Personligt

En lille fortælling om fire års kærlighed

I dag er det mandag og Anders og jeg har årsdag. Det er ikke noget, vi plejer at fejre som sådan, men det betyder alligevel noget at anerkende dagen. Jeg synes fire år lyder som utroligt meget og alligevel føler jeg, der er gået langt flere år – for jeg kan ikke rigtigt huske, hvordan min hverdag forløb sig før Anders kom ind i mit liv.   

Vi er igennem årene blevet spurgt mange gange, hvordan vi mødte hinanden. Og historien er både klassisk og alligevel lidt anderledes. Klassisk på den facon, at jeg på dét tidspunkt havde opgivet tanken om at finde en kæreste. Og vupti! Så dukkede han op. Eller kom snigende. Derimellem. Haha! Historien er anderledes, fordi, når folk spørger: “Hvor længe har I så boet sammen?“, kan vi svare: “I al den tid vi har kendt hinanden.” Det plejer altid at være lidt en sjov samtalestarter.

Jeg mødte Anders tilbage i 2014, da jeg flyttede ind i et bofællesskab, hvor der boede to piger og en fyr. Fyren var ret sød og hed Anders. Der gik et halvt år, hvor vi delte væg, badeværelse, køkken samt røverhistorier med hinanden, før vi også begyndte at tage del i hinandens liv. Det startede meget uskyldigt – hvor jeg hang meget ud i køkkenet når han lavede mad for eksempel – mens vi begge samtidigt gik på æggeskaller, fordi vi godt kunne lide hinanden, men havde svært ved at tage skridtet videre til at italesætte det. Senere begyndte vi at date hinanden i smug – lidt à la Monica og Chandler fra Friends -, inden vi besluttede os for at blive kærester og var klar til at fortælle om vores romance til vores roomies (som i øvrigt tog det enormt pænt!).

Vi var kærester i et halvt år før vi flyttede i en lejlighed for os selv. I nogens øjne, lød det som en tidlig beslutning, men for os gav det supergod mening. Vi var ikke nervøse for om vi kunne holde hinanden ud eller om vi kunne finde ud af at bo sammen, for alt hvad der kan udfordres i dén forbindelse var allerede testet af som roomies, haha! Jeg vidste allerede at Anders var god til at gøre et badeværelse rent, hvorimod jeg var bedre til at vaske tøj uden at blande farverne sammen. Og allerede dér er koden knækket til en god arbejdsfordeling (jeg HADER at gøre badeværelset rent, så den tjans får han!).

Anders er skyld i, at jeg startede min blog – det var ham, der bakkede op og gav mig skubbet og han er en stor inspirationskilde til meget af mit krymmel, fordi han er et af de mest positive mennesker af os to. Derfor synes jeg, det er på sin plads, at jeg deler ti ting, jeg har lært af ham de sidste fire år.

Jeg har lært:

  • hvordan man laver sovs fra bunden – med fond, der er kogt ind i flere timer.
  • at man kan føntørre ledninger, når en lampe skal hænges op, så ledningen hænger så lige som muligt i loftet.
  • at man skal huske, at fjerne madrester fra vasken (det er jeg seriøst dårlig til!)
  • når du rører rundt med en teske i en kop kaffe/te/kakao, kan du slå skeen mod krusets bund og høre hvordan tonen bliver højere ved hvert slag – det skyldes, at lydens hastighed i kaffen ændrer sig, efterhånden som bobler i væsken slås ud. Vigtig viden i følge Anders!
  • at det ikke hedder “der skal bare lige bores et hul i væggen“. Det handler om præcision!
  • at det er en udfordring at være farveblind, når man skal svitse kød, for hvornår er kødet gennemstegt?
  • at kage er en meget vigtig spise og at man aldrig kan få for meget chokolade.
  • alt muligt sejt om rummet, rumraketter, raketmotorer samt planeter og lysets hastighed. Det skal altsammen lige friskes op indimellem, men jeg er sikker på jeg har lært noget!
  • at spise spareribs. Det har jeg aldrig prøvet før – og det smager jo åndssvagt godt!
  • at man kommer langt i livet med nysgerrighed – med nysgerrighed lærer man en masse nyt.

Tak fordi I læser med. Jeg håber, I har en skønherlig mandag – husk at drysse med krymmel hvor I kan! ❤️

Krymmelkram fra Nynne

3 thoughts on “En lille fortælling om fire års kærlighed”

  1. Cute fortællingsindlæg, Alt om rummet, verdens historie og sejlads, har min kæreste også lært mig. I de første par år fortalte han videns-godnathistorie for mig i en halv time hver eneste aften – i disse dage læser hans så højt af tredje og sidste bind fra en fantasy serie, hvilket også er helt fantastisk hyggeligt. 45 minutters højtlæsning hver dag (minus dem hvor vi er fulde, syge eller på ferie), burde være en menneskeret !

    – A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.