Grublerier Selvkærlighed

En gåtur som påmindelse om at være mere nærværende.

Tirsdag over middag besluttede jeg mig for at tage ud. Jeg har følt mig bundet til sofaen, bundet til mit strik, haft brug for hule og alenetid. Men min krop higede efter lidt jord- og naturforbindelse, så jeg slæbte mig selv afsted med et kamera i hånden. Det er sjovt, jeg har altid syntes det var lidt underligt at gå rundt med et kamera. Jeg kan bedst lide at “blende ind”, men jeg fattede kameraet og tog en lille tur ud i Aarhus’ smukke naturomgivelser.

Jeg gav mig tid til at være langsom og betragte omgivelserne med et par nye sæt øjne. For jeg er efterhånden vant til de fleste steder i Aarhus, så jeg glemmer at se detaljerne. Kender du det? Du ser byen, naturen, omgivelserne, men du ser dem ikke rigtigt, fordi du som oftest har travlt med at komme fra a til b. Nærvær forsvinder hurtigt, når du har travlt eller jonglerer med flere ting.

Naturen er smuk. Vi siger det hele tiden. Men det er den virkelig! Og jeg glemmer ofte, hvilken følelse den bringer mig i, når jeg tager mig tid til at se den. Så jeg tog billeder på vejen – øjebliksbilleder, jeg ikke tænkte blev noget særligt.

Jeg gik en tur langs gaderne på Frederiksbjerg. Faldt over en mælkebøtte. Byens græs og træer er efterhånden kommet sig ovenpå den kraftige sommervarme. Det har været en lækker sommer, men jeg tror vores natur har glædet sig til regnen. Og helt ærligt, det har jeg også. De visne blade vidner om at efteråret begynder at nærme sig. Det glæder jeg mig til. Jeg er klar til at åbne armene for mørkere aftener, stearinlys og varme tæpper. Men jeg forsøger at nyde overgangen, for livet er også lige nu. “Hvorfor tænke fremad hele tiden? Hvorfor ikke stoppe op og være mere nærværende?“, tænkte jeg idet jeg gik videre. Jeg tænker meget fremad hele tiden: til alle de ting, jeg glæder mig til, men også de ting, jeg gruer for. Men jeg vil så hjerteligt gerne være mere i nuet. Det er i nærværet der er tid til at sanse og med sanserne husker vi bedre.

Pludselig stod jeg under grønne trækroner. Det fik mig til at tænke på min barndom, da vi boede på landet og havde en kæmpe have med bøgetræer. Som lille kravlede jeg derop, for at se udsigten over haven. Jeg savner dengang. Dengang kastede jeg mig ud i at klatre, uden at tænke over hvordan jeg skulle kravle ned igen. Det kan jeg godt savne nu. Savne nysgerrigheden. Tænk hvis jeg kunne blive bedre til at være i nuet og derved mærke hvad jeg har lyst til lige nu, uden at tænke så meget over hvad der skal ske bagefter. Hvorfor er det så svært? 

Det er sjovt hvordan kameraet kan fange et øjeblik fra en gåtur. Nogle gange er der så mange indtryk, at du helt glemmer at se de små ting omkring dig. Måske fordi du har travlt med at tænke fremad?  Disse smukke skovblomster, som jeg ikke ved hvad hedder, stod gemt blandt højt græs og brændenælder. Jeg fik kun øje på dem, fordi jeg tog mig tid.

Regnjakken og huen var på, fordi jeg troede det var koldt, men det er stadig dejligt mildt i vejret. Selvom jeg bor i et nordligt land, har jeg stadig ikke lært hvordan jeg skal klæde mig på. “Vejret ser lidt gråt ud, jeg må helle tage regnjakken på. Tænk, hvis det begynder at regne?“. Og hvad så, hvis det begynder at regne?

Mit mind-set er virkelig koblet på en hvad nu hvis- tankegang. Jeg ønsker, at være bedre til at stikke fingeren i jorden og mærke efter hvad jeg har lyst til lige nu. Ikke om et halvt år, når jeg skal søge job, eller om flere år når jeg vil stifte familie. Hvad drømmer jeg om lige nu for at skabe glæde i min hverdag? For livet er også lige nu.

Nok et af de smukkeste øjeblikke fra gåturen: naturens eget spejlbillede. Og træstammernes forskelligheder. Det er lidt ligesom os mennesker. Vi er hver især sået, formet og vokset op i forskellige omgivelser, med forskellige opvækster, og med forskellige og alligevel helt almindelige kroppe.

De første år i min barndom boede jeg på landet, men det meste af min opvækst har været ved Limfjorden. Vand og sandstrand er et helle for mig. Jeg føler mig automatisk hjemme så snart jeg nærmer mig vand. Jeg elsker det især, når der er blæst og køligere temperaturer. Der er ikke noget hyggeligere end lyden af bølger der slår ind mod stranden, mens små regndråber af hav rammer næsetippen og havmåger flyver rundt og varsler med deres kraftige stemmer.


Jeg fik øje på denne fugl, som ihærdigt forsøgte at lægge an på en anden fugl, mens den afværgede havmågerne. Den så meget majestætisk ud, blafrede med vingerne i en uendelighed (man skulle tro, den vidste jeg stod og tog billeder af den). Jeg kan dog ikke placere hvilken fugl det er. Det lignede ikke helt en and eller en svane og den var ikke så lang som en hejre. Hvilken fugl tror du, det er?

På vejen hjem besluttede jeg mig for, at sådan en gåtur skal være en ugentlig ting på krymmel-listen. Jeg føler ofte, jeg løber stærkt – især i mit hoved. Jeg tænker meget langt frem i planlægningen og grubler også meget over det skete. Men jeg vil gerne være bedre til at være i nuet. For jeg er virkelig af den opfattelse, at jo bedre jeg kan det, des bedre kan jeg mærke hvilke behov, jeg har. Om jeg har følelser gemt til side, om der er uforløste ting, om jeg har brug for noget mere glæde i tilværelsen eller om jeg rent faktisk vil prøve at kaste mig ud i noget nyt.

Livet er lige nu. Vi bruger så meget tid på at tænke frem og tilbage, så vi ikke ser hvad der er foran os lige nu. Er det en følelse du kender? 

Tak fordi du læste med. ❤️

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.