er en måde hvor jeg kan blive klogere på, hvad der egentlig betyder noget for mig – hvad der giver mig værdi og en følelse af “det gode liv“, så jeg kan finde ud af hvordan jeg får mere af den slags ind i mit liv og fjerne mig fra dét der tynger mig.

Én ting, der er helt sikker: Denne blog må aldrig blive en belastning for mig. Den skal give mig glæde – den må aldrig blive en sur pligt, for så har den mistet sit formål. Jeg er så glad for, jeg startede på den for et år siden, for udover at jeg indimellem er heldig at inspirere nogen af jer, så starter den altid med, at der er noget indeni mig, som jeg har brug for at italesætte og fokusere på – og det er i den grad at jeg har brug for at gøre livet til noget sjovt, hyggeligt og dejligt!

Krymmel på og af hjertet tak fordi I læser med! ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.