Selvkærlighed

Det kolde vintervejr: 12 krymmelting du kan bruge din tid på

Glædelig vintervejr!

Eller, vi er jo sådan set hoppet ind i en forårsmåned nu, men som det ser ud lige for tiden, så har vejret planer om at være frysende koldt noget tid endnu. Og for pokker, det er koldt! Især hvis man, ligesom jeg, på dummeste vis, ikke har investeret i en ordentlig vinterjakke i år. Hvornår lærer jeg det?!

Men. Selvom vinterkulden bider og napper, udtørrer din hud og giver dig startvanskeligheder om morgenen, så vil jeg vove at påstå, der stadig er simple, skønne ting, du kan foretage dig mens vintervejret står på. I stedet for at have dårlig samvittighed over, at du ikke rigtigt kommer ud og er produktiv, kan det nærmere ses som en mulighed for at komme lidt ned i gear…? Så her er nogle små forslag til hvordan du åbner armene for den kolde vinter og giver dig selv et lille kærlighedskram. Du er velkommen til at bidrage med flere ting til listen.

 

Mine 12 krymmelforslag til at komme lidt ned i gear i vintervejret:

✜ Læs en rigtig god bog. Måske du har en bog, du aldrig rigtigt har haft tid til at få taget hul på..? Jeg har for eksempel ikke fået læst Papmachéreglen færdig.

✜ Tænd stearinlys. Eller dryp stearinlys i vandglas! Shit, det gjorde jeg meget som barn. Ikke fordi jeg brugte mine kreationer til noget, men det er bare så hyggeligt!

✜ Lav perleplader, strik et halstørklæde, tegn en tegning eller mal i en zendoodle. Find dit indre barn frem og lav noget hyggeligt indenfor. Kun fantasien sætter grænser! 

✜ Hvis du trænger til frisk luft, så gå en tur. Selvom det er vinterkoldt, er det faktisk muligt at komme udenfor. I promise. Det er ikke sikkert, du ligefrem føler behovet for at være aktiv med klatring i træerne (fordi den slags gør vi jo alle tit… haha!) , men det kan også være befriende blot at gå en lille kort tur langs skov og strand og mærke kulden kysse kinderne for en stund. Nyd det!

✜ Hvis du er mega vild, kan du passende kombinere punkterne. For eksempel, tænde for en masse stearinlys og tage et langt, varmt bad. Slut eventuelt af med et fodbad, mens du ser din yndlingsserie og spiser et stykke chokolade eller lytter til en god podcast, der gør dig glad.

✜ Hvis du har tørre fødder og hæle, ligesom jeg, så smør dine fødder godt ind i olie eller creme og tage et par lune sokker på (helt perfekt til de ellers kolde vinterfusser!). Sov med dem på natten over. Når du vågner, vil dine fødder smile af glæde, fordi de er så bløde og lune. Win!

✜ Hvis du skal ud en tur for at handle, shoppe eller andet, så læg lige mærke til lyden af knitrende sne under dine støvler. Fantastisk, ikke?

✜ Benyt lejligheden til at lave den lækreste hjemmelavede suppe, der kan smøre din hals. Forleden lavede jeg aspargessuppe – både nemt, smørende og lækkert!

✜ Hvis der er meget sne i din nærhed: Byg en snemand. Eller en iglo, haha! Et projekt, jeg kastede mig ud i som barn klokken fem om eftermiddagen på en højhellig søndag. Gæt selv om jeg blev færdig..?

✜ Spred kærlighed til din næste ved at skrive en lille hilsen i sneen eller på deres snebelagte bil.

✜ Drik varm chokolade med flødeskum. Because why not?

✜ Skriv 3 gode ting ned fra din vinterdag. Og husk på at vinteren ikke varer evigt! Du skal nok få varmen igen.

Hvad skal mere med på listen? Smid en besked i kommentarfeltet – jeg er sikker på der er MANGE flere krymmelting, der fortjener en plads på listen. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.