Mit hverdagskrymmel

14 krymmelmål for år 2018 – let the year begin

Godmorgen og glædelig torsdag.

I dag skriver vi den 4. januar 2018. Det er helt underligt at skrive et nyt årstal, men ærligt, synes jeg det ser pænere ud end 2017. Fik du hoppet dig godt ind i det nye år og skålet med dine medmennesker?

Jeg vil gerne dele mine planer, håb og drømme for år 2018. Jeg synes det er en rigtig fin måde at reflektere over sin tilværelse og hvordan man ønsker at forme sin hverdag. Jeg har aldrig rigtig gjort mig i nytårsforsæt, men synes dog alligevel at nytår får én til at zoome lidt ud og gruble over hverdagslivet: er jeg tilfreds med hvad jeg laver? Er der noget jeg ønsker at ændre? Hvad kan jeg gøre bedre? Hvad gør mig glad? Midt i hverdagsræset glemmer jeg i hvert fald hurtigt, at lave det der zoom.

 

 

1. Strikke mere
Et par dage inde i det nye år fik jeg strikket Mors Popcornbluse færdig. YES! Og det har givet mig blod på tanden. Jeg vil gerne strikke meget mere i det nye år – øvelse gør mester, som man siger – og så synes jeg bare det er så hyggeligt at sidde med og samtidigt få et færdigt og brugbart produkt ud af det, hvad enten det er til mig selv, min kæreste eller en helt tredje. Det kræver selvfølgelig lige at jeg køber garn i det omfang min SU-pung tillader det.

2. Bage én gang i ugen
Nogen vil måske synes, det lyder urealistisk, men jeg elsker virkelig at bage (ikke fordi det nødvendigvis er kønt det hele) – det har lidt den samme effekt på mig, som strikketøjet har. Og jeg har jo fået en Kitchen Aid, så jeg kan endda strikke, mens dejen æltes. Plus, det er lækkert at have noget hjemmebag, når man kommer hjem efter en lang dag. What’s not to like?

3. Videreudvikle bloggen
Jeg startede bloggen i september 2017, efter at have grublet over det i nogle måneder. Jeg har en del ting på hjerte, men det er en proces, der tager tid, for jeg vil gerne gøre det helhjertet. Derfor kan der indimellem gå lidt tid imellem mine personlige, grublende indlæg, men vigtigst af alt er, at I føler jer velkomne og kan spejle jer i noget af det, jeg skriver om. Jeg har for eksempel også overvejet en lille giveaway, fordi I er så søde. Så giv endelig besyv med, hvis der er noget I ønsker at vide mere om!

4. Færdiggøre min uddannelse
Det her er året for slutspurten af min uddannelse. Til februar er vi færdige med stort set al teori på skolen og skal nu sendes ud i flere praktikker, indtil vi skal skrive bachelor til efteråret. Jeg er spændt som en flitsbue (næsten mere end hvad godt er), for jeg ved at det her år kommer til at gå hurtigt og før jeg ved af det, står jeg med min sygeplejerskenål og skal være “voksen.” Det forudsætter selvfølgelig at jeg består alle mine eksaminer i dette år og jeg synes niveauet er ved at være ret højt. Pyyyyh. 

5. Flytte i noget større
Det er ingen hemmelighed, at Anders og jeg bor i en lille lejlighed. Vi har boet i en skøn lejlighed på Frederiksbjerg i Aarhus i næsten 3 år – i en lejlighed på 47 kvm. Det er liiidt presset med pladsen efterhånden og jeg er ved at være ret træt af at bo i stueetagen, hvor jeg føler mig til skue meget af tiden, haha! Så vi er gået i grublemode om fremtiden og lurer lidt på diverse lejligheder. Jeg håber virkelig det bliver året for den slags forandringer!

6. Gennemføre Aarhus City Halvmarathon
Jep. Det er måske ret ambitiøst med et løberknæ, men dream big or go home! Jeg trænede op til Broløbet i september og jeg synes virkelig det er sjovt at løbe, hvis ikke det var fordi, jeg dengang var for ivrig og fik en mindre skade ugen op til løbet og derfor ikke kunne deltage. Derfor har jeg nu sat det her mål, forudsat at jeg selvfølgelig passer på mit knæ og starter langsomt og roligt ud og gradvist øger min distance. Tålmodighed, Nynne!

 

7. Skabe vores helt eget økosystem i en vinballon (Se billede)
Ret specifik ting, ikke? Det er faktisk noget, Anders går og drømmer om og han fik den her i julegave af min søster. Det var nemt at overtale mig til sådan et hyggeligt planteprojekt, så vi vil i gang med at lave et lille planteunivers i den her. Er det ikke mega sejt? Tænker det er en proces, der også får lov at blomstre her på bloggen. Så må vi se om det lykkes!

8. Starte min egen minikøkkenhave
Et super hyggeligt projekt, som jeg faktisk startede på sent i sommers. Desværre kom jeg lidt sent i gang, så det blev et ret halvhjertet projekt, så i år må det være! Crazy plant lady…

9. Telefon- og fjernsynfri ved sengetid
Et punkt mange faktisk har på deres nytårsforsæt-liste i år. Måske vi allesammen ønsker at være lidt mere nærværende, hvor vi er? Det er dog et mål, der bliver ret svært for mig at leve op til fast, for jeg elsker at lure på alle I skønne mennesker på Instagram, inden jeg går i seng, men jeg har erfaret at jeg faktisk bliver lidt mere stresset af det. På det sidste har jeg øvet mig lidt i at lade være, især ved at slukke for fjernsynet en halv time før jeg går i seng og så strikke lidt. Jep, jeg har totalt strik på hjernen, men det er faktisk ret godt mod mange ting!

10. Dans som en åndssvag mindst én gang om dagen!
Det her punkt er faktisk også på min Krymmel-liste. Men jeg gør det alt for sjældent, hvilket er en skam, for jeg bliver så glad i låget af det!

 

11. Føre en taknemmelighedsliste
Jeg havde lige en periode hvor jeg lavede min egen Bullet Journal – det er jeg dog gået i stå med. Men noget af det, der gjorde allermest indtryk på mig var faktisk at skrive 3 ting ned HVER dag, som jeg havde sat pris på. Hvad enten det var glimmersokker, en varm dyne, eller morgenmad på sengen. Det er så vigtigt at minde sig selv om de helt små basale, positive krymmelglimt i hverdagen, som vi ofte kommer til at glemme. Og det vil jeg simpelthen få indført igen!

12. Få reflekser i mit hår
For nogen er det måske et underligt mål, men jeg har tænkt på det længe. Jeg synes mit hår er lidt kedeligt. Ja, mit hår har sin helt egen naturlige farve lige nu, hvilket folk indimellem misunder, men jeg ønsker at få lidt mere spil i det, så jeg skal have kastet mig ud i noget hårfarvning hos min yndlingsfrisør. Yay!

13. Tage på flere kaffedates
Det siger simpelthen sig selv – jeg tager på alt for få kaffedates og jeg tænker 2018 er året, hvor jeg får gjort det lidt mere. Det er så hyggeligt og kan samtidigt også lægge op til en god gåtur. Mere af det, tak!

14. Lytte til min mavefornemmelse
I 2017 hjalp min mavefornemmelse mig med at følge en af mine høje ønsker: få et skønt studiejob, der var mere sygeplejerelateret og som samtidigt gav mig tryghed. Og efter lidt bøvl på den front, lykkedes det mig altså, ved at sige fra og ved at sige til. Jeg vil derfor gerne blive bedre til at stole på min mavefornemmelse, så jeg kan gå helhjertet ind i tingene og føler at jeg præsterer mit bedste og samtidigt føler glæde ved de ting, jeg gør. Amen.

 

Og nu vil jeg ikke sætte flere mål, hæ! For det her var ret mange og et år går jo flyvende hurtigt…. Jeg håber I alle har det super skønt og får en rigtig dejlig dag. <3 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *