Foodie

Asiatisk-inspireret kylling i rød karry og kokosmælk

Hej allesammen og velkommen til krymmelkøkkenet! 

I dag skal vi lave en af mine yndlingsretter, som jeg gerne tryller med, når jeg har brug for lidt farverig (og lettere spicy) aftensmad. Hvem kan ikke lide en dejlig asiatisk ret med kylling, ingefær, chili, kokosmælk og rød karry?

 

Du skal bruge følgende: 

(til cirka 4 personer)

⇢ 4 dl parboiled ris

⇢ 3-4 store gulerødder

⇢ 1 hel broccoli

⇢ 2 røde peber

⇢ 2 rødløg (eller alm. hvide løg)

⇢ 3 fed hvidløg 

⇢ Frisk ingefær på størrelse med en tommeltot

⇢ 2-3 toppede teskefulde rød karry 

⇢ 2 dåser kokosmælk (ikke light, da du nemt kommer til at skille sovsen)

⇢ 2 spsk sesamolie (eller almindelig solsikkeolie)

⇢ Lidt salt

⇢ Smag til med soya

Sådan gør du: 

Forbered alle grøntsager: Skræl gulerødderne og skær dem i skiver. Skær peberfrugt i tynde strimler.  Skær broccolien i små buketter. Hak løg i små både, det behøver ikke være finthakket. Tag skræl af ingefæren og hak det fint. Pil hvidløg og skær det fint. 

Tag et nyt skærebræt og hak kylling i tern. Drys salt udover.

Du er nu klar til at svitse herligheden.

Hvis du har en wok – brug den! Ellers kan du sagtens bruge en dyb pande eller en gryde. Opvarm din wok/pande/gryde og tilsæt sesamolie.

Svits løg til de er gyldne og tilføj herefter kylling, ingefær og hvidløg sammen med løg. Tilsæt rød karry og svits det hele sammen indtil kyllingen er stegt igennem. Herefter kan du med fordel tage tingene fra panden over i en anden skål, så du nu kan svitse de resterende grøntsager for sig selv i et par minutter. Herefter blander du det hele sammen, skruer ned på middelvarme og tilsætter kokosmælk (for kraftig varme kan få mælken til at skille!).

Smag retten til med soya. 

Kog risene, mens retten står og simrer.

 

Tip: 

  • Hvis dine ris kræver at blive kogt mere end 15 minutter, vil jeg anbefale at du starter med at sætte risene over som det første, inden du starter på at lave grøntsagerne. På den måde risikerer du ikke at grøntsagerne mister al deres sprødhed.
  • Retten smager også fantastisk sammen med nudler – kog nudlerne og svits dem eventuelt på en pande for sig.
  • Du kan pynte retten med forårsløg som topping.
  • Du kan sagtens peppe retten op med ekstra grønt, hvis du har rester i grøntsagsskuffen!

 

 

Krymmelkram og velbekomme, 

fra Nynne ☺